Afgang til Texas: Det sydlige Texas, Austin og San Antonio

Så er der afgang Texas: Jeg flyver med SAS til Newark kl. 12.20, som jeg dermed får lejlighed til at teste som transfer lufthavn, hvilket er første gang. Jeg har godt to timer i Newark, inden United flyver mig videre til San Antonio, en tur på i alt 14 timers rejsetid – 8 timer til Newark og 4 timer videre til San Antonio – plus altså 2 timer i Newark.

Jeg er fremme i San Antonio kl. 20.30 lokal tid – det vil sige kl. 03.30 dansk tid. De kommende 14 dage vil der således være 7 timers tidsforskel på mine indlæg her på Highways-USA.

Programmet ser således ud:
Første stop efter en nat på lufthavnshotel i San Antonio er kystbyen Port Aransas ud til Den Mexicanske Golf, og derefter ned til spidsen af Texas på grænsen til Mexico på en række forskellige lokaliteter. Efter en lille uge i det sydligste Texas, følger jeg Rio Grande til grænsebyen Laredo, hvor jeg har en enkelt overnatning – under en kilometer fra grænsen til Mexico.

Det er turistkontoret i sydlige Texas, som har inviteret mig over. Det er den invitation, der er baggrunden for turen. Anledningen er bl.a., at i denne uge samles en masse fugle interesserede fra hele verden for at se på fugle i det aller sydligste Texas, som åbenbart er et mekka for vadefugle på denne tid af året. Det sydlige Texas har således arrangeret programmet den første uge, og har en række ting programmet, som de vil vise mig i området – ligesom de betaler for mine overnatninger, de første seks dage.

Herefter vil jeg bruge en dag i det kuperede centrale Texas, Hill County, som skulle være ret naturskønt – og byde på en række byer med klare aftryk af de europæiske nybyggere, bl.a. tyskere. Det er et område, som jeg glæder mig en del til at udforske.

Herefter har jeg lagt to dage ind i Austin, og jeg afventer stadig at få lidt mere inspiration til byen fra deres turistkontor. Men jeg skal bl.a. tjekke byen musikliv og opleve Austin som Texas’ hovedstad – inklusiv et besøg i det texanske lokalparlament. Desuden har jeg besluttet mig for at se Lyndon B. Johnsons Præsidentbibliotek, som ligger i Austin. Lyndon B. Johnson var USA’s 36. præsident, og overtog embedet efter mordet på Kennedy i 1963. Han blev siden genvalgt og sad i det ovale værelse frem til 1969.

Sam Antonio er naturligvis lig med The Alamo, som bare skal ses i San Antonio. Desuden skal jeg slentre en tur ned ad byens berømmede Riverwalk med hyggelige restauranter. Jeg håber, at Riverwalk kan leve op til sit gode rygte. Endelig overvejer jeg at besøge SeaWorld i San Antonio: Det var her, SeaWorld startede oprindeligt, inden parkerne i Florida og Californien kom til. Men det afhænger lidt af, hvad jeg i øvrigt måtte falde over af interessante oplevelser.

Jeg flyver hjem fra San Antonio igen den 17. november – først med United til Chicago, og så videre med SAS til København. Jeg håber, at United har bedre held med sig denne gang, end sidst jeg skulle via Chicago og hjem med SAS. Det var i 2008, og dengang missede United forbindelsen, så jeg måtte via Wien med Austrian, en rute der i øvrigt siden er nedlagt, så den mulighed eksisterer ikke længere.

Jeg kan naturligvis kun i begrænset omfang svare på spørgsmål og kommentere blogindlæg, mens jeg er i Texas, men man er naturligvis velkommen til at bidrage med egne oplevelser i kommentarfelterne – som altid her på Hghways-USA.

Vi “ses” i Texas 😉

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 svar til “Afgang til Texas: Det sydlige Texas, Austin og San Antonio”

  1. Hej Henrik, Håber din tur bliver fantastisk 🙂 I Austin og omegn kan jeg anbefale et smut forbi en af de store universiteter og ligesom Jesper, kan jeg kun anbefale en tur forbi Hamilton Pool.

  2. Hej Henrik, håber du får en fantastisk tur til Texas. Har selv været der 3 gange og er bestemt ikke færdig (men det er jo også en stor stat). I Austin vil jeg anbefale en tur i kano på Colorado River (flot tur med byen som baggrund) eller kør en tur ud til Hamilton Pool Nature Preserve (meget smukt sted).