Uventet hektisk afsked med USA og Californien

Det blev en særdeles hektisk afsked med USA – langt mere end planlagt – på sidste dagen af min tur rundt i det vestlige USA. Jeg fik således lov til at ringe 911 for første gang i USA, og fik både hilst på det lokale brandvæsen, to ambulance reddere og hele tre betjente med hver deres politibil – med røde og blå blink på taget: Årsagen til postyret: En “hit and run” bilist, som påkørte mig i San Bernadino, og som havde meget travlt med at komme videre, og han kørte bort fra ulykkesstedet stort set uden at stoppe. Men så slog andre amerikaneres venlighed heldigvis til.

Flugtbilist kører over for rødt
I et kryds i San Bernardino kører en bilist over for rødt, og rammer min udlejningsbil med stor fart i venstre side, så hele fronten er ødelagt og jeg kan ikke kan køre længere. Ud over chokket er jeg heldigvis ikke kommet noget til, men bilisten som kørte ind i mig, standser kun op i 10 sekunder, og kører så videre.

IMG_2925

Men her er det så, amerikanernes hjælpsomhed træder i karakter. Flere kommer straks over til mig, og siger at de så hvad der skete – og at de gerne vil vidne. En anden bilist kører efter flugtbilisten og et lykkedes vedkommende at få skrevet vedkommendes nummerplade ned og kommer retur og giver mig den. I øvrigt er der videoovervågning i krydset.

Politiet bliver tilkaldt af en tredje bilist, og så kan jeg ellers bare tømme bagagerummet og ringe til Dollar Rent A Car, og sige at vi har et problem. De vil så sende mig en erstatningsbil, så jeg kan køre videre til LAX, som jeg skal flyve ud af kl. 22.00. Ulykken sker cirka kl. 16.15.

IMG_2932

Brandbil, ambulance og tre patjulevogne
Efter et kvarter dukker først en brandbil op, der skal sikre, at der ikke er nogen brandfare, og kort efter kommer en ambulance og tjekker at jeg er OK. Endelig dukker politiet op efter en halv time – først med en lokal “skolebetjent”, som ikke er “rigtig” politimand og siden to rigtige betjente med hver sin politibil med hvert sit lysshow på taget – og tager rapport og udspørger to vidner, der var så venlige at blive hængende – i stedet for bare at dampe af.

Og så kan jeg ellers sætte mig over på en nærliggende Subway restaurant og vente på, at Dollar Rent A Car dukker op med min udlejningsbil. Men da de endnu ikke er dukket op kl. 19, begynder tiden at blive knap i forhold til at nå mit fly ud af LAX.

IMG_2934

Lift i ekspressfart fra San Bernardino til LAX
Men sørme ikke om en af de ansatte på restauranten tilbyder at køre mig til LAX – en god times kørsel fra San Bernardino. Så hun kører mig med fuld drøn til LAX, og heldigvis viser Los Angeles motorveje sig fra deres venlig side denne mandag aften, så jeg når mit fly ud af LAX – med check-in i LAX en time tid inden afgang.

Så selvom jeg hellere end gerne ville have været foruden den oplevelse, så viste USA og amerikanerne sig igen i en ekstrem situation igen fra deres meget venlig side. Jeg er især pigen fra Subway restauranten meget taknemmelig for hendes store “detour” hjem fra arbejde via LAX – en ekstra køretur på mindst to timer.

McDonalds Museet i San Bernardino
Årsagen til, at jeg overhovedet var i San Bernardino var, at jeg vil besøge det uofficielle McDonalds museum i byen, som ligger på den lokalitet, hvor den første McDonalds i verden åbnede. Og jeg var kun et par blokke fra museet, da ulykken skete. Så det portræt må I vente med at få en beskrivelse af til en anden gang… Men så fik I den her historie i stedet.

I forhold til den forsikringsmæssige side af sagen, skal jeg nok holde jer opdateret på, hvordan den lander. Men da jeg har købt fuld forsikring hjemmefra, regner jeg med at den dækker, da jeg er 100 % uden skyld i ulykken.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 svar til “Uventet hektisk afsked med USA og Californien”

  1. Det der med hjælpsomheden er ret normalt derovre. Jeg husker, at da jeg spillede på min skoles fodboldhold i Salt Lake City kom jeg for sent til sidste bus hjem – jeg gik ind på den nærmeste McD og fik lidt at spise inden jeg spurgte om de vidste, hvordan jeg kunne komme hjem. En af medarbejderne kom ud til mig og sagde, at han havde pause om 5 minutter, så han kunne da køre mig hjem. Han kørte mig så de ca. 15 km hjem og ville overhovedet ikke høre tale om at jeg dækkede benzinforbruget. Det er måske derfor jeg stadig har tendens til at vælge McD frem for Burger King herhjemme 🙂
    Men Henrik – en god historie som helt bestemt afspejler amerikanernes sande jeg.

    • Ja, din historie afspejler min egen oplevelse ret præcist, og det er en hjælpsomhed, som man sætter utroligt meget pris på i situationen. Jeg var i øvrigt meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville høre fra pigen på Subway restauranten, som jeg gav mit visitkort i LAX, så jeg kunne overføre nogle penge til hende for benzin og ulejlighed. Og hun har faktisk skrevet til mig nu pr. e-mail, så nu overfører jeg naturligvis de penge til hende for turen, som vi har aftalt 🙂

  2. Det hører med til historien, at San Bernardino åbenbart er en af de mest betændte byer i USA, når det gælder kriminalitet. Det var da også en del suspekte typer i nabolaget, og i løbet af mine tre timer så jeg ikke en eneste taxa i kvarteret. Og betjenten, som tog imod min anmeldelse, insisterede på, at jeg gik ind på den ovennævnte Subway restaurant og opholdt mig der, indtil den forventede erstatningsbil fra Dollar ankom, hvilket den så aldrig gjorde… Men jeg fik da en ekstra oplevelse ud af det, og slap heldigvis fra oplevelsen uden nogen skader.