Der er flere forskellige rabatordninger og måder at spare penge på og holde udgifterne nede, når I er på ferie i USA eller Canada. En af dem hedder CityPass, rabatpakker på attraktioner og seværdigheder i nordamerikanske storbyer. I kan også benytte jer af kupontilbud i gratis kuponhæfter. Er I medlem af FDM, kan I få rabat via Show Your Card-samarbejdet. Her får I et overblik over rabat-mulighederne for turister på ferie i USA og Canada.

CityPass rabat i amerikanske storbyer
CityPass er navnet på nogle rabatpakker til nordamerikanske storbyer, der giver op tll 50% rabat på normalprisen af adgangsbilletten til en stribe af de største seværdigheder i de 10 storbyer, som CityPass pakkerne omfatter.

CityPass New York omfatter bl.a. adgang til Empire State Building, kunstmuseet Guggenheim plus sejlturen over til Frihedsgudinden og Ellis Island og to andre af New Yorks bedste museer. I San Francisco giver CityPass San Francisco jer adgang til en stribe af byens bedste museer plus en sejltur ud under Golden Gate Bridge – og gratis transport i op til 7 dage med San Francisco’s sporvogne og bybusser.

Ud over New York City og San Francisco har CityPass også interessante rabatpakker til byer som Atlanta, BostonChicago, Houston og Seattle.

Læs mere om, hvordan ordningen fungerer i praksis og hvilke storbyer og områder CityPass dækker i min artikel om CityPass’ rabatpakker i USA og Canada

Go City Cards – rabatpakker til storbyer i USA
Konkurrenten til CityPass hedder Go City Cards, og er et plastickort med en indbygget chip. Chippen registrerer, hvornår I har taget kortet i brug. Kortet er gyldigt i det antal dage, I har købt på forhånd: Enten 1, 2, 3, 4, 5 eller 7 dage og giver gratis adgang til alle seværdigheder i gyldighedsperioden.

I modsætning til CityPass, omfatter Go City Pass’ rabatpakker mellem 30 og 45 attraktioner i hver by, så I har en del flere seværdigheder at vælge mellem. Men også langt flere seværdigheder end I kan nå i gyldighedsperioden, så I skal udvælge jeres oplevelser med omhu.

Go City Cards og CityPass dækker nogle af de samme byer, men der er også forskel på de to rabatkort. Go City Cards har rabatpakker til bl.a. San Diego, Los Angeles og Orlando, mens CityPass er alene om at have pakkeløsninger til attraktioner i byer som Atlanta, DallasHouston og Philadelphia.

I kan også selv at sammensætte jeres egen pakke af “gratis” seværdigheder. Den løsning hedder Go Select. Her er rabatten dog typisk ikke så stor, som i de færdigpakkede Go City Cards. Læs mere i min artikel om Go City Cards rabatpakker til storbyer i USA

The New York Pass – rabat i New York
New York kan med sin gigantiske buket af verdenskendte seværdigheder være et ret dyrt bekendtskab. Men har I et New York Pass i hånden, kan I få en anseelig rabat på de fleste museer og mange af byens andre seværdigheder.

The New York Pass er som Go City Card et plastickort med en indbygget chip, der har en gyldighed på 1, 2, 3 eller 7 dage. De fleste turister vælger 3 dages kortet. I gyldighedsperioden giver The New York Pass adgang til mere end 100 seværdigheder over hele New York – lige fra museer, udsigtsplatforme, guidede ture, sejlture, m.v. Læs mere i min artikel om The New York Pass’ rabatpakke til New York

National Park Annual Pass – rabat i nationalparker
Hvis I planlægger en længere ferie i USA, der inkluderer bøsøg i tre eller flere nationalparker, kan det betale sig at købe et National Park Annual Pass. Prisen for et sådant pas er 80 dollars (2018). Med et Annual Pass har I gratis adgang til samtlige amerikanske nationalparker i 12 måneder. Passet gælder alle personer inklusiv chaufføren, som følges ad i samme personbil eller motorhome. I nationalparker, som I skal gå ind ind, giver nationalparkpasset gratis adgang for fire voksne. Børn under 15 år har altid gratis adgang.

