Der er udsigt til en række nye gebyrer på rejser til USA her i 2025. Vedtagelsen af Trumps meget omtalte One Big Beautiful Bill, som blev underskrevet af Trump 4. juli 2025, indeholder nemlig en række nye gebyrer, der vil gøre rejser til USA dyrere i fremtiden.

Der er dog ingen af de nye gebyrer, der er trådt i kraft endnu (her i juli 2025). En række tekniske og administrative detaljer skal være på plads først, inden de nye gebyrer kan træde i kraft. Men de nye gebyrer må forventes at blive aktiveret her senere i 2025 eller i 2026.


Nyt 250 dollars gebyr på alle slags visum til USA

Det gebyr, der har fået mest opmærksomhed i medierne, er et nyt gebyr på 250 dollars. Det nye gebyr med det officielle navn, U.S. Visa Integrity Fee, vil blive opkrævet i forbindelse ansøgninger om nye visum til USA, fx turistvisa, studentervisa eller lignende.

Det nye visumgebyr vil blive lagt oveni det normale visumgebyr, som p.t. er på 185,- dollars (juli 2025) for et turistvisum. Dermed vil prisen for et turistvisum til USA stige til sammenlagt 435,- dollars – eller hvad der svarer til 2.800,- DDK pr. person mod de nuværende cirka 1.200,- DDK for et turistvisum.

Men da de fleste danske turister ikke behøver et visum for at rejse til USA – men kan nøjes med en ESTA forhåndsgodkendelse – vil det nye gebyr ikke få betydning for hovedparten af danske USA-rejsende.


Nyt visumgebyr vil især ramme Latin- og Sydamerika

Det nye visumgebyr vil til gengæld især ramme rejsende til USA fra de lande, som ikke er omfattet af det såkaldte Visa Waiver Program, der fritager folk fra en række lande om at søge visum til USA. Indførelsen af det nye gebyr vil især ramme en række latin- og sydamerikanske lande, der typisk sender mange turister til USA, der alle skal have visum.

Med en prisstigning fra 185 til 435 dollars pr. person, er der en del turister fra Latin- og Sydamerika, der vil kigge mod andre destinationer end USA, når gebyret træder i kraft senere i 2025.


ESTA gebyret vil stige til 40 dollars pr. person

Det er dog ikke kun visumgebyret til USA, der vil stige. ESTA gebyret, der i øjeblikket (juli 2025) ligger på 21 dollars pr. person, er også udset til at stige, ifølge flere amerikanske medier.

Prisen på en ESTA godkendelse er udset til at stige til det dobbelte: 40 dollars. Eller hvad der svarer til cirka 255,- DDK mod 135,- DDK pr. person i øjeblikket (2025).

Det er næppe en prisstigning, der får mange til at fravælge USA som rejseland. Men det er heller ikke noget, der gør USA mere attraktivt, når der kommer ekstra gebyrer på rejser til USA.

Der er ikke sat nogen dato på, hvornår prisstigningen på ESTA godkendelsen træder i kraft. Der er en række tekniske og administrative detaljer, der skal på plads, inden stigningen kan træde i kraft. Alle eksisterende ESTA godkendelser vil fortsat være gyldige indtil de udløber.


Prisstigning på adgang til USA’s nationalparker

Også når det gælder prisen på adgang til de amerikanske nationalparker, er der ændringer på vej.

Donald Trump underskrev i starten af juli et af hans mange præsidentielle dekreter, der beordrer National Park Service til at differentiere adgangsprisen til nationalparker, så udenlandske turister skal betale mere end amerikanske statsborgere. Udgangspunktet er igen Donald Trumps velkendte ”America First” politik.

Hvordan de forskellige priser i praksis skal foldes ud, er der ikke meldt noget ud om. Det kræver nemlig en større omstilling af den nuværende måde at opkræve entreindtægter på i de enkelte nationalparker. Rent administrativt kan det blive en særdeles besværlig øvelse af indføre i praksis.

Men en stigning i prisen på at få adgang til USA’s nationalparker er noget, du skal være opmærksom på, især når vi kigger frem mod 2026 sæsonen.


Brand USA har mistet 80 % af sit budget

Brand USA, der markedsfører USA som destination overfor internationale rejsende, fik også med grovfilen i forbindelse med vedtagelsen af One Big Beautiful Bill. Brand USA’s årlige budget blev nemlig barberet ned fra 100 millioner dollars til 20 millioner dollars – altså en nedskæring af budgettet med 80 %!

Brand USA skal dermed virkelig gentænke sine kampagner og indsatser, nu hvor budgettet er blevet voldsomt minimeret i forhold til tidligere.


Af Henrik Lange
Highways-USA.com + Highways-Academy.com
Journalistrejserådgiver og rejseguide

Denne artikel er senest opdateret den 21. juli 2025


Få mere inspiration til Canada og USA:

Tilmeld dig nyhedsbrevet om USA og Canada fra Henrik Lange
Book 10 minutters gratis rejserådgivning med Henrik Lange