Antallet af forskellige udlejningsfirmaer, som formidler autocampere og motorhomes i USA, er nærmest eksploderet de senere år. Flere udlejningsfirmaer fra Australien og New Zealand har de senere år etableret sig i USA, og tilbyder nye typer af autocampere og motorhomes, man ikke så på de amerikanske landeveje for blot få år siden. Her får du det store overblik over de vigtigste udlejningsfirmaer af autocampere og motorhomes i USA i 2021.

Cruise America
Cruise America er den mest kendte udlejer af motorhomes og er den udlejer, flest danskere benytter, når de lejer motorhomes i USA. Cruise America er med sine cirka 4.000 motorhomes i vognparken og udlejnings stationer over stort set hele USA – Alaska inklusiv – klart den største udlejer af motorhomes i USA. Cruise America er også den udlejer, som de fleste danske rejsebureauer samarbejder med.

Cruise America er en af de billigste udbydere af motorhomes i USA. Til gengæld tilbyder man ikke afhentning eller returnering ved jeres hotel, som fx Road Bear gør det. Man skal også betale for såkaldte udstyrspakker, ligesom man køber kilometer i “pakker”. Der er altså ikke fri kilometer inkluderet hos Cruise America, hvillet dog også gælder de fleste andre udlejningsfirmaer.

Hos Cruise America kan I vælge mellem tre forskellige størrelser af motorhomes: Det mindst er den såkaldte C19 – 19 amerikanske fod lang og med plads til tre personer. Den model har flest ligheder med en europæisk autocamper, og passer bedst til den lille familie bestående af to voksne og et barn.

Mellemstørrelsen C25 har plads til fem personer, og er oplagt til den lidt større familie eller alternativt to par. Længden på 25 fod svarer til 7,60 meter.

Endelig er der det store motorhome C30 med plads til 7 personer, fx fire voksne og tre børn eller fem voksne og to børn. Længden på 9 meter skal man ikke lade sig afskrække af, for både campingpladser og veje i USA er skabt til store køretøjer som fx motorhomes. Jeg har selv været på kør-selv ferie i USA i en C30 motorhome fra Cruise America i 2007 og igen i 2012, og størrelsen på motorhomet gav ikke anledning til problemer på noget tidspunkt, der i øvrigt – trods størrelsen – må køres med et lille dansk kørekort.

Cruise America har produceret en video med dansk tale, hvor du kan lære mere om Cruise America:

Mange af de danske rejsebureauer med USA på programmet formidler Cruise America’s motorhomes. Det gælder bl.a. Autocampers.dk, Benns, FDM travel, Jysk Rejsebureau og Kilroy

Apollo Motorhomes
Vil man have lidt ekstra luksus, er motorhomeudlejeren Apollo en mulighed i det vestlige USA. Apollo’s motorhomes er maksimum to år gamle og er udstyret med ting som TV, DVD-afspiller, bak-kamera og markise – noget som mange campister sætter pris på. Og så er Apollo’s to store udlejningsmodeller udstyret med såkaldt “slide out”, hvor man simpelthen gør motorhomet større ved at skyde siderne ud, så selve rummet i motorhomet bliver større.

Den mindste model hos Apollo er populært sagt en ombygget rummelig minibus, som har plads til to personer – og som også har bad og toilet, størrelsen til trods. Modellen hedder Euro Tourer med reference til de europæiske autocampere. Fidusen ved den lille model er også, at benzinøkonomien er en hel del bedre end hos de store modeller.

De to store modeller hos Apollo har plads til henholdsvis fem og seks personer. Den store udgave US Wanderer på 32 fod/ 9,4 meter i længden er dog markant større end mellemmodeller, Happy Explorer, som “kun” måler 22 fod/ 6,7 meter i længden.

Apollo opererer med alt inklusiv pakker, der inkluderer fri kilometer, ingen selvrisiko på forsikringer, GPS, personlige udstyrspakker, campingstole og campingborde, etc. Det kan dog kun lade sig gøre at leje motorhome hos Apollo i det vestlige USA, da Apollo kun har udlejningsstationer i Denver, Las Vegas, Los Angeles og San Francisco.