Da entreprisen til de store nationalparker i det vestlige USA typisk ligger på 25-30 dollars, skal I altså “blot” besøge tre-fire nationalparker, før kortet har tjent sig hjem. Nationalpark passet er personligt, og indehaveren skal ofte vise ID ved billetlugen, når I kører ind i parkerne. Mere om årspas til nationalparkerne i min artikel om nationalparker i USA

Rabatter i gratis kuponhæfter
Det kan være sjovt at gå på kuponjagt i de gratis kuponhæfter, I kan finde på tankstationer, restauranter, fast food steder og rastepladser. Men lad være med at bruge for meget energi på kuponjagten. Sagen er nemlig, at de fleste rabatter også er tilgængelige for almindelige turister, der blot kommer ind fra gaden og forlanger rabat. Endelig er der i mange tilfælde knyttet forskellige krav til rabatterne, der gør tilbuddene mindre attraktive.

I risikerer også, at kuponjageriet “snyder” jer til at vælge en række bestemte motelkæder eller kæderestauranter, og at I dermed går glip af nogle andre og måske mere autentiske lokale restauranter og moteller – som i mange tilfælde er lige så billige som dem med kuponerne. Desuden kan I hurtigt bruge meget tid og benzin på at køre efter rabatter.

FDM-medlemmer og Show Your Card!
Er I medlem af FDM, har I adgang til en række rabatter over hele USA via det såkaldte Show Your Card!-samarbejde. Som navnet antyder, udløser FDM-medlemskortet rabat, hvis I viser jeres medlemskort med Show Your Card!-logoet.

De mest interessante Show Your Card!-rabatter i USA omfatter mindre nedslag i billetprisen hos forlystelsesparker som Universal Studios, Sea World og Six Flags-forlystelsesparkerne. Desuden kan I få 10 procents rabat på regningen hos visse restaurantkæder samt 10 procent rabat på togbilletter købt online hos Amtrack, det amerikanske DSB (2016).

I kan få en oversigt over alle Show Your Card!-rabatter i USA og Canada via www.fdm.dk Det er dog lidt bøvlet at finde helt ind til rabatterne i Nordamerika, så hav tålmodighed. Vær også opmærksom på, at mange af rabatterne er lavet specielt til nordamerikanske turister. I kan således få rabat på fx udlejning af partytelte til større fester eller rabat på trailerudlejning. Men det har de færreste europæiske turister brug for, når de rejser rundt i USA. Desuden er nogle af rabatterne så beskedne, at det ikke er besværet værd at benytte dem.

Lad derfor være med at bruge alt for meget energi på rabatjagten hjemmefra, og vis i stedet jeres FDM-medlemskort, hvor I kommer frem – det kan i flere tilfælde udløse rabat på entreer eller overnatning.

FDM og American Automobile Association
Lige så interessant er det, at FDM-medlemmer også har mulighed for at benytte sig af de lokale AAA-kontorer i USA. Triple A, som AAA – American Automobile Association – kaldes i daglig tale, udleverer gratis kort- og brochuremateriale til FDM-medlemmer, der er på ferie i USA.

Hvis I er FDM-medlem, er det derfor en god ide hjemmefra at finde ud af, hvor det nærmeste AAA-kontor ligger, og så lægge vejen forbi kontoret en af de første dage i USA. AAA kan naturligvis også informere om lokale trafikforhold, f.eks. lukkede bjergveje, større vejarbejder eller lignende.

Rabat når I shopper i USA
USA er et shopping paradis for mange danskere, ikke mindst i kraft af den lave dollarkurs. Kombinerer I den lave dollarkurs med et besøg i et af de mange factory outlets, der bl.a. findes langs de amerikanske motorveje, har I fine muligheder for at gøre en god handel. Igen skal I dog være opmærksom på, at ikke alle outlets har lige lave priser.

Rigtigt sjovt bliver det, hvis I samtidig sørger for at gøre jeres indkøb i en af de stater, som ikke pålægger sales tax – amerikanske moms – på varerne. Det gælder fx staterne Oregon og New Hampshire. Læs mere om shopping i min artikel om shopping i USA

Informationerne på denne side er senest opdateret den 7. marts 2018.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com