Hvis I er til lækre, tidløse magasiner, der ligger og pryder på kaffebordet – også kendt under begrebet coffee table magazines – bør I overveje at kigge nærmere på American Trails, som udelukkende handler om USA. American Trails er specielt i kraft af, at det udgives af to svenske ildsjæle, og derfor har American Trails en nordisk og skandinavisk vinkel i sine artikler.

Nye og ukendte historier fra USA
Med sloganet “Explore with Us” inviterer American Trails sine læsere til at fordybe sig i mere ukendte vinkler på USA – hvad enten det er kultur, mad, musik, natur, byer eller seværdigheder. Noget af det første, man som læse støder på, er et kort over USA, og her er der så lagt fotos ind i de stater, som er repræsenteret i den pågældende udgave + sidetal til den eller de pågældende artikler.

American Trails tager ofte afsæt i personlige historier og erfaringer, når magasinet vil formidle en historie om en by eller lokalitet, og emner om kultur, mad og musik fylder en del i American Trails. Men der er også en storbyguide med i hvert nummer, hvor der sættes fokus på nogle af de mere ukendte vinkler på den pågældende by. Man får altså ikke et opslagsværk til USA, men inspiration og friske vinkler på nye og i nogle tilfælde også velkendte steder.

Den nordisk vinkel på USA
Det er de to svenske journalister Jonas Henningsson og Jonas Larsson, som er initiativtagerne og folkene bag American Trails. Og de har bevidst valgt en “nordisk” tilgang til USA i magasinet – altså en skandinavisk “tone”, der gerne skulle afspejle, hvad nordiske læsere og rejsende synes er interessant at læse om. Derfor kan man på forsiden læse den supplerende tekst “A Culture and Travel Publication about the USA curated by Nordic Folks”.

American Trails har været på gaden siden starten af 2018, og magasinet har de sidste to år vundet den svenske pris Publishing Priset i kategorien “Bokasin”, der vel bedst kan oversættes til “Bogmagasin”. Publishing Priset uddeles en gang om året til printmedier, websites og film i en række forskellige kategorier.

En af de fornemste opgaver for et coffee table magasin er at bevare sin aktualitet og værdi, længe efter det er udkommet. Derfor fremstår artiklerne i American Trails også ret tidløse – og med en meget stor vægt på fotos – så magasinerne kan hives frem igen og igen og give nye læseoplevelser, ogsåselvom det måske er flere måneder siden, at American Trails udkom.

Fakta om American Trails
American Trails udkommer fire gange om året i en svensk og engelsk udgave. Bladet kan købes i abonnement, og så får man det tilsendt direkte til sin postkasse, når det udkommer.

Det kan også købes i løssalg hos en række svenske kiosker og boghandlere, især i Stockholm, men også i Lund og andre byer i Sverige. Men hvis man ikke lige kommer til Sverige, så er det nemmest at købe et års abonnement, der inkluderer fire numre tilsendt direkte med posten. Et abonnement koster 69,- euro for fire numre.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at købe American Trails i løssalg i Danmark. Men folkene bag American Trails arbejder på at få lavet aftale med udvalgte boghandlere i København om at forhandle magasinet.

Læs mere om American Trails på www.americantrailsmag.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Denne artikel er senest opdateret den 12. december 2019