De står side om side så langt øjet rækker, de slanke, røde klippesøjler i Bryce Canyon, og peger deres spidse tinder op mod himlen. Bryce Canyon i det sydlige Utah er et sælsomt og unikt landskab, som bør være med på listen over nationalparker, du skal besøge, når du rejser rundt i det vestlige USA.
Hoteller og overnatning ved Bryce Canyon
Bryce Canyon indgår i min 22 dages guide til Californien, Grand Canyon og Las Vegas
Fakta om Bryce Canyon National Park:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré (gælder en uge) 35 dollars pr. bil(2019)
National Park Pass (gælder et år) 80 dollars pr. bil (2019)
Parkens areal: 150 kvadratkilometer
Bryce Canyon Scenic Drive: 18 miles/ 29 kilometer
Geologisk særpræg: Ørken med slette og klipper
Geografisk placering: Det sydlige Utah
Kort over Bryce Canyon National Park på Google Maps
Hold fast på koen
“Et helvedes sted at miste en ko!”. Så bombastisk skulle en af de første mormorner have udtrykt sig, da han første gang så Bryce Canyons røde klippersøjler. Og når du selv står og skuer ud over det djævelske, men dybt fascinerende landskab, kan man godt forstå, at de første nybyggere må have været dybt foruroliget over det, de så foran sig.
Bryce Canyons smukke landskab midt på Colorado Plateauet i det sydlige Utah er opstået gennem millioner af år, hvor vind og vejr har fået det mest porøse materiale til at erodere væk, mens de hårdeste strukturer er blevet stående tilbage. Det gælder de klippesøjler, turisterne i dag valfarter til Bryce Canyon for at se. Den røde farve skyldes det høje indhold af mineraler i klipperne, bl.a. jern.
Sunrise Point, Sunset Point og Thors Hammer
Skal du for alvor nyde Bryce Canyons skønhed, kan det godt betale sig at være tidligt på færde. Bryce Canyon har nemlig retning mod øst, og parkens klipper tager sig især godt ud i det tidlige morgenlys – især hvis du står ved udsigtspunktet Sunrise Point.
Er du B-menneske, så overvej i stedet at se solnedgangen over Bryce Canyon fra udsigtspunktet Sunset Point. Det er også ved Sunset Point, at du finder et af parkens ikoner, den naturskabte klippeskulptur Thors Hammer. Farvespillet i Bryce Canyon er altså flottest ved solopgang og solnedgang. Her er skyggerne med til at give klippesøjlerne karakter, mens farverne flyder noget ud midt på dagen, når solen bager ned fra en skyfri himmel.
Udlejningsbil eller shuttelbus
Bryce Canyon hører trods sin relativt afsides beliggenhed til en af de mest populære nationalparker i USA. Derfor har National Park Services indsat en shuttelbus i sommerhalvåret, der fragter gæsterne rundt til de mest populære udsigts-punkter i parken. Fidusen ved at tage bussen er først og fremmest, at du så ikke behøver at tænke på parkering. Bussen udgår fra Ruby’s Inn ved parkens hovedindgang. Du kan også stå på ved Bryce Canyons besøgscenter.
Det er dog indtil videre stadig tilladt at køre rundt til Bryces Canyons mange udsigtspunkter i egen bil. Vælger du den løsning, kan du fortsætte hele vejen ud til punktet Rainbow Point, der ligger 16 miles/ 26 kilometer fra besøgscentret, og her kører shuttelbusserne ikke ud. Fra Rainbow Point har du en fantastisk udsigt over Colorado Plateauet. Undervejs kommer du bl.a. forbi en imponerende Natural Bridge, en naturskabt klippebro.
Bryce Canyon er åben hele året rundt, selvom visse dele af parken kan være lukket af sne. Faktisk er Bryce Canyon lige så smuk om vinteren, når den hvide sne lægger sig som en markant kontrast rundt om de røde klippesøjler.
