Efter flere tilløb valgte jeg i 2019 at teste lavprisselskabet Norwegian på en oversøisk flyvning til USA og Los Angeles. Normalt plejer jeg at holde mig til de mere traditionelle flyselskaber som SAS, KLM, Air France, British Airways, Lufthansa, m.fl. når jeg taget til USA. Men da mange af jer læsere benytter Norwegian til USA, ville jeg også prøve kræfter med det norske lavprisselskab.
Direkte fly CPH-LAX med Norwegian
Fordelen ved Norwegian var i dette tilfælde, at jeg skulle til Los Angeles. Og Norwegian er p.t. det eneste flyselskab, som flyver direkte fra Københavns Lufthavn til Los Angeles International Airport LAX. Dermed kunne jeg vælge en direkte flyvning til den amerikanske vestkyst, og det gør nu engang tingene noget nemmere, når man slipper for at skulle skifte fly undervejs.
Norwegian var et af de første flyselskaber til at introducere enkeltbilletter til USA og ikke mindst lavprisbilletter, der kun inkluderer selve flyrejsen – men ikke detaljer som fx indtjekket bagage og forplejning ombord. Det kommer over i prisen, så man skal lige holde tungen lige i munden, når man booker sine billetter. For det er trods alt noget, man gerne vil tilvælge på en 11 timers lang flyvning til USA.
Forberedelser op til afrejsen
Informationsniveauet er højt hos Norwegian, den ros skal de have. I dagene op til min afrejse kommer der en lind strøm af e-mail fra Norwegian – bl.a. en om, at jeg kan byde på en opgradering til deres Premium kabine, og så vil buddet så afgøre, om jeg kommer i betragtning. Det vælger jeg dog lige at springe over, da jeg gerne vil prøve Enonomy Class, der passer bedre til min pengepung.
På selve afrejsedagen kommer der en SMS allerede tidligt om morgenen, som forbereder mig på, at flyet til Los Angeles vil være forsinket ud af CPH med halvanden time. Desuden får jeg info om de nye check-in tider i lufthavnen. Af en eller anden grund kan jeg ikke få lov til at tjekke ind online hjemmefra som jeg fx kan det hos SAS. Men det skyldes muligvis, at der er tale om en oversøisk flyvning til USA.
Til gengæld virker check in automaterne i CPH helt efter hensigten, da jeg kommer ud i lufthavnen, og får lynhurtigt printet mit boarding card – og afleveret min indtjekkede bagage ved bagage drop skranken.
Dreamliner oplevelsen med Norwegian
Flyet til Los Angeles ender med at blive næsten to timer forsinket i afgang fra CPH, da flyet som jeg skal med, er forsinket fra Fort Lauderdale i Florida. Og da Norwegian opererer med nogle ret korte vendetider i lufthavnene, skal der ikke ret mange minutters forsinkelser til, inden forsinkelserne spreder sig som ringe i vandet. Heldigvis skal jeg jo flyve direkte og har ingen ”connecting flights”, så jeg kan tage den helt med ro.
Norwegian har i sin markedsføring af deres oversøiske flyvninger især slået sig op på, at oplevelsen ombord på deres Dreamliner 787 fly er helt unik. Derfor glædede jeg mig også til at teste Dreamlineren i Norwegians konfiguration på økonomiklasse.
Og så havde jeg endda ”snydt” lidt. Jeg fik nemlig mulighed for at booke sæde 6A helt oppe foran på forreste række på Economy, så jeg havde ingen problemer med benpladsen. Så den placering sad lige i skabet, da jeg kom ombord.
Oversøisk lavprisflyvning til USA
Mens forplejning og indtjekket bagage skal tilkøbet hos Norwegian, er der frit slag til alle passagerer, når det gælder underholdning ombord. Man skal bare huske sine egne hovedtelefoner, for ellers skal man også betale for dem. Derfor var jeg lidt spændt på, hvad der gemte sig af film og andre underholdningstilbud på Norwegians Dreamliner.
Og her blev jeg ærlig talt lidt skuffet: Der var da en række film af nyere dato – og nogle klassikere – men udvalget og antallet var jeg ikke imponeret af. Og til min store overraskelse var der heller ingen musik som en del af deres in flight entertainment. Det er vist først gang, jeg oplever det hos et flyselskab.
Til gengæld kan man bestille mad og drikke fra sin plads og så betalt direkte ved skærmen med sit kreditkort. Ingenting er som bekendt gratis ombord hos Norwegian, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt overrasket over, at besætningen ikke engang kommer rundt med kildevand. I hvert fald ikke på min 11 timers flyvning på Enonomy.
