Storbyen Tampa ligger en times kørsel vest for Orlando ad Interstate 4. Tampa udmærker sig ved at have sin egen forlystelsespark, der er kombineret med en zoologisk have. Navnet er Busch Gardens, og kombinationen af (vilde) forlystelser og vilde dyr lyder måske lidt besynderlig. Men kombinationen fungerer faktisk OK, så vil man have et alternativ til fx Animal Kingdom i Orlando hos Disney, der benytter lidt sammen opskrift, er Busch Gardens en mulighed.

Dagsbilletter til Busch Gardens i Tampa
Flere dages kombi rabatbilletter til Busch Gardens i Tampa + SeaWorld i Orlando

Hoteller i Tampa i nærheden af Busch Gardens
Hoteller i Orlando og det centrale Florida

Temaområder fra eksotiske lande
Busch Gardens består af en række temaområder, med hvert sit eksotiske og geografiske afsæt. Man starter således i Marokko når man kommer ind i parken, og man kan så bevæge sig videre til bl.a. Egypten, Congo og en lille afdeling fra Australien, mens andre områder i parken er mere fiktive som fx byen Stanleyville, Pantopia og Jungala.

Det store vilde område i parken er Serengeti sletten, hvor parkens giraffer, zebraer og strudse går sammen på et stort område, som kun er tilgængeligt med parkens tog, som kører hen over sletten på dets rute gennem parken. Busch Gardens har stort set alle slags vilde dyr fra Afrika og Asien, inklusiv tigre og løver, men dog ingen elefanter.

Busch Gardens og ekstreme rutsjebaner
Forlystelser har altid været en integreret del af oplevelsen i Busch Gardens, og det er især ekstreme rutsjebaner, som parken i Tampa er kendt for. Det gælder fx Cheetah Hunt fra 2011, der byder på en godt tre minutter lang tur, som efterligner en panter, som jager sit bytte. Og det går ikke stille af, når tophastigheden ligger på 97 km/t og banen er hele 1.350 meter lang.

Flere gange undervejs accelerer vogntoget, så der virkelig fart på. Cheetah Hunt har dog kun kapacitet til 16 personer ad gangen, hvilket ofte giver lange ventetider.

En anden virkelig hardcore rutsjebane er SheiKra, der efterligner en ørn på jagt efter et bytte. Det inkluderer bl.a. to lodrette 90 graders fald undervejs – det første fra en højde på 61 meter – og en tophastighed på 110 km/t. Den er heller ikke for tøsedrenge.

Montu er navnet på en egyptisk krigsgud, og nogle vil sikkert bede til de højere magter, når de har sat sig til rette i Montu rutsjebanen, hvor man hænger nede under selve skinnen – når man ikke kastes rundt i nogle af de mange udvendige loops undervejs. Montu byder på en belastning på op mod 4G, en tophastighed på 105 km/t og en højde på 46 meter. Da Montu åbnede i 1996, var den verdens hurtigste udvendige rutsjebane.

Tre år tidligere havde Busch Gardens investeret i rutsjebanen Kumba, der med hele syv forskellige loops undervejs heller ikke hører hjemme i den kedelige afdeling. Topfarten er 97 km/t og den når en højde på 44 meter på den i alt tre minutter lange tur. Kumba byder på langt mere smæk for skillingen, end hvad man kan se fra afgangsstationen.

Rutsjebanefans vil med andre ord ikke kede sig i Busch Gardens. Jeg har naturligvis testet alle de fire nævnte rutsjebaner – alle to gange med undtagelse af Cheetah Hunt, jeg kun nåede en gang p.g.a. lange køer. Busch Gardens tidligere trærutsjebane Gwazi, der blev åbnet i 1999, kørte sin sidste tur i februar 2015. Det er endnu ikke afgjort, hvad der skal ske med den store rutsjebane midt i parken.

Fin familiepark for både store og små
Busch Gardens leverede en fin førstegangsoplevelse, da jeg besøgte parken i juni 2015. Og der er også masser af forlystelser og underholdning til de mindre gæster som fx legepladser, klatreområder og masser af dyreoplevelser – som fx fodring af kænguruer. Dermed leverer Busch Gardens en fin oplevelse for hele familien – store som små. Der afholdes også forskellige shows rundt om i parken i løbet af dagen, som jeg dog ikke nåede at opleve på mit besøg.

Trænger man til at blive kølet lidt med, er der også flere muligheder for vandrutsjebaner og river rafting – noget der kan virke tiltalende i den lumre og fugtige Florida varme. Og vil man se tingene lidt fra oven, findes der to svævebaner i parken, som man bl.a. kan benyttes til at se ud over Serengeti sletten.

Netop varmen om sommeren og dermed risikoen for tordenstorme kan dog også give problemer. Således blev stort set alle parkens forlystelser lukket ned over en periode på to timer, den dag, jeg besøgte parken, da en kraftig tordenstorm kom ind over parken. Mange af parkens forlystelser som fx rutsjebanerne er så høje, at de kan være livsfarlige at opholde sig i under tordenvejr.

Tidligere var det i øvrigt Anheuser Busch bryggeriet, som ejede parken. Det ejerskab og den relation sluttede dog i 2009, da kapitalfonden Blackstone Group overtog parken. Det er dog stadig kun Anheuser Busch’ øl som fx Budweiser, Michelob og Corrs, som serveres i parkens barer. Den relation har man ikke ændret på. Det nærliggende vandland Adventure Island i Tampa er også en del af Busch Gardens.

Billetter til Busch Gardens
Busch Gardens i Tampa er åben 365 dage om året – takket være det milde klima i Florida. Parken ligger som sagt i Tampa en god times kørsel fra Orlando ad Interstate 4 vest ud af Orlando.

Busch Gardens er i familie med SeaWorld i Orlando, da begge parker er ejet af samme koncern. Derfor findes der også – ud over de klassiske endagsbilletter – en række forskellige rabatbilletter, som kombinerer Busch Gardens med SeaWorld i Orlando over fx to dage. Hvis I kombinerer Busch Gardens med fx SeaWorld i Orlando og vælger de særlige kombinationsbilletter til flere dage, udløser det en ganske pæn rabat i forhold til normalprisen for endagsbilletterne. Der er også mulighed for at købe billetter med fx tre dages gyldighed, og så måske bruge dag nr. tre i vandlandet Aquatica i Orlando, der også er en del af Bucsh Gardens og SeaWorld familien.

Dagsbilletter til Busch Gardens i Tampa
Flere dages kombi rabatbilletter til Busch Gardens i Tampa + SeaWorld i Orlando

Hoteller i Tampa i nærheden af Busch Gardens
Hoteller i Orlando og det centrale Florida

Af Henrik Lange, Highways-USA.com