Helikoptere over Grand Canyon fra sydkanten

En tur med helikopter ud over Grand Canyon er en fantastisk oplevelse, hvor I får et overblik over kløften i fugleperspektiv. Og vælger I Grand Canyon Airport ved byen Tusayan som afgangs lufthavn, som kun ligger 15 minutters kørsel fra selve kløften, kan I også spare lidt penge på billetterne, da lufthavnen nærmest ligger lige ved kanten. Dermed skal I ikke bruge ret meget tid i luften (læs brændstof og flyvetid) på at komme ud over kløften.

Forskellen på helikopterture fra Las Vegas og fra Grand Canyon
Lange de fleste turister vælger at starte deres helikoptertur over Grand Canyon fra Las Vegas. Det er da også fra Las Vegas, at langt de fleste helikopterture udgår fra – enten fra selve lufthavnen i Las Vegas eller fra Boulder City.

Fra Las Vegas er der cirka 20-30 minutters flyvetid, inden I fra helikopteren kan kigge ud over Grand Canyon med Colorado floden nede i bunden. Den del af Grand Canyon, I oplever på helikopterture fra Las Vegas, er den vestlige del af Grand Canyon, som ligger i Hualapai indianernes reservat – også kaldet Grand Canyon West.

Fordi den vestlige del af Grand Canyon netop er indianer reservat, kan I på helikopterture fra Las Vegas få lov til at “flyve under kanten” ned i selve kløften – og endda lande næsten helt nede i bunden, hvis I altså har valgt en helikoptertur med landing nede i bunden af kløften. Her er det nemlig Hualapai indianerne, som opsætter reglerne.

Den centrale del af Grand Canyon, som Grand Canyon National Park ligger i, er til gengæld ejet af den amerikanske stat og bestyret af National Park Services. Her er reglerne for Helikopterture over Grand Canyon nogle helt andre, og her er det ikke tilladt at flyve under kanten på kløften. Det vil nemlig ødelægge oplevelsen af Grand Canyon for de mange turister langs Grand Canyon South – altså sydkanten, men også nordkanten for den sags skyld.

Derfor flyves der ikke “under kanten” på flyvninger, der udgår fra Grand Canyon Airport i Tusayan, kun nogle få minutters kørsel fra selve Grand Canyon National Park – ligesom der ikke landes nede i bunden af kløften. Flyvetiden er til gengæld markant kortere, og derfor er helikopterturene fra Tusayan og Grand Canyon Airport typisk lidt billigere end turene fra Las Vegas.

Læs mere om helikopterture fra Las Vegas over den vestlige del af Grand Canyon

Ture med Papillon Grand Canyon Helicopters fra Grand Canyon Airport
Papillon Grand Canyon Helicopters er en af flere operatører, som tilbyder helikopterture over Grand Canyon fra Tusayan/ Grand Canyon Airport.

Papillon har to forskellige helikopterture over Grand Canyon fra Grand Canyon Airport. Den korte udgave hedder North Canyon, der som navnet antyder tager jer med fra sydkanten over mod nordkanten af Grand Canyon på det sted, hvor kløften er bredest og dybest. North Canyon flyves med de såkaldte EcoStar helikoptere, og den effektive flyvetid ligger på cirka 25-30 minutter.

Hvis I gerne vil have lidt mere tid i luften, så hedder alternativet Imperial. Her flyves der både over til nordkanten, men også et stykke ud over den østlige del af Grand Canyon, hvor kløften bliver smallere, men stadig med en imponerede dybde – og hvor I kan opleve Grand Canyon fra vinkler, som kun kan ses fra luften. Imperial flyves også med EcoStar helikoptere, og både North Canyon og Imperial turene afgår altså fra Tusayan Airport ikke langt fra Grand Canyon South Rim – den sydlige del af den officielle Grand Canyon National Park.

Hos Papillon er det muligt at forhåndsreservere et af forsæderne i EcoStar helikopterne ved siden af piloten, så en af jer kommer til at sidde forrest med et helt unikt udsyn – mod et gebyr på 50 dollars. Det er dog først ved boarding, I kan være helt sikre på at få forsædet, da der skal tages højde for passagerernes vægtfordeling i helikopteren af hensyn til sikkerheden. Gebyret på de 50 dollars skal først betales på selve dagen inden afgang – forudsat, at en af jer altså kan få lov til at sætte sig i forsædet.

Få flere detaljer om North Canyon Helicopter Tour
Få flere detaljer om Imperial Helicopter Tour

Informationerne på denne side er senest opdateret den 3. oktober 2017.

Highways optjener provision, når I booker billetter til helikopterflyvninger over Grand Canyon via Highways-USA.com. Pengene bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.