Her bliver servicen lige en anelse for skrabet for mig. Her foretrækker jeg et rigtigt netværks flyselskab med lidt mere service ombord. Også selvom priserne hos Norwegian ikke er urimelige for mad og drikke ombord. Og den lille finte med at kunne betale med kreditkortet ved hver plads er trods alt ret smart.
Nice and Tasty menu fra Norwegian
Da jeg på forhånd havde bestilt forplejning ombord, blev jeg kort efter afgang fra CPH spurgt om mit efternavn, som stod på den liste over betalende passagerer, som havde købt en forplejningspakke ombord – i modsætning til mine sidepassagerer.
Men også når det gjaldt den såkaldte Nice and Tasty menu, slog lavpriskonceptet igennem. Jeg forventer ikke at få gourmet mad ombord på et fly. Men der var kun tre ”mad elementer” med i Nice and Tasty menuen, som ud over en omgang varm kylling med kartofler og grøntsager kun bestod af en lille bakke med salat og to småkager til kaffen.
Der fulgte dog retfærdigvis også en gratis Heineken øl med til menuen. Men taget i betragtning at jeg havde betalt ekstra for menuen, var den kulinariske oplevelse ret begrænset. Det samme var mængden af mad. Næste gang jeg flyver med Norwegian på Economy, så skal jeg huske at proviantere ekstra i lufthavnen inden afgang.
Der blev også serveret en lille menu en time inden ankomsten til LAX i form af en lille, men lækker sandwich og en brownie + drikkelse. Men igen: Vi taler om en 11 timers flyvning, så sørg for at have ekstra mad med ombord, med mindre I vil købe det ombord fra Norwegians snackbar, sådan som jeg valgte at gøre det, da jeg blev tørstig, og der ikke dukkede nogen stewardesse op med kildevand…
Konklusion: Bestået uden at overbevise
Alt i alt, så leverende Norwegian det forventede på en oversøiske flyvning – hverken mere eller mindre. Og jeg er nok ikke 100 % overbevist om, at jeg også vælger Norwegian igen næste gang jeg skal til USA. For mig er selve flyrejsen også en del af optakten til den kommende ferie, og hos Norwegian var der mest tale om transport fra A til B.
Men vil dog klart overveje Norwegian igen, hvis Norwegian flyver direkte fra Danmark til min destination i USA, sådan som det var tilfældet denne gang. Ellers vil jeg nok vælge at betale lidt mere og få en 10-20 % større in flight oplevelse. Også selvom der ikke er noget at udsætte på komforten ombord på Norwegians Dreamliner.
I øvrigt får jeg lejlighed til at teste Norwegians Business Class på returflyvningen til CPH i slutningen af juni 2019. Så bliver det interessant at sammenligne de to klasser ombord.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Anmeldelsen baseret på en direkte flyvning med Norwegian fra CPH til LAX den 31. maj 2019 på Norwegians Economy Class.
Hej Henrik. Mange tak for fin info. Med hensyn til Norwegian er det godt, at de presser priserne, flyver direkte og der kan bestilles enkelt billetter. Sammenlign med British Airways med hensyn til priser og forplejning ombord. SAS er simpelthen for dyrt og dårligt, desværre.
Tak for interessant feedback. Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst fløj oversøisk med British Airways og SAS, da jeg på mine seneste flyvninger bl.a. har valgt at teste Air Canada, Lufthansa og Swiss – og nu altså Norwegian. Jeg vil give dig ret i, at SAS har visse udfordringer at slås med, men jeg har nu købt nogle ret billige billetter med dem for et par år tilbage, så de er ikke nødvendigvis altid “dyre”. Og så har folk nogle gange nogle urealistiske forventninger til billetpriserne i fx højsæsonen, hvor det bare er dyrt at flyve. I forhold til Norwegian har SAS den fordel, at SAS er med i Star Alliance og kan trække på sine codeshare partnere her, hvis et fly bliver aflyst. En sådan “back up” har Norwegian ikke, og derfor ville jeg personligt nok ikke vælge en connecting flight med Norwegian via fx London Gatwick til USA. Men jeg ville ikke have noget problem med Norwegian en anden gang (og flyver også hjem med dem), når jeg næste gang skal til fx Florida, New York eller Californien/ Los Angeles, hvor de jo flyver direkte fra CPH – som det jo netop også var tilfældet på denne tur.
Hej. Jeg synes du er ret hård i din kritik af Norwegian. Hvis man vælger Low fare+ får du udover de 10 kg håndbagage som også er i Low fare billetten, også 20 kg indchecket bagage, sædevalg og 2 måltider for 500 kr ekstra pr vej. Jeg har fløjet med Dreamlineren t/r direkte Kbh/ LA i oktober 17 og det var bestemt en god oplevelse. Måske er du bare ude efter lavprisselskaber? I oktober fløj jeg med SAS til DC og selvom jeg havde købt en SAS Go Smart, var det ikke samme gode oplevelse som Norwegian. Prisen er til sammenligning 600 kr højere t/r med Sas fra Kbh til LA for samme “tilkøb”.
