Legoland i Carlsbad mellem Los Angeles og San Diego var det første Legoland uden for Europa, da det slog dørene op i 1999. I 2013 fik parken i Californien følgeskab af Legoland i Florida.

I modsætning til de fleste forlystelsesparker i Californien, er Legoland California målrettet børnefamilier og børn mellem 3 og 12 år. Derfor finder I ikke de helt vilde forlystelser i Legoland, som er mere afdæmpet end mange af dens umiddelbare konkurrenter.

Køb dagsbilletter til Legoland California
Rabatpakken Go San Diego Card inkl. Legoland California

Forskellige temaområder rundt om i parken
Ligesom de fleste forlystelsesparker – og Legolande – er Legoland California delt op i temaområder. Flere af områderne er velkendte for danskere som fx piratområdet Pirate Shores, borgområdet Castle Hill og eventyrsektionen Land of Adventure. Lego City afdelingen hedder Fun Town i Californien, mens pigerne har fået deres eget område, det ”lyserøde” Lego Friends område Heartlake City.

Den store nyhed i Legoland California var i 2016 – ligesom i Billund – den nye afdeling Ninjago World, der nok skal vække begejstring blandt raske drenge i 5 – 10 års alderen.

Miniland og vandland i Legoland
En af de interessante ting ved at besøge et Legoland langt væk fra Billund er parkens miniland – i Californien navngivet Miniland USA, lige som det tilsvarende miniland i Legoland Florida. I den californiske udgave kan I tage på opdagelse i bl.a. New York, Washington D.C., Las Vegas, New Orleans og naturligvis Californien i skikkelse af San Francisco og udvalgte scener fra det sydlige Californien, inkl. Los Angeles. Som altid er Legolands minilande bygget i størrelsesforholdet 1:20.
Legoland California byder også på en ret stor Water Park, hvilket er oplagt i det sydlige Californien i det milde og varme klima. Vandlandet i Legoland California er opdelt i to afdelinger: Dels en klassisk vandpark med masser af vandleg og dels et tematiseret Lego Chima vandland. Det kræver en udvidet billet at få adgang til Legoland’s Water Park.

Billetter til Legoland California
Som danske turister i Californien må I naturligvis gøre op med jer selv, om I vil bruge tid på at besøge Legoland California, når der er så mange andre oplagte – og fra en dansk vinkel måske mere ”eksotiske” attraktioner i Californien. Det er et spørgsmål om smag og behag, tid og pengepung.

Hvis I overvejer Legoland California i Carlsbad, skal I vide, at parken indgår i begge de to rabatpakker til henholdsvis Los Angeles og San Diego, Go LA Card og Go San Diego Card. Parken er også en del af det særlige Southern California CityPass, hvor både Disneyland og California Adventure, SeaWorld San Diego og altså Legoland California indgår. Sidstnævnte rabatpakke er rigtig interessant for børnefamilier med mindre børn – hvis I altså har tid nok til at nå alle tre forlystelsesparker. Universal Studios indgår til gengæld ikke i Southern California CityPass.
Ud over selve Legoland California og det tilhørende vandland, ligger der også et SeaLife Aquarium lige ved indgangen til Legoland. SeaLife akvarierne er af ret høj kvalitet, og visse dagsbilletter til Legoland California giver også adgang til Sea Life Aquarium.

Hvis I vælger at købe almindelige endags billetter til Legoland California, så bemærk at der findes flere forskellige varianter. Den billigste version er en helt almindelig endags billet, mens I mod en beskeden merpris kan vælge at købe en billet, der giver adgang til parken i to dage – og ikke nødvendigvis lige efter hinanden. Denne billet er også gyldig til SeaLife akvariet. Endelig kan I overveje en billet, der også gælder til det særlige vandland, Legoland Water Park, som er åbent i sommerhalvåret fra marts til oktober.

Køb dagsbilletter til Legoland California
Rabatpakken Go San Diego Card inkl. Legoland California

Bemærk: Jeg optjener provision, hvis I køber billetter til Legoland California eller rabatpakker via Highways-USA.com. Pengene bliver brugt til nye reportagerejser til USA, men også til investeringer i at videreudvikle og gøre Highways-USA.com endnu mere relevant for jer som brugere. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Legoland California