Jeg har modtaget denne artikel og gæsteindlæg fra Louise Alkjær, som har mange år i rejsebranchen bag sig. Artiklen her er hendes helt personlige indlæg, hvor hun kommer med en opsummering af, hvad I som forbrugere bør være opmærksomme på, i denne tid i forhold til rejser, der ændrer sig med kort varsel.

Artiklen indeholder mange gode betragtninger. Derfor får I her Louise Alkjærs betragtninger i forhold til afbestillinger af pakkerejser kontra individuelle arrangerede rejser i forlængelse af den aktuelle corona krise.

Min rejse bliver ikke til noget – hvad er min ret?

Det kan være svært at navigere rundt i alle de regler, der kommer i spil, når ens rejse er annulleret eller i fare for at blive det. Her er en forsimplet gennemgang af nogle af de mest presserende spørgsmål, man kan have.

Der knytter sig ret forskellige regler til forskellige typer af rejser. Hvem har man købt rejsen af? Hvad er det for en type af rejse? Hvad har man accepteret af regler ved købet? Hvornår bliver rejsen annulleret?

Og mest aktuelt: Hvad gælder egentlig, når Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til hele verden og vi slet ikke kan komme af sted og måske har brugt mange tusind kroner på rejsen allerede?

Pakkerejsefolket er sikret gennem en stramt reguleret lovgivning og den danske rejsegarantifond. Der er for så vidt ingen undtagelser hertil, så har du købt en pakkerejse, kan du få dine penge igen, såfremt alle krav, der bliver nævnt nedenfor er opfyldt. Din kontakt er altid rejsebureauet.

Dem som arrangerer rejsen selv, kan være sikret på mange forskellige måder. For eksempel via anden forbrugerlovgivning, EU-forordninger, egen forsikring, kreditkortselskaber med videre. Man skal tjekke vilkårene, der knytter sig til de forskellige dele, man har sammensat rejsen af. Du skal kontakte de enkelte udbydere af de enkelte dele.

Men husk nu, at selvom du har retten 100 pct. på din side, så er hele fødekæden (fra rejsebureau, flyselskaber og hoteller over Pakkerejse Ankenævnet til Rejsegarantifonden) fuldstændig underdrejede af travlhed, og dine rimelige krav kan formentlig ikke imødekommes med det samme.

Inden du går videre
Inden du læser videre, er det er vigtigt at understrege, at nedenstående er helt overordnet skrevet. Hvad der lige præcis gælder for dig og din rejse, kommer altid an på din helt specifikke sag.

Det kan sagtens være, at naboens sag umiddelbart ligner din, men det beror altid på en helt konkret vurdering, hvad der gælder for dig. Det er kun dig, der ved, hvad der står i de rejsebetingelser, du har godkendt. Det er kun dig, der ved, hvad du har talt med dit rejsebureau om og eventuelt har fået lovning på, og som du nu kan gøre gældende. Det er kun dig, der ved, hvad din personlige forsikring indeholder og så videre.

Der vil altid være undtagelser til reglen, så nedenstående må endelig ikke læses som lov, du kan gøre gældende over for fx et rejsebureau. Det er det på ingen måde.

Pakkerejser hos et rejsebureau, der er registreret i Rejsegarantifonden
Du får dine penge tilbage, hvis din pakkerejse bliver annulleret på grund af COVID-19-situationen (dvs. hvis Udenrigsministeriets rejsevejledning på dit rejsetidspunkt fraråder alle ikke-nødvendige rejser til dit rejsemål på grund af COVID-19).

For at være berettiget til at få sine penge igen kræver det, at rejsen er købt FØR krisen indtrådte, og at du i øvrigt overholder din del af aftalen, fx indbetaling af restbeløb. Ellers er det afbestilling efter bureauets almindelige afbestillingsbetingelser, og her vil du typisk miste dit indbetalte depositum, muligvis mere.