Mange tak for feedback. Jeg valgte også Low Fare+, så jeg havde også de tilvalg, du omtaler. Jeg er på ingen måde ude efter lavprisselskaber, men beskriver udelukkende hvad jeg oplevede på min Norwegian flyvning fredag – sammenlignet med hvad jeg har prøvet hos andre flyselskaber. Noget var fint, mens andre ting var mindre velfungerende. Og det er den oplevelse, jeg referer i anmeldelsen. Og så glæder jeg mig i øvrigt til at teste Norwegians Business Class, når jeg skal retur til Danmark i slutningen af juni.
Hej Henrik. Tak for anmeldelsen. Altid interessant at høre andres oplevelse af en flyvning. Vi har fløjet med Norweigian til new York og har også prøvet en del andre selskaber til USA. Senest fløj vi med SAS hjem fra SF i maj. Dette var første gang vi prøvede dette, og havde set frem til det. Vi blev dog også skuffet over udvalget af film og underholdning på flyet. Maden var heller ikke noget at skrive hjem om, og vi fik også kun to serveringer og ingen snacks. Jeg vil sige, at jeg ser det ikke som en fordel, at man får udleveret hovedtelefoner, da de altid er af dårlig kvalitet og ikke lukker af for udefra kommende støj. Jeg bruger altid mine egne in-ear hovedtelefoner, da der er meget bedre lyd, og de lukker af for støj. Da vi fløj med Norwegian husker jeg det som, at vi fik vand og diverse snacks løbende. Vi havde købt pakken med pladsreservation, kuffert og mad. Jeg ved ikke om det er samme pakke du har købt eller om de har slækket på kvaliteten? Vi fløj med dem i efteråret 2015, så det er ved at være noget tid siden. Det har ikke passet så godt med Norwegian de sidste to gange, vi har været afsted, og vi vil også gerne prøve nogen forskellige selskaber af. Vi vil dog gerne flyve med dem igen. Jeg synes Dreamlineren er et dejligt fly at flyve med, og har bemærket at jeg synes at Boeing fly er mere behagelige end Airbus. Vi fløj med A380 fra München til Los Angeles sidste år, og det var jeg ikke så imponeret over.
Super interessant feedback. Jeg kan sagtens følge dig i pointen med hovedtelefonerne: Uanset hvilket flyselskab, man flyver med, bør man have sine egne høretelefoner med hjemmefra for at få den bedste lydoplevelse. Der var som sagt ingen snacks serveringer på flyvningen fredag, men man kunne naturligvis bestille fra snackbaren mod betaling. Dreamlineren er et ganske OK fly. Og så vil jeg give dig helt ret i, at jeg heller ikke er speciel begejstret for A380’erne – ihvertfald ikke på Economy Class hos Lufthansa, som jeg har prøvet to gange, og i begge tilfælde har jeg følt, at størrelsen på flyet faktisk har været en ulempe. Her er Dreamliner oplevelsen noget bedre, som jeg har prøvet hos både Air Canada også Norwegian. Tak for feedback!
Kan nikke genkendende til det meste af din beskrivelse. Vil dog lige sige, at hvis man bestiller sin billet direkte på Norwegian hjemmeside så er bagage, sædereservation og maden incl. i prisen. Skal altså ikke bestilles ved siden af. Og der er ikke netadgang på Dreamlineren.
Tak for feedback. Jeg bestilte også direkte på Norwegians website og valgte Low Fare+, så jeg har åbenbart ikke forklaret mig tydelig nok i anmeldelsen 😉 Tak for oplysningen om detaljen med netadgang. Det var også det indtryk, jeg fik. Og det var i øvrigt ikke noget problem for mig. Jeg nyder faktisk at være offline, når jeg flyver 🙂
Tak for info og rigtig god tur. Jeg er interesseret i at vide, om det var muligt at købe sig til en internet-forbindelse ombord? Ved 11 timers flyvning er det rart med den mulighed… Ved godt den ikke virker hele vejen, men bare halvdelen af tiden er også fint. Mvh Knud
Der blev ikke meldt noget ud om en sådan mulighed og jeg så ikke nogen reklame for det, så jeg tror ikke, det har været muligt ombord på det fly, jeg var med. Og nød i øvrigt personligt at være offline, og fik bl.a. læst en del i en rejsebog i stedet 😉