Selvom du kan betale stort set alt med kreditkort i USA, slipper du ikke for at have kontanter ved hånden i USA. Det skyldes især amerikanernes tradition for at give drikkepenge på restauranter, barer, hoteller, i taxaer m.m. Som turist skal du også være opmærksom på, at de amerikanske dollarsedler ligner hinanden til forveksling, som alle har samme størrelse, uanset pålydende. Her er lidt hjælp til at kende forskel.

Grønne knitrende dollarsedler
De grønne dollarsedler findes i 1, 2, 5, 10, 20, 50 og 100 dollars udgaver. To dollar-sedlen er lidt af en sjældenhed – får du stukket en sådan i hånden, så tag den med hjem som en souvenir. Som nævnt har alle dollarsedlerne samme format, hvilket kan virke lidt forvirrende i starten. Pas især på, når du giver drikkepenge, så du ikke ved et uheld forærer en mindre formue væk. Et design- og sikkerhedsmæssigt facelift af dollarsedlerne i 2003 har dog gjort det lidt nemmere at skelne pengesedlerne fra hinanden.

Pennies, nickels, dimes og quarters
Der går 100 cent på en dollar, og de mest almindelige mønter i USA er 1 cent, 5 cent, 10 cent og 25 cent. I daglige tale har mønterne kælenavne, der er gode at kende: Den kobberrøde 1 cent mønt kaldes en penny, 5 cent kaldes en nickel, 10 cent en dime og 25 cent en quarter.

Der findes også nogle ganske få 50 cents og 1 dollar mønter i omløb, men de er ret sjældne. U.S. Mint, som udsender de amerikanske mønter og pengesedler, har i flere forsøg forsøgt at få 1 dollar sedlen afløst med en ny 1 dollar mønt, men forsøgene er hver gang strandet på, at der dels skal udsendes ekstremt mange mønter for at udfase 1 dollar sedlen. Dels har amerikanerne endnu ikke taget 1 dollar mønterne til sig, så hidtil er det blevet ved forsøgene.

Quarters med motiver fra delstaterne
Holder du af mønter, er det værd at holde øje med de quarters, du får udleveret. Den amerikanske centralbank har tradition for at udsende særlige 25 cent i serier med forskellige motiver fra de enkelte delstater. Fra 1999 og frem til 2009 udsendte man 50 forskellige quarters – en fra hver delstat. Disse quarters blev udstedt i forhold til, hvornår hver enkelt stat var blevet en del af unionen – statende med Delaware og sluttende med Hawaii i 2008. Der er udgivet særlige samlemapper, hvis du vil forsøge at samle alle de 50 forskellige quarters.

I 2009 udgav man også quarters med motiver fra USA’s oversøiske territorier som Puerto Rico, Guam, US Virgin Islands (det tidligere Dansk Vestindien) og stillehavsøerne American Samoa og Northern Mariana Islands – foruden District of Columbia, bystaten Washington D.C. Men disse quarters er kun udgivet i ganske små oplag, og er svære at få fingre i.

Ny serie med nationalpark quarters
Efter succeen med udgivelsen af delstats quarters, har man i 2010 lanceret en ny serie med quarters med motiver fra de amerikanske nationalparker – enten en nationalpark, et historisk monument eller andre beskyttede områder fra hver enkelt delstat. Igen er det nationalparkens eller monumentets grundlæggelsesdato, der afgør, hvornår de forskellige lokaliteter bliver præget og sendt i omløb på de nye quarters. Man startede med Hot Springs National Park i Arkansas, der allerede tilbage i 1832 blev udnævnt til beskyttet område i USA under den amerikanske stat.

Siden har man udgivet quarters med motiver fra bl.a. Yellowstone i Wyoming, Yosemite i Californien, Grand Canyon i Arizona og en række andre nationalparker. Det vil udkomme fem nye nationalpark quarters hvert år frem til 2021, så der er altså tid nok til at starte den nye samling op. De nye quarters kan naturligvis også købes direkte i nationalparkernes besøgscentre.

Skik og brug af drikkepenge i USA
At give drikkepenge er en central ting i den amerikanske hverdag, som du skal respektere. Drikkepengene er nemlig en stor del af lønnen til de servitricer, som fx knokler på de amerikanske restauranter til fem dollars i timen. Naturligvis skal drikkepengene afhænge af, hvilken betjening du har fået. Det er dog en uskreven regel at man mindst tillægger 12 til 15 procent af regningens størrelse i drikkepenge – med mindre betjeningen har været direkte elendig.

På fastfoodrestauranter, hvor der er selvbetjening, gives der normalt ikke drikkepenge – selvom de unge bag disken gerne tager imod tips, som typisk smides i et lille glas oppe ved kassen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, når en tur er slut, og det samme gælder piccoloer på hoteller, der typisk får en dollar pr. styk bagage, de bringer op på værelset. Det gælder også, hvis man får roomservice, som man kender det fra amerikanske film.

Også på barer gives der i de fleste tilfælde drikkepenge. Her er der ofte en lille “hylde” inderst ved selve bardisken, hvor man kan lægge sin dollarseddel. Det hjælper også på betjeningen, når du skal have næste omgang.

Drikkepenge optræder nu også på regningen
Dyrere og eksklusive restauranter i storbyer som New York, Miami, Los Angeles og San Francisco er som noget relativt nyt (2012) begyndt at selv at sætte drikkepenge direkte på regningen. I så fald skal der naturligvis ikke betales yderligere drikkepenge oven i regningen.

Læs også:
Rabatter og kupontilbud
Kreditkort i USA
Shopping i USA

Informationerne på denne side er senest opdateret den 9. maj 2014.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com