Byen Page i det nordlige Arizona ligger tre timers kørsel nord for Grand Canyon på hovedvejen U.S. 89. Page ligger tæt ved de smukke og populære sandstenskløfter Antelope Canyon, der er kendte for det helt specielle lys, man kan opleve i kløfterne. Page er derfor en oplagt til en hurtig overnatning på ruten fra Grand Canyon op til fx Bryce Canyon og/ eller Zion National Park i Utah.
Hoteller og overnatning i Page, Arizona
Vandkraft, Colorado floden og sandstenskløfter
Page er en ret ny by, der opstod i forbindelse med byggeriet af den store dæmning Glen Canyon Dam på Colorado floden og det tilhørende vandkraftværk i midten af 1960’erne. Colorado floden krydser således gennem landskabet lige vest for Page, og det er opdæmningen af Colorado floden, som har skabt Lake Powell bag dæmningen nord for Page. Lake Powell breder sig et godt stykke ind i Utah, da statsgrænsen til Utah går nogle få kilometer nord for Page.
Syd for Page tæt ved hovedvejen U.S. 89 ligger Horseshoe Bend, hvor Colorado floden slår et imponerende 180 graders sving i landskabet. I kraft af de meget dybe kløfter, som vandstrømmen i floden har skåret ud i landskabet, er Horseshoe Bend et populært udsigtspunkt og stop på U.S. 89.
Endelig er der sandstenskløfterne Antelope Canyon, der ligger øst for byen, og som kan besøges på guidede ture med lokale Navajo indianere, da disse kløfter ligger på Navajo territorium. Det korte af det lange er, at det giver ret god mening at tage en overnatning i Page Arizona på vej mod Bryce Canyon eller Zion National Park fra Grand Canyon, selvom Page som by isoleret set ikke er specielt interessant.
Hoteller og moteller i Page Arizona
Alle de velkendte hotelkæder i repræsenteret i Page, så valget af overnatning i Page handler mest om, hvilken komfort man er til. I den bedre ende af midprice segmentet finder I således hotelkæder som Comfort Inn & Suites, Country Inn & Suites (fra 2018), Days Inn & Suites, Holiday Inn Express, Hampton Inn, La Quinta, m.fl. – alle med pool områder og alle placeret i den sydlige ende af byen ud til U.S. 89. Inde i selve Page by finder I bl.a. Quality Inn og Best Westen Plus i nogenlunde samme prisklasse.
Er I til lidt lavere priser, men stadig med fornuftig komfort, kan I også finde kædemoteller i Page som fx Knights Inn, Motel 6, Rodeway Inn og Super 8 samt Travelodge. I kan også prøve kræfter med mere lokale alternativer som fx Lake Powell Canyon Inn, Sleep Inn & Suites eller det ret billige Antelope Canyon Inn.
Hoteller og overnatning i Page, Arizona
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Jeg optjener provision, når I vælger at booke hoteller og overnatning i Page Arizona via Highways-USA.com Indtægterne bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.
Læg en kommentar