Legoland Florida slog dørene op i oktober 2011 i den tidligere botaniske have og forlystelsespark Cypress Garden i Winter Haven en halv time syd for Orlando. Transformationen fra botanisk have og klassisk forlystelsespark til nyt Legoland er ret vellykket, og Legoland Florida har gennem de seneste år fået finpudset konceptet, så man nu kan give gæsterne en rigtig fin oplevelse.
Køb billetter til Legoland Florida
Hoteller ved Legoland Florida syd for Orlando
Hoteller langs International Drive, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Forlystelsespark for de mindre børn
Mens hovedparten af de andre forlystelsesparker i Florida er målrettet større børn og teenagere – især når det gælder selve forlystelserne – har Legoland i Florida valgt at have børn mellem 3 og 12 år som deres primære målgruppe. Det gør parken til en rigtig familiepark, hvor forlystelserne aldrig bliver så vilde, at hverken far eller mor kan være med.
Parken består af en stribe forskellige temaområder, hvor områder som Lego Kingdom med borg og riddere samt Land of Adventure i den eventyrlige afdeling er de mest genkendelige fra fx Billund. Men Legoland Florida har naturligvis også et miniland, der i den floridianske udgave især fokuserer på amerikanske byer og lokaliteter, hvor bl.a. The Strip i Las Vegas er meget flot repræsenteret, og det samme er New Yorks skyline med bl.a. Times Square – samt naturligvis en stribe steder i Florida som Key West, Miami Beach, Kennedy Space Center og den historiske by St. Augustine.
En park i parken: Legoland Water Park
Legoland har også sin egen Lego City, hvor man bl.a. finde køreskolen, der i Florida er sponsoreret af Ford, og som derfor hedder Ford Driving School. Man kan også komme ud af ”flyve” og sejle i Lego City.
De mere specielle temaområder i Florida omfatter bl.a. World of Chima og Lego Technic samt Duplo Valley for de mindste gæster – bygget op som en amerikansk bondegård.
Men ingen forlystelsespark i Florida uden et badeland: Legoland Water Park er en park i parken, som kan tilkøbes til billetten. Legoland Water Park er et gigantisk badeland med strand, vandrutsjebane og et stort legeområde med masser af vand. Det minder lidt om Lalandia i Billund (med nogle af de samme aktiviteter og elementer), og der var sort med mennesker, da jeg besøgte Legolands Water Park. Her kan man lige blive kølet ned et par timer, inden man fortsætter inde i det ”rigtige” Legoland.
Heartland City og nyt Legoland Hotel
Det nyeste skud på stammen i Legoland Florida er det nye temaområde Heartland City, som åbnede den 26. juni 2015, og som er bygget op omkring Lego Friends serien, specielt målrettet piger.
I maj måned 2015 slog Hotel Legoland dørene op i Florida. Hotellet har 152 værelser, alle naturligvis tematiseret med Lego, og hotellet er i sagens natur meget børnevenligt – helt ned til detaljer som, at børn først skal ”tjekke sig selv” ind på Hotel Legoland ved ankomst – før mor og far.
Fin sammensmeltning af Cypress Garden og Legoland
Det tidligere Cypress Garden sydvest for Orlando har altså fået nyt liv med omdannelsen til Legoland Florida, men man har dog ikke glemt, at parken tidligere var en botaniske have. Således er en del af den tidligere park bevaret, og trænger man til et hvil fra forlystelserne, kan man søge ind i den gamle del af Cypress Garden med fred og ro ned til den nærliggende sø, hvor man bl.a. finder nogle meget store og imponerende cypres træer.
Legoland har også bevaret to af de tidligere forlystelser fra den gamle park: Dels parkens gamle trærutsjebane, som er blevet en del af temaområdet Land of Adventure: Nu hedder rutsjebanen Coastersaurus og er tematiseret med dinosaurusser. Den er lidt af en knoglerasler, uden dog at være ekstrem vild, og den tager cirka et minuts tid at køre igennem. Desuden kan man tage op i forlystelsen Island in the Sky, en roterende udsigtspavillion, som også er et levn fra Cypress Garden dagene.
Og så har Legoland i Florida et særligt signaturshow: Som det eneste Legoland i verden, kan parken i Florida prale af at have shows med vandski – tematiseret som Pirates’ Cove – altså et piratshow, hvor nogle slemme pirater (på vandski) overfalder to stakkels Lego soldater på Lego skibet i bugten. Showet er ret underholdende og med masser af stunts og action naturligvis. Det må man ikke gå glip af.
Billetter til Legoland Florida
Legoland Florida er åben hele året rundt. Parken ligger som sagt i byen Winter Haven cirka 45 minutters kørsel fra Orlando via bl.a. Interstate 4 sydvest ud af Orlando.
Der findes flere forskellige entrebilletter til Legoland Florida, og der er fx mulighed for at købe fx to dages billetter. For danske og skandinaviske turister med et godt kendskab til Legoland, vil det for de flestes vedkommende være rigeligt en dagsbillet, som gælder en enkelt dag. Til gengæld skal I overveje, om I også vil inkludere Legolands Water Park i jeres dagsbillet, da I så skal købe en billet, der både inkluderer selve Legoland og den tilhørende Water Park. Via linket nedenfor kan I købe billetter til Legoland Florida via billetformidleren Viator.
Bemærk også, at nogle af de billettyper, som Viator udbyder er inklusiv bustransport til Legoland fra Orlando. Men den løsning er uinteressant og alt for tidskrævende for de fleste turister, som har base i Orlando området.
Legoland Florida er også inkluderet i rabatpakken Go Orlando Card, som inkluderer 28 forlystelser i det centrale Florida til en samlet pris i et bestemt antal dage. Go Orlando Card giver op til 55 % rabat i forhold til normalprisen på billetter købt ved indgangen til de deltagende attraktioner.
Køb billetter til Legoland Florida
Hoteller ved Legoland Florida syd for Orlando
Hoteller langs International Drive, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar