Mange drømmer om at lade friheden råde, når de rejser rundt på kør-selv ferie i USA – og ikke reservere for mange overnatninger på forhånd. Hvis I rejser rundt i USA uden for højsæsonen i fx foråret (april, maj og første halvdel af juni) eller i efteråret (september og oktober), kan I godt tage nogle chancer og først booke sent eller bare tage chancen uden reservation.

Den luksus har I desværre IKKE, hvis I rejser i højsæsonen fra starten af juni til slutningen af august. Her bør I reservere alle jeres overnatninger på forhånd. Har I planer om at overnatte inde i fx nationalparkerne, gælder anbefalingen om forhåndsreservation hele sommerhalvåret.

Overnatning i Californien
Hoteller og overnatning i Los Angeles
Hoteller i bydelen West Hollywood, Los Angeles

Hoteller og overnatning i San Francisco
Hoteller og overnatning i San Diego
Overnatning inde i Yosemite National Park

Hoteller uden for Yosemite National Park

Overnatning på Highway 1
Hoteller og overnatning i Monterey, Californien
Hoteller og overnatning i Big Sur, Californien
Hoteller og tips til overnatning i Solvang, Californien
Hoteller og overnatning i Pismo Beach, Californien

Kasinohoteller langs The Strip i Las Vegas, Nevada

Overnatning i Arizona
Overnatning inde i Grand Canyon National Park
Hoteller syd for Grand Canyon (i servicebyen Tusayan)
Hoteller i Flagstaff og Williams på Route 66
Hoteller og overnatning i Lake Havasu City
Hoteller og overnatning i Page, Arizona
Overnatning ved Monument Valley, Arizona

Overnatning i Utah
Hoteller ved Bryce Canyon, Utah
Hoteller ved Zion National Park, Utah

Overnatning ved Yellowstone
Hoteller i Cody, Wyoming (øst for Yellowstone)
Hoteller i Gardiner, Montana (nord for Yellowstone)
Hoteller i West Yellowstone, Montana (vest for Yellowstone)
Hoteller i Jackson Hole, Wyoming (syd for Yellowstone og Grand Teton)

Overnatning i Florida
Hoteller i Miami Beach, Florida
Hoteller på Key West, Florida

Overnatning i andre storbyer i USA
Hoteller og overnatning i New Orleans, Louisiana
Hoteller og overnatning i Denver, Colorado


Book den første overnatning…

Når I planlægger jeres USA-rejse, er det en god ide, at booke den første nat i USA på forhånd. Dermed skal I ikke selv tænke på at finde et hotelværelse, når I lander i en amerikansk storby, I ikke kender, med jetlag i kroppen efter en flyrejse på seks-syv timer eller mere. Generelt er det altid en god ide at reservere hotelværelser i forvejen i de amerikanske storbyer.

… og lad så friheden råde
Men når I først sidder i udlejningsbilen og er på vej ud i landskabet, så lad friheden råde. Lad jeres lyst og inspiration bestemme ruten. Det er den rigtige måde at opleve USA på. Denne fremgangsmåde kan dog kun bruges uden for højsæsonen.

Når det IKKE er juni, juli og august, er det sjældent et problem at finde overnatning i USA, takket være de utallige moteller langs de amerikanske highways. Gør som amerikanerne: Kør ind fra gaden og spørg om prisen. Er I i tvivl om standarden, så bed om at se værelset. Er prisen og faciliteterne OK, slår I til, og så er den ikke længere.

Ingen regel uden undtagelse
I nogle tilfælde er det dog en rigtig god ide, at I booker overnatning hjemmefra. Har I planer om at overnatte inde i de amerikanske nationalparker, bør I reservere hotelværelse hjemmefra. Bemærk at hotellerne inde i nationalparkerne ofte er udsolgt flere måneder i forvejen – især i højsæsonen juni, juli og august. Så drømmer I om at overnatte inde i fx Grand Canyon eller Yosemite, skal I altså være tidligt ude og booke senest i januar, februar eller marts – og gerne før. Og hovedparten af alle overnatninger bør altså været booket på forhånd, hvis vi taler om juni, juli og august måned.

I flere amerikanske storbyer er det en god ide at reservere hotelværelset i forvejen. Specielt hvis I vil bo midt i byen tæt på seværdighederne. Husk at hotelværelser i storbyerne er dyre på hverdage, men billigere fredag til søndag. I Las Vegas og New Orleans er det dog lige omvendt – her er hverdagene ofte billigst. Læs også min artikel om nationale hotelkæder og motelkæder i USA

Rejser I på økonomibudget, skal I være opmærksomme på, at der kan være penge at spare ved at bo på et motel lidt væk fra Downtown, uden at I behøver at bo i udkanten af byen eller forstæderne. De flere amerikanske storbyer har nogle store indfaldsveje, hvor der ligger masser af moteller og hoteller til rimelige priser.

