Klamath: Trees of Mystery – temapark med redwood træer

Lige så længe der har været turister i redwood skovene, lige så længe har der været plattenslagere, der har slået mønt på turisterne. Derfor finder man et frodigt udvalg af souvenirboder langs U.S. 101, der sælger al verdens tingel tangel til turisterne. Nogle af de mest foretagsomme har ligefrem opbygget deres egne seværdigheder og miniparker, og den mest berømte af disse er Trees of Mysteries i byen Klamath.

Hoteller og overnatning i Klamath
Hoteller i Crescent City nord for Klamath
E-bog på dansk til Highway 1 fra San Francisco til Santa Monica – køb den HER!

Udskårne redwood figurer tilsat musik
Trees of Mysteries er privat naturpark, hvor man langs en natursti på cirka to kilometer kan opleve utallige udskårne redwood figurer tilsat musik, træer der er vokset sammen til besynderlige skulpturlignende figurer, udsigtspunkter og sågar et lille redwood kapel, hvor man naturligvis kan blive gift med sin udkårne – mod betaling.

Parkens seneste skud på stammen – undskyld udtrykket – er en stor passagerlift, Sky Trail, der fragter de besøgende op til et udsigtspunkt, hvor du kan se toppen af de store redwood træer ud og nyde udsigten ud til Stillehavet.

Kæmpe souvenirbutik efter rundtur i parken
Når turen er forbi, ender man i en gigantisk souvenirbutik, som man først bliver lukket ind i, når man har betalt entré for rundturen i parken. Du betaler altså først, når turen er slut. Prisen er 15 dollars for voksne og 8 dollars for børn mellem 7 og 12 år (2013). Efter turen kan du købe dig fattig i redwood souvenirs, men heldigvis koster det ikke noget blot at kigge. Foruden souvenirbutikken findes der også et lille museum med indiansk kunsthåndværk og kunst.

Der er i øvrigt umuligt at overse Trees of Mystery. Parken ligger lige ud til U.S. 101, og reklamerer beskedet for sig selv ved hjælp af to kæmpemæssige træfigurer på en 20 – 25 meter i højden, der forestiller skovhuggeren Paul Bunyan og hans okse, Babe the Blue Ox.

Der findes i øvrigt flere kæmpefigurer i USA af netop Paul Bunyan og hans okse, Babe the Blue Ox, så eksemplaret ved Trees of Mystery er bare en af flere udgaver.

Hoteller og overnatning i Klamath
Hoteller i Crescent City nord for Klamath

Fortsæt videre sydpå ad U.S. 101 til Ferndale

Læs mere på:
www.treesofmystery.net

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Rejsetips fra brugerne – Highway 101 i Oregon:
• Birthe Schlander: Hermed et rejsetip om det mest fantastiske motel på vores tur fra Los Angeles til Seattle langs med Highway 1 og U.S. 101. Hotellet hedder Hideaway Motel og ligger i Lincoln City, Oregon. Det ligger fantastisk smukt med udsigt over Det store Stillehav – det rum vi lejede, lå højt oppe og havde fri vue. Smukt, smukt, smukt. Stedet bliver drevet af et ægtepar, hvor konen har danske aner. Hendes mormor og mor var udvandret fra Frederiksberg til Oregon og hun havde altid hørt meget om Danmark og selvfølgelig København.

De havde haft planer om at besøge Danmark, men sygdom gjorde at de ikke havde råd. Hun havde ligesom forliget sig med, at hun aldrig fik set Danmark. Da vi ankom, var alt booket, det var 3. juli, men hun fik hurtigt arrangeret, at vi kunne blive i 2 dage. Hun bad nogle gæster om at komme senere. Helt fantastisk. Stedet, naturen, udsigten og de mennesker vi mødte har gjort et uudsletteligt indtryk på os, og vi anbefaler på det varmeste dette sted. Adressen er Hideaway Motel, 810 SW 10 th street, Lincoln City, Oregon. Læs mere på www.oregon-coastdirectory.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.