Den støvede Mojave ørken i Nevada nordøst for Las Vegas var fra 1951 og frem til 1992 testområde for USA’s atomvåbenprogram. Dette stykke amerikanske historie kan du dykke ned i på National Atomic Testing Museum i Las Vegas. Her opridses historien om de første atom prøvesprængninger i starten af 1950’erne frem til den sidste prøvesprængning i 1992.

Kasinohoteller langs The Strip
Koncerter og shows i Las Vegas
Cirque du Soleil shows i Vegas
Guidede tur med Pink Jeep Tours
Helikopterture over Grand Canyon

De overjordiske prøvesprængninger
I kølvandet på atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945 var begejstringen for det nye atomare “vidundermiddel” ganske massivt, og i slutningen af 40’erne valgte det amerikanske militær Nevadas ørken til testområde for prøvesprængninger af atombomber.

I 50’erne foregik prøvesprængningerne over jorden, og uvidenheden omkring strålefaren og spredningen af radioaktivt materiale gjorde, at man i starten opstillede både træhuse og menige soldater tæt på epicentret for sprængningerne for at teste virkningen af blandt andet trykbølgerne.

I selve Las Vegas begyndte man at dyrke begrebet atomturisme, og folk kom kørende langvejs fra for ved selvsyn at opleve prøvesprængningerne fra første parket iført solbriller og stående med en såkaldt “atomic cocktail” i hånden.

De underjordiske sprængninger
Men i løbet af kort tid begyndte tømmermændene at melde sig i form af strålesyge og kræfttilfælde blandt de menige soldater, og i slutningen af 1950’erne begyndte risikoen ved de overjordiske prøvesprængninger for alvor at gå op for den amerikanske militære ledelse, der i al hast fik flyttet prøvesprængningerne ned under jorden.

I stedet for overfladesprængninger, begyndte man nu at bore dybe huller i Nevadas forholdsvis bløde grundfjeld, og hernede i disse “brønde” kunne man foretage kontrollerede prøvesprængninger, uden at udsætte omgivelserne over jorden for stråling og forurening.

Naturen hersker igen
Prøvesprængningerne i Nevada ørkenen fortsatte helt frem til 1992, hvor den kolde krigs afslutning og en fælles atomnedrustningsaftale mellem USA og Rusland gjorde, at prøvesprængninger blev indstillet og testområdet og testfaciliteterne lukket ned.

I dag er det tidligere testområde i Neveda ørkenen nordøst for Las Vegas forladt og overladt til naturen igen, men området er i sagens natur stadig totalt lukket for offentligheden. Men flyver man hen over området, vil man kunne se et ørkenlandskab med månekratere strøet ud i landskabet, et slags “fingeraftryk” til minde om de underjordiske sprængninger. Trykket fra prøvesprængninger under jorden fik jordmassen til at presse sig så meget sammen, at de særlige månekratere opstod.

Prøv en prøvesprængning på egen krop
Et besøg på National Atomic Testing Museum i Las Vegas er et interessant indblik i et stykke knapt så kendt amerikansk historie, og museets udstilling er en velfortalt gennemgang af prøvesprængsnings æraen i Nevada. National Atomic Testing Museum byder på flere dokumentarfilm, og så kan I i en biograf på egen krop få en oplevelse af, hvor massiv trykbølgen fra en prøvesprængning i praksis er, når I udsættes for en kombination af lys, lyd og en simuleret trykbølge.

Desuden er der udstillet en lang række effekter, bl.a. tidligere atombærende missiler, kontrolrum og noget af det boreudstyr, der blev brugt til at bore de underjordiske brønde til prøvesprængningerne. National Atomic Testing Museum er blevet til i samarbejde med Smithsonian Institution, der står bag nogle af verdens absolut bedste museer i Washington D.C. Derfor er National Atomic Testing Museum værd at bruge et par timer på, når I besøger Vegas.

Læs mere om Atomic Testing Museum

Kasinohoteller langs The Strip
Koncerter og shows i Las Vegas
Cirque du Soleil shows i Vegas
Guidede tur med Pink Jeep Tours
Helikopterture over Grand Canyon

Af Henrik Lange, Highways-USA.com