Hoteller og overnatning ved Bryce Canyon
Bryce Canyon indgår i min 22 dages guide til Californien, Grand Canyon og Las Vegas
ww.nps.gov/brca – National Park Service officielle guide til Bryce Canyon
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Hej Henrik, tusind tak for dine super værdiskabende indlæg, som min kæreste og jeg lige nu nyder godt af i vores planlægning af en USA roadtrip fra 10. maj til 2. juni. Vi har en masse ting, vi gerne vil se på de 23 dage, så vores spørgsmål går på, om det vil det være for presset at køre fra Page til Bryce Canyon for derefter at lande i Las Vegas på én og samme dag? Er det nok bare at bruge et par timer i Bryce?
Mange tak for jeres feedback på mine indlæg og artikler her på Highways-USA.com 🙂 Normalt ville jeg ikke anbefale, at køre hele turen fra Page op til Bryce Canyon, se den på to timer, og så køre hele vejen ned til Las Vegas. Det bliver til ret meget kørsel, og det bliver en noget komprimeret oplevelse af Bryce Canyon, I får ud af det. Men I kan godt nå at få en god oplevelse af Bryce Canyon med to timer eller noget i den retning oppe i parken. Problemet er nok mere, at I ikke også kan nå at få tid til Zion, som ligger på turen ned mod Las Vegas. For I kan ikke med rimelighed nå både Zion og Bryce på samme dag og samtidig køre hele vejen ned til Las Vegas, når I starter i Page. Hvis I kommer fra enten Grand Canyon eller Monument Valley, så ville jeg helt droppe overnatning i Page, og så køre helt op til Bryce Canyon, overnatte der (i stedet for i Page), snuppe Bryce Canyon om morgenen, hvor parken er rigtig smuk, køre videre til Zion National Park, bruge et par timer på den, og så køre ned mod Las Vegas sidst på eftermiddagen. Det ville nok være en bedre løsning. Da I kun er jer to (som jeg læser jeres spørgsmål), så kan I godt tilbagelægge lidt længere afstande og tage nogle lidt længere dagsture – ihvertfald nogle dage. Men ikke hele tiden, så bliver I også udmattede på den lange bane. Jeg håber, I kan bruge min feedback. Fortsat god rejseplanlægning 🙂
Først og fremmest kæmpe ros for en virkelig fin og informativ hjemmeside! Vi brugte din guide til Highway 1, da vi var afsted i påsken og havde en super tur! Vi går og pønser på endnu en roadtrip i fra 30. december og 10-11 dage ind i januar. Vi er dog meget bekymrede for vejret, da vi har læst os frem til, at der kan være rimelig meget sne ved Zion, Bryce og Death Valley. Vi har også talt med et par rejseguider, der frarådede Bryce. Tænker du, at det er sikkert at begive sig ud på? Er det det værd? Her tænker jeg også på, at vi jo nok skal køre med sommerdæk. Ruten vi har planlagt er Los Angeles, Lake Havasu, Route 66, Grand Canyon, Antelope, Bryce Canyon, Zion, Las Vegas, Death Valley og tilbage til Los Angeles.
Mange tak for jeres ros af mine e-bøger og indholdet her på Highways-USA. Jeg holdt i går aftes foredrag i Århus, og der talte jeg faktisk med et par, der netop havde været i nogle af de nationalparker i starten af januar, som I nævner der. Og de havde haft en fantastisk tur. Nu kan vejret jo være meget forskelligt fra år til år, og i januar er der ingen garantier. Men for hovedparten af jeres rute, ville jeg ikke være bekymret. Det er nok mest Bryce og Zion, der kan give udfordringer. Personligt ville jeg gribe tingene sådan ad, at I ikke booker en hel masse hoteller på forhånd. Det kan I tillade jer (med undtagelse af datoerne omkring nytår), da I rejser i januar, uden for sæsonen. Så hav en “Plan B” klar med alternative oplevelser, hvis vejret pludseligt skulle drille. I kunne fx overveje at køre ned til Sedona området i det centrale/ sydlige Arizona, eller I kunne begive jer længere mod øst i Arizona til fx Petrified Forest og/ eller Canyon de Chelly tæt ved grænsen til New Mexico. Men som udgangspunkt ville jeg ikke være specielt nervøs ved jeres rejserute – hvis blot I er klar til justere på ruten i tilfælde af dårligt vejr. Rigtig god tur – og fortsat god planlægning!