Jeg har skrevet artikler om overnatning i Los Angeles, hoteller i San Francisco, hoteller og resorts i Miami Beach, hoteller i Key West samt luksushoteller og boutiquehoteller i New Orleans.

En helt anden mulighed for billig og meget central overnatning i storbyerne er hostels. Jeg har selv boet på hostels i både Los Angeles, San Francisco og Chicago. Læs mere om hostels i USA længere nede.

Prisniveauet på overnatning i USA
Mange moteller reklamerer ligefrem med værelsesprisen på store lysskilte. I kan dog ikke altid regne med skiltene, men de giver en indikation af, hvad prisniveauet ligger på. Prisen for en overnatning på de billigste moteller starter ved cirka 35 – 50 dollars, men normalt ligger prisen for et pænt motelværelse på mellem 60 og 85 dollars for en overnatning. Husk at der typisk kommer en lokal hotelskat på mellem 5 og 10 % oven i prisen, inden I har den reelle pris på jeres overnatning.

Priserne varierer meget fra by til by, afhængig af udbud, efterspørgsel og sæson. Typisk er overnatning billigst i det vestlige USA, Florida, sydstaterne og midtvesten, mens østkysten og New England-området traditionelt er dyrere. Her kan en overnatning nemt koste over 100 dollars på et almindeligt standardmotel.

Bemærk at der i USA typisk betales for “hele” motelværelset, og at der ikke afregnes pr. person. I vil derfor ofte kunne overnatte op til fire personer i samme værelse for samme pris. De amerikanske motelsenge er typisk såkaldte “king size beds”, hvor der nemt kan ligge to personer ved siden af hinanden, uden at du kommer i nærkontakt med sidemanden. Næsten alle motelværelser er udstyret med to af disse store senge.

Hostels og vandrehjem i USA
Rejser I på økonomibudget, er de amerikanske vandrehjem eller hostels en fin løsning. Her kan I for relativt få penge få en seng at sove i. Privatliv har I ikke meget af i de store sovesale, men til gengæld er hostels et rigtigt godt sted at møde andre rejsende og udveksle rejsetips. Hostels er en ret social overnatningsform, så I skal også have lyst til at møde nye mennesker for at vælge denne overnatningsform.

Det er især rygsækturister, som overnatter på hostels. Mange hostels ligger centralt i de større byer, hvilket gør hostels til et billigt alternativ til dyre hoteller i mange storbyer. Men der kan være rift om pladserne, så forsøg så vidt muligt at reservere plads i forvejen. Læs mere i min artikel om hostels i amerikanske storbyer

Bed and Breakfast i USA
Den engelske tradition med Bed and Breakfast findes også i USA, hovedsageligt på østkysten. Der findes især mange bed and breakfast-steder i New England, der som navnet antyder er det område i USA, der minder mest om Europa og England. Det er dog ikke nødvendigvis specielt billigt at overnatte på amerikanske bed and breakfasts. Mange steder har nærmest karakter af små luksushoteller. Læs mere på www.bbonline.com

Leje af private huse og ferieboliger
Familier med børn, der planlægger at have base det samme sted under ferien i USA, kan overveje at leje en feriebolig. Det er især en interessant mulighed i Florida, hvor udvalget af private huse og lejligheder er ret stort. Samtidig er afstandene i Florida begrænsede, så derfor kan det godt give god mening at have samme udgangspunkt hele ferien – eventuelt suppleret med et par hotelovernatninger.

Jeg har skrevet en hel artikel med tips og gode råd til udlejning af ferieboliger i Florida og resten af USA, hvor jeg lister de væsentligste aktører på markedet, og skriver lidt om boligbytte i USA. Læs min artikel om ferieboliger i Florida og boligbytte i USA

Overnatning på campingpladser
Kampgrounds of America – forkortet KOA – er USA’s svar på Dansk Camping Union. KOA driver campingpladser over hele USA, og giver jer mulighed for at få en naturoplevelse, samtidig med at I kommer tæt på de amerikanerne, der selv overnatter på pladserne. I kan enten campere på KOA’s campingpladser med eget telt, eller I kan leje jer ind i de campinghytter, som findes på flere af KOA’s campingpladser. Læs mere om KOA – Kampgrounds of America

Overvejer I ferie i autocamper eller motorhome, så tjek min artikel om motorhomes i USA og Canada

Læs også:
Landsdækkende nationale hotelkæder i USA
Moteller i USA og amerikansk motelkultur
Ferieboliger i Florida og resten af USA

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Informationerne på denne side er senest opdateret den 8. januar 2019.

Bemærk: Jeg optjener provision, når I vælger at booke hoteller, moteller, hostels og anden overnatning via Highways-USA.com. Indtægterne bliver brugt til nye reportagerejser til USA og til investeringer i at udvikle Highways-USA.com med nye spændende produkter som fx nye e-bøger. Mange tak for jeres opbakning.