Apollo har i forbindelse med corona krisen valgt at sælge hele deres flåde af motorhomes i USA. Derfor er Apollo på nuværende tidspunkt ikke aktive på det amerikanske marked.

Road Bear RV
Road Bear er motorhomets svar på Hilton. Road Bear har specialiseret sig i ekstra luksuriøse vogne med masser af udstyr, men også helt basale ting som motoren og motorhomets køreegenskaber er der kælet for. Road Bears store motorhomes er naturligvis udstyret med slide out sider, hvor motorhomet gøres betydeligt større, ved at skyde siden af motorhomet ud, så man nærmest får en tilbygning. Alle Road Bear motorhomes er udstyret med markise, så man kan sidde i skyggen og slappe af.

Road Bears sortiment af motorhomes er ret stort, alt efter ønsker til plads og antal personer. Modellerne går fra mindre 19 fods motorhomes til to personer og så op til de store 30 fods modeller med plads til syv personer.

Når det gælder udlejningsstationer, er Road Bear i princippet landsdækkende i USA, men Road Bear har dog kun seks udlejningsstationer: Denver, Las Vegas, Los Angeles, San Francisco, New York og Orlando. Til gengæld tilbyder Road Bear at hente sine kunder på udvalgte lufthavnshoteller, og returnerer jer til lufthavnen eller lufthavnshotellet, så I ikke skal tænke på transport til og fra udlejningsstationen. En detalje, man sætter pris på, når man skal ud på en længere ferie i motorhome i USA.

Road Bear’s motorhomes formidles bl.a. af Autocampers.dk og FDM travel

Jucy Rentals
Campervans er rygsækfolkets foretrukne motorhome. Jucy Rentals er oprindeligt fra New Zealand, men kan nu også opleves og afprøves i det vestlige USA. Jucy Rentals udlejer ombyggede minivans – enten Chrysler Town & Country eller Dodge Grand Caravans – der så er blevet udstyret med to gasblus, et køleskab, en lille håndvask og op til fire sovepladser, hvor af de to er i “The Penthouse”, som er skiboksen på taget af bilen, der kan slås op til en sovekabine.

Jucy Rentals er altså målrettet det lidt yngre segment, men man skal dog stadig være mindst 21 år, for at kunne leje campervans hos Jucy Rentals. Og så kræver det, at ferien afholdes i det vestlige USA, for Jucy har indtil videre kun udleverings stationer i Las Vegas, Los Angeles og San Francisco. Men Jucy Rentals er altså også repræsenteret i det vestlige Australien og over hele New Zealand.

Jucy Rentals autocampere formidles af Jysk Rejsebureau

Escape Campervans
Farverig med et stænk af vildskab og en god portion hippi-nostalgi er omdrejningspunktet for Escape Campervans, der også har rødder i New Zealand. Escape tilbyder minivans ombygget til campervans med op til tre sovepladser og en længde på max 22 fod/ 6,70 meter. Det betyder, at man kan komme rundt overalt – også der hvor motorhomes normalt ikke kan være med. Alle Escape’s autocampere er blevet udsmykket af lokale kunstnere i alle regnbuens farver, hvilket er Escape Campervans varemærke. Du skal med andre ord ikke forvente at kunne gemme dig i mængden, men vil tvært imod skille dog markant ud, når du cruiser rundt i det vestlige USA.

Escape har tre forskellige modeller i vognparken, alle minivans ombygget med kogeplader, køleskab, håndvask med mere og naturligvis en rigtig god “seng” med plads til tre personer, som ommøbleres til en sofagruppe med spisebord/ køkkenbord, når sengen ikke skal bruges. Bilmodellerne er Chevy Astro også kaldet Malibu, en Ford E-150 van kaldet Maverick og endelig en Dodge Caravan kaldet Ventura.

Hvis du nogen sinde har drømt om at opleve USA “on the road”, som man gjorde det i 1960’erne de klassiske Folkevognsrugbrød, så er Escape Campervans leveringsdygtige i noget der ligner – ikke mindst takket være de fantastiske malerier på alle køretøjer, der gør hver campervan helt unik.

Escape Campervans kan lejes gennem Jysk Rejsebureau og Kilroy

Af Henrik Lange, Highways-USA.com