Det er “håndtaget” på Texas – Texas Panhandle – der danner rammen om Route 66s vej gennem præriestaten. Strækningen gennem det nordlige Texas er cirka 200 miles lang. Men turen er ikke specielt ophidsende, da landskabet er helt flat og motorvejen er placeret direkte over i den gamle Route 66 det meste af vejen. Men i de relativt få byer undervejs kan man stadig fornemme stemningen fra Route 66s storhedstid.

E-bog på dansk til Route 66 – 4.000 kilometer – 8 stater – 3 tidszoner. KLIK HER!
Hoteller og overnatning i Amarillo, Texas på Route 66
Hoteller og moteller på Route 66 i Tucumcari, New Mexico
Hoteller i Albuquerque på Route 66, New Mexico

Art deco, pigtrådsmuseum og klassisk Phillips 66 tankstation
Første bysamfund i Texas når man kommer fra Oklahoma er Shamrock, der midt i byen har en af Route 66’s smukkeste eksempler på art deco-arkitektur: Den såkaldte U-drop In, en nedlagt tankstation og cafe som er blevet restaureret og bragt tilbage til fordums stohed. Vejkrydset midt i byen markerer stedet, hvor Route 66 og US 83 krydser hinanden.

Næste by er McLean, og her lever Route 66 også i bedste velgående: Byen er hjemsted for Texas Route 66 Assosiation, og det kan ses. Bl.a. har ildsjæle restauraret en gammel Phillips 66 tankstation fra 30’erne, komplet med tankstandere, tankpasserhus, tankbil med mere. En anden seværdighed i McLean er det besynderlige pigtrådsmuseum, Devil’s Rope Museum, der uden tøven hylder “The Barbed Wire.” Hertil kommer en udstilling om Route 66.

Længere vestpå møder man den lille flække Groom, der udmærker sig ved at have et skævt vandtårn for at fange de rejsendes opmærksomhed. Ellers er Groom mest en forblæst lille prærieby med store kornsiloer og et tidligere Route 66-ikon, motellet 66 Courts, der i dag er en ruin, og et oplagt fotostop for den nostalgiske fotograf. Ellers er der kun få pejlemærker på denne del af ruten, det gælder ikke mindst de mange olieboretårne og utallige vindmøller.

Steaks i overstørrelse i cowboybyen Amarillo
Amarillo er den største by, Route 66 passerer gennem i Texas, og her kan du stadig opleve ægte cowboystemning. Byens hovederhverv er fortsat kvæghandel, og rancherne i området omkring Amarillo producerer årligt omkring to millioner kvæg. Derfor er Amarillo en oplagt by at indtage en steak i.

Skal det foregå på ægte Texas-manér, er Big Texan Steak Ranch lige stedet. Her kan få serveret en 72 once steak helt gratis, hvis man kan spise bøf og tilbehør på under en time. Når man det ikke – og det gør det færreste – er prisen 65 dollars. Big Texan Steak Ranch er en gammel Route 66-lokalitet, men ligger i dag ud til Interstate 40 øst for Amarillo.

Cadillac Ranch – et ægte Route 66 ikon
Vest for Amarillo finder man en af Route 66’s mest kendte og besynderlige seværdigher: Cadillac Ranch. Her har et kunstnerkollektiv fra San Francisco plantet ti Cadillacs årgang 1949 frem til 1964 med snuden ned i jorden – vist nok for at hylde friheden på den åbne landevej. De ti efterhånden ret rustne Cadillacs ligger tæt ved motorvejen og mange parkerer langs Interstate 40’s østgående spor for at gå de sidste cirka 200 meter ud til Cadillac Ranch, som det er gratis at besøge.

Fra Cadillac Ranch og ud til grænsen til New Mexico er det småt med seværdigheder. Der ligger nogle enkelte spredte bebyggelser langs Interstate 40, men flere af dem har mest karakter af spøgelsebyer med nedlagte tankstationer og gamle moteller i forfald. Undtagelsen er byerne Vega og Adrian.

Halvvejs mellem Chicago og Los Angeles
Den lille flække Adrian er en afstikker værd i kraft af The Midpoint Cafe, som påstår at den ligger præcis midtvejs på Route 66 mellem Chicago og Los Angeles. Ifølge de lokale er man præcis 1.139 miles fra Chicago, mens der venter yderligere 1.139 miles, inden man kan nyde udsigten ud over Stillehavet fra strandpromenaden i Santa Monica.

Sidste Route 66-lokalitet i Texas inden grænsen til New Mexico er spøgelsebyen Glen Rio, hvor man kan se resterne af det, der engang var Last Motel in Texas – eller First Motel in Texas, afhængig af ens rejseretning på Route 66.

Hoteller og overnatning i Amarillo, Texas på Route 66
Hoteller og moteller på Route 66 i Tucumcari, New Mexico
Hoteller i Albuquerque på Route 66, New Mexico

Klik dig videre ad Route 66 gennem det østlige New Mexico

Af Henrik Lange, Highways-USA.com