Tusind tak for svar og gode inputs! 🙂 Vi havde egentlig tænkt at booke alt på forhånd, men nu tror jeg, vi bare tager det dag for dag afhængig af vejret. Jeg tror også vores løsning bliver, at vi lejer/ køber snekæder for at være helt sikre! Vi køber også din e-bog. Kan den printes ud, eller er man afhængig af at have internet adgang?
I skal lige være opmærksomme på, at man som udgangspunkt ikke må benytte snekæder på udlejningsbiler. Jeg kender ikke årsagen, men den regel har de fleste udlejningsfirmaer. Derfor kan I godt gøre det, men I skal bare ikke sige noget om det udlejningsbureauet. I skal være velkomne til at købe min e-bog. Jeg vil anbefale 22 dages udgaven til Californien, Grand Canyon og Las Vegas, der i store træk følger den rute, I selv har i tankerne. E-bogen er en pdf-fil, som I kan printe e-bogen ud og tage med. Eller I kan lægge pdf-filen ind på en iPad. Så behøver I ikke være online for at benytte e-bogen.
Ang. Bryce… Du kan om vinteren kun lige se Bryce Point, Sunset Point og Sunrise Point. De lukker vejen meget kort inde i parken om vinteren. Og det er synd, for der er et viewpoint, der hedder Natural Bridge inde i parken, som er en Arch, som er lig dem i Arches National Park ovre ved Moab. Denne arch er bare meget tæt på vejen. Stor overraskelse for os og fed oplevelse. Vi har lige været i parken for to uger siden.
Tak for god og aktuel feedback, Henrik. Jeg husker også naturbuen i Bryce som ganske smuk – og placeret helt tæt på vejen gennem parken, men et stykke fra indgangen. Og ja, da man vinterlukker en del af vejen gennem parken, er der ikke adgang til den omtalte bue om vinteren.
Jeg vil også helt klart anbefale at tage stoppene inde i parken. Vi tog turen helt op til Rainbow Point, hvor der er en fantastisk udsigt. Vi gjorde også stop ved Natural Bridge, og det var også en fin oplevelse, men vil dog anbefale at man tager en hiketur, hvilket ikke er særlig hårdt i Bryce. Vi gik omkring fem kilometer rundt, og de røde søjler kommer på en eller anden måde altså fuldstændig til sin ret, når man hiker. Vi havde en hel dag i parken, og man kan nå meget på en hel dag. Og ja vi tog også solopgangen kl. “shit” om morgenen 🙂
Her en fantastisk flot vandretur i Bryce Canyon:
https://www.youtube.com/watch?v=8gqnDHjm5yw
Han har også flotte ture in mange andre parker.
FERIEFORVENTNING: Jeg glæder mig mest til at komme til “indianerland” og se Monument Valley’s smukke western landskaber samt Bryce Canyons røde klippesøjler. Siden jeg i 2010 så Sedonas røde bjerge, har jeg været solgt, og de røde bjerge skal vi nu heldigvis opleve igen. Og når turen er ved at være slut efter 20 dage rundt i Arizona, Utah, Nevada og Californien, glæder jeg mig til en sildemad med øl og snaps i Solvang, inden vi rejser hjem fra Los Angeles. Vi har i øvrigt i forbindelse med vores tur brugt dine sider meget flittigt, da vi via dem kan høste en pæn mængde tips – tak. PS: Vinder jeg helikopterturen, vil jeg forære min svoger min plads, da vi p.g.a. manglende tid desværre må skuffe ham med ét af hans ønsker til turen: Han ville nemlig enormt gerne ha’ prøvet Skywalken ved Grand Canyon.
