Har man af uransagelige grunde kun tid til et enkelt stop på hele turen ned langs Highway 1, anbefaler forfatteren af Road Trip USA, Jamie Jensen, at valget falder på Julia Pfeiffer Burns State Park cirka 14 miles syd for Big Sur. Parken er en lille naturperle, og byder blandt andet på et vandfald, der som det eneste i Califonien plasker direkte ned på stranden og ud i Stillehavets turkis-blå bølger.

Hoteller og overnatning i Big Sur på Highway 1
Hoteller og overnatning i Monterey i Californien

Berømt vandfald plasker direkte i Stillehavet
Når man ankommer til Julia Pfeiffer Burns State Park, skal man ikke lade sig narre af, at indkørslen til parken ligger på indersiden af California Highway 1, og ikke på kystsiden. Fra parkeringspladsen fører en gangsti de besøgende ned under Highway 1 via en tunnel og ud til udsigtsplatformen, hvor der er et smukt vue over det velkendte vandfald, som plasker direkte ud i Stillehavet.

Ud over parkens legendariske vandfald kan man også se en gammel vandmølle, opført af de første pionerer på stedet. Og vil man op i højderne bag Highway 1, fører flere skovstier de besøgende op gennem en skov med bl.a. redwoodtræer og videre op i Santa Lucia Bjergene. Der er dog ikke adgang til stranden fra parken.

Opkaldt efter nybyggeren Julia Pfeiffer Burns
Parken er opkaldt efter pioneren Julia Pfeiffer Burns, som frem til sin død i 1928 drev en ranch på det fuldstændigt isolerede sted sammen med sin mand John Burns. Julia Pfeiffer Burns State Park må i øvrigt ikke forveksles med Pfeiffer-Big Sur State Park, der ligger inde i selve Big Sur Village.

Hoteller og overnatning i Big Sur på Highway 1
Hoteller og overnatning i Monterey i Californien

Fortsæt videre sydpå ad Highway 1 til Hearst Castle

Læs mere på:
www.bigsurcalifornia.org

Af Henrik Lange, Highways-USA.com