Amerikanske flyselskaber har altid haft ry for at have en lidt lavere standard end de europæiske. Den holdning skal man dog nok tage med et gran salt. Jeg har inden for det sidste år fløjet med Delta tre gange fordelt på fire flyvninger, og her har Delta Air Lines leveret fornuftige oplevelser på ruten mellem København og New York JFK, hvor både komfort, in-flight underholdning og servering ombord fungerede upåklageligt. Jeg testede Delta i august 2014 og igen i juni 2015.
Direkte sommerrute fra New York JFK til København
Delta Air Lines har været gæst i Københavns Lufthavn siden 2006, hvor selskabet åbnede en rute mellem København og selskabets hovedkvarter, Atlanta i Georgia. Den rute blev dog nedlagt i 2011, men i 2010 åbnede Delta en rute mellem København og New York JFK, der blev et supplement til SAS’ rute mellem København og Newark.
Flyruten var oprindeligt en helårsrute, men blev nedjusteret til en sommerrute i 2011. Til gengæld har Delta fløjet denne rute trofast hver sommer fra slutningen af maj og frem til starten af september.
God in-flight oplevelse med Delta
Ombord på Delta’s Boing 757, der bruges på ruten, er der individuelle skærme ved hvert sæde – noget der efterhånden forventes af de fleste flyselskaber, også på Economy.
Men hvad mere interessant er, at det man kan finde på skærmen også er værd at kigge på. Der var således over 30 spillefilm at vælge mellem, mange af dem nye premierefilm til at hygge sig med på den otte timer lange flyvning fra København til New York JFK.
Der var også installeret Wi-Fi ombord på flyet, der efter sigende skulle virke, når flyet var højere oppe end 10.000 fod. Det fik jeg dog aldrig til at virke.
Serveringen ombord fejlede til gengæld ikke noget. Jeg fløj på økonomiklasse, men skulle IKKE betale for de to øl, jeg fik serveret til mit hovedmåltid ombord. De tider er som bekendt forbi hos SAS: Her må man nu betale på økonomiklasse, hvis man vil have en øl eller et glas vin til maden, også på de oversøiske flyvninger.
Sikkerhedsvideo med et glimt i øjet
En anden fin lille detalje var deres sikkerhedsvideo. Hidtil har de været jævnt kedelige, men også her har Delta justeret på konceptet: Der blev startet med en kort velkomst fra Deltas egen direktør, og så kom de sædvanlige sikkerhedsprocedurer, men nu pakket ind i lidt humor, der rent faktisk var morsomt, uden at troværdigheden gik fløjten.
Som et ekstra plus lander man i Delta’s nybyggede og højt profilerede terminal i JFK, hvorfra Delta flyver videre ud i alle afkroge af USA. Den er i øvrigt også ganske lækker at opholde sig i, når turen går tilbage til Danmark – eller videre ud i USA. Terminalen er dejlig lys med et godt indfald af dagslys, og så er der fx adgang til Wi-Fi – også for de ”almindelige” passagerer uden lounge adgang. Og har man adgang til Sky Priority Loungen, bliver det for alvor sjovt at vente i Delta’s nye JFK terminal.
En anden fin detalje var Delta’s transferbusser i JFK: Udstyret med bløde sofaer, hvilket jeg ikke mindes at have oplevet i andre lufthavne.
Delta Air Lines er p.t. det eneste amerikanske flyselskab i Københavns Lufthavn, efter at Continental/ United indstillede deres rute mellem CPH og Newark i september 2012. Har man planer om at flyve over Atlanten og vil have en mere amerikansk oplevelse, kunne man overveje Delta Air Lines – i hvert fald fra maj til oktober. Jeg fløj senest med Delta i juni 2015, da jeg fløj fra Miami via New York JFK til København.
Mere om Delta Air Lines på www.delta.com
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Hej Henrik, vi skal flyve indenrigs i USA fra Washington til Los Angeles med Delta. På billetten stå kun, at håndbagage er tilladt. Skal man betale ekstra for en kuffert på 23 kg? Vi er fire, der rejser sammen med håndbage til hver og en kuffert. Hvis ja, hvor foregå betaling for ekstra bagage? Mvh Olga
Det er helt normalt, at man på indenrigsfly i USA betaler for indtjekket bagage på økonomiklasse – altså bagage, der ikke medbringes som håndbagage. Så i jeres tilfælde er svaret sandsynligvis, at I skal betale gebyr for jeres kuffert. Hvordan Delta opkræver betaling for kufferter på indenrigsfly og hvad det koster, kan jeg desværre ikke hjælpe jer med. Jeg skal dog lige tilføje, at hvis indenrigsflyvningen i USA ligger i forlængelse af fx en flyvning fra Europa til USA, så skal man ikke betale for den indtjekkede bagage, da der så er tale om en samlet flyvning. Men på “isolerede” indenrigsflyvninger i USA, er der normalt gebyr for indtjekket bagage på økonomiklasse.