Tak for masser inspiration på din side – det er ren guld. Overvejer min 9. USA tur og for anden gang til Californien. Vi tænker, at vi gerne ville opleve Californien i deres mere kolde side af året og rejse november/ december. Vi har sidste gang besøgt Yosemite i maj måned og afklaret med, at vi desværre nok springer over denne gang grundet vind og vejr i bjergene. Men hvordan ser det ud i forhold til vinter og Bryce Canyon? Vi tænker en rute fra San Francisco – Death Valley – Las Vegas – evt. Bryce Canyon – Los Angeles – Santa Barbara. I forhold til vintersæsonen ville der være noget umiddelbart at tage højde for? Evt. gode tips til overnatning i Death Valley, Bryce Canyon og stop undervejs på lange strækninger? Venligst Cecilie
Jeg har ikke selv dyrket de amerikanske nationalparker i Californien og Utah så sent på året, og jeres oplevelse vil naturligvis afhænge meget af vejret. Men jeg ville ikke være specielt nervøs, og I kan være heldige at få en fantastisk tur, hvor I har store dele af parkerne for jer selv. Desuden er Scenic Drive i Zion åben for privatbiler fra november til marts, så I kan altså selv køre ind gennem parken. Det samme gælder i øvrigt i Grand Canyon, hvor vejen vest for Grand Canyon Villiage langs sydkanten er åben for private biler (fra 1. december til 28. februar). Men I kommer nok til at vurdere mulighederne fra dag til dag, da vejret hurtigt kan skifte. Da I rejser uden for sæsonen, ville jeg nok ikke booke alt for meget på forhånd, for så kan I også hurtigt ændre planer, hvis vejret skulle dille. Yosemite er nok den største joker i kabalen, da det jo er en udpræget bjergpark, men I kan godt være heldige, at I også kan for den med. Det er sket før, at fx Tioga Pass er åben så sent på året. Men igen planlæg fra dag til dag og hav en fleksibel rejseplan. Death Valley burde ikke volde nogen problemer i forhold til vejret.
Vil lige slå et slag for flere af de muligheder, der er ved Ruby´s Inn ved Bruce Canyon. Vi valgte på vores road trip rundt i det vestlige USA at tage 3 overnatninger her. Selve Ruby´s kan ses som lidt af en turistfælde i forhold til, hvad man kan få for de samme dollars andre steder.
Det fantastiske ved Ruby´s er de aktiviteter, der er mulige her. Vi rejste med to teenage piger, og det der nok tog flest kejler, var vores tur til kanten af Bryce Canyon på ATV. For et relativt acceptabelt beløb lejede vi to ATV, og med vores egen private guide kørte vi rundt i godt og vel et par timer. En tur der kom fantastiske oplevelser ud af og usandsynlige flotte foto.
En anden mulighed vi benyttede på Ruby´s, var tilbudet om et Sunset Ride. Vi blev kørt cirka en 1/2 mile væk fra Ruby´s, hvor vi fire sammen med en kvinde fra Texas og vores egen Ranger, red afsted og så solopgangen op over Bruce på en fire timers lang tur… Dette burde ordineres til folk med stress 😉 Det var en eventyrlig flot tur i Bryce´s smukke rødelige farver og mellem dens seje formationer. Retfærdigvis må det siges, vi i de første dage efter havde ømme numser, da ingen af os er ride vante herhjemme fra.
Der ud over ligger Ruby’s meget tæt på nationalparken med de hiking ture det kan give, og en tur til Zion National Park er overkommelig i kørsel herfra… God tur!
Rigtigt godt indspark til at opleve Bryce Canyon på en anden måde end blot at tage den klassiske tur ind gennem parken i bil. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeres ridetur ved solopgang må have været en fantastisk oplevelse – og at ATV’erne har været et hit hos jeres piger. I forhold til jeres ridetur, så skriver du at I blev kørt cirka 1/2 væk fra Ruby’s, men du skrev ikke, om det var en halv time eller en halv kilometer eller eventuelt mile. Så jeg har tilføjet en halv mile – men hvis det ikke er korrekt, må du lige give mig besked 🙂 Desuden kalder du turen et Sunset Ride, hvilket er lig med solnedgang, mens i teksten skriver du solopgang, så jeg er lidt i tvivl om det er det ene eller det andet 😉 Men super beretning fra Bryce Canyon 🙂
Haha Henrik selvfølgelig sunrise undskyld 😉 Kan desværre ikke huske hvor lang distancen var til hestene, men transport fra Ruby var incl. i oplevelsen. Husker det kun som ca. En halv times kørsel og mener hestene stod opstaldet ved Red canyon, men du må ikke hænge mig op på den nøjagtige detaljer ang distance.