Afbestiller du selv din tur eller overholder du ikke din del af aftalen og er der længe til afrejse, har du ikke som udgangspunkt nogen lovmæssige krav på hele det beløb, du har indbetalt. Du kan med andre ord ikke selv afbestille, før der er relativt kort tid til afrejse.

Men det korte af det lange er, at du har krav på dine penge, du har krav på hele beløbet, og du skal nok få dem, såfremt rejsebureauet er registreret i Rejsegarantifonden. Det kan du tjekke på Fondens hjemmeside – www.rejsegarantifonden.dk

Er du utilfreds med rejsebureauets håndtering? Så skal du klage skriftligt: Først til bureauet og give dem mulighed for at svare. Hvis du stadig er utilfreds, skal du reklamere til Pakkerejse Ankenævnet – www.pakkerejseankenaevnet.dk

Men husk, at de som udgangspunkt kun behandler sager, der omhandler pakkerejser og som udgangspunkt kun pakkerejser, der er købt hos et dansk rejsebureau. Der kan være undtagelser.

Hvad hvis bureauet går konkurs inden rejsen?
Hvis din rejseudbyder går konkurs, inden du skal rejse, er du sikret via Rejsegarantifonden. Altså hvis der 1) er tale om en pakkerejse og 2) bureauet er registreret i Rejsegarantifonden.

Selvarrangerede rejser
Har du selv sat din rejse sammen, kommer det an på, hvilke vilkår der hører til de forskellige dele, altså alle dem, du har indgået aftale med: fly, hotel, billeje o.s.v. Undersøg med dem hver især, hvad de tilbyder af tilbagebetaling. Du er ikke dækket af den del af loven, som omhandler pakkerejser og du er ikke dækket af Rejsegarantifondens konkursdækning.

Hvis du har købt gennem et udenlandsk firma, kan du heller ikke påberåbe dig den danske lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, og du skal klage til de relevante nævn i de pågældende lande, som udbyderen er registreret i. Husk: En udbyder kan godt være udenlandsk, selvom vedkommende har en dansk hjemmeside.

Husk også at spørge dit forsikringsselskab, om de dækker nogle af dine tab. Måske gør dit kreditkortselskab, hvis du har købt delene af rejsen på et kreditkort.

Kun flybillet
Har du kun købt en flybillet, skal du kontakte det sted, du har købt den, fx rejsebureauet, OTA’en (fx hjemmeside a la flybillet.dk) eller flyselskabet. Alle kan have vidt forskellige afbestillingsregler for rene flybilletter, som du i udgangspunktet har hakket af med et flueben at du accepterede, da du købte billetten. Også her kan det være nyttigt at kontakte sit forsikringsselskab eller kreditkortselskab for at undersøge, om der er muligheder for at få refusion.

Hvornår kommer vi ud at rejse igen?
Det er der ingen, der ved. Først og fremmest skal Udenrigsministeriet åbne verden igen. Dernæst skal de lande, vi gerne vil rejse til, også åbne. Turistattraktionerne skal fungere, hotellerne skal stadig kunne modtage gæster og så videre. Du kan i mange tilfælde annullere din pakkerejse, hvis bureauet ikke kan levere alle (væsentlige) dele af din tur.

For de selvarrangerede rejser gælder det, at hvis flyet er på vingerne igen, og landet du vil besøge er åbent, så har du ikke krav på at få flybilletten refunderet, selvom de nationalparker eller attraktioner, du måske gerne vil besøge, stadig er lukkede. Flyselskabet kan jo sagtens levere SIN vare, og det er ikke deres problem, at visse seværdigheder og attraktioner er lukkede.

Men lad os håbe, at når verden åbner igen, så er det med adgang til langt de fleste af de steder, vi gerne vil opleve.

Artiklen ovenfor et et gæsteindlæg skrevet af Louise Alkjær, der har mange år i rejsebranchen bag sig. Artiklen er hendes HELT personlige indlæg, hvor hun kommer med en opsummering af, hvad I som forbrugere bør være opmærksomme på, i denne tid i forhold til rejser, der ændrer sig med kort varsel.