Er det besværet værd at tage færgen over til Liberty Island for at se Frihedsgudinden helt tæt på? Nej lyder det automatiske svar fra de fleste. Nu har jeg selv taget turen over til Liberty Island og videre til Ellis Island, så nu kan jeg tale med om, hvorvidt det er turen værd. Få svaret her…
Hoteller og overnatning på Manhattan
Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 100+ attraktioner i New York – New York Pass
Statue Cruises sejler dig til Liberty Island
Man kan komme tæt på Frihedsgudinden på mange måder, og en af de gratis muligheder er at tage Staten Island færgen fra Battery Park på sydspidsen af Manhattan, der sejler næsten lige forbi Statue of Liberty, så du kan få det obligatoriske skud med hjem af Frihedsgudinden.
Men skal du helt tæt på et af USA’s mest berømte ikoner, må du betale for at tage Statue Cruises over til Liberty Island, hvor du kan gå i land og gå en tur rundt om den verdensberømte dame og beundre hende fra diverse vinkler på helt nært hold.
Vælger du den løsning, skal du sørge for at booke en tur, der også inkluderer en tur ind i museet i foden af piedestalen, samt adgang til udsigtsplatformen ved fødderne af Frihedsgudinden. For så får du også fortalt historien om Frihedsgudinden, og så giver det god mening at tage over til Liberty Island.
Men det kræver, at du booker turen hjemmefra. For der er kun cirka 2.500 billetter til salg dagligt til turen ind i museet og op i piedestalen med “Pedestal Access”. Den almindelige billet over til Liberty Island og Ellis Island inkluderer nemlig IKKE museet og turen op til udsigtsplatformen. Og har man ikke det element med, kan turen over til Liberty Island godt blive en lidt tam affære.
Sejl videre til Ellis Island
Når du er færdig på Liberty Island, sejler du videre Ellis Island, hvor tusinder af håbefulde immigranter havde deres første møde med USA fra 1892 til 1954. Det var her immigranterne skulle registreres og tjekkes for diverse sygdomme, inden de blev lukket ind i det forjættede land til en helt ny tilværelse.
Her kan du bl.a. se ”ankomsthallen”, hvor immigranterne stod skulder ved skulder for at blive registreret og lukket ind i USA. Udstillingen fortæller bl.a. om, hvor de mange immigranter kom fra og hvilke drømme de havde med i bagagen fra Europa – drømme der slet ikke havde hold i virkeligheden.
Der vises bl.a. film på Ellis Island, som giver en introduktion til indvandringen til USA, og der er også guidede ture med park rangers på øen. Ellis Island er sidste stop på rundturen med Statue Cruises, inden du sejler tilbage til Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Alle billetter inkluderer Ellis Island.
Husk at få museet på Liberty Island med i pakken
Det korte budskab er altså, at du på forhånd skal bestille/ købe billetter online, som inkluderer museet på Liberty Island og udsigtsplatformen i toppen af piedestalen ved fødderne af Frihedsgudinden – den såkaldte “Pedestal Access”. På den måde får I det bedste udbytte af jeres tur. Man får stadig helt tæt på Frihedsgudinden på Liberty Island og får en fantastisk udsigt over New Yorks skyline, uden at man har en billet til museet. Men det giver lige besøget et ekstra pift, hvis man får museet med i pakken.
Der er i øvrigt sikkerhedstjek med lufthavns screening både inden afgang fra Battery Park og igen på Liberty Island inden dem, som har billetter til museet, får adgang til selve Frihedsgudinden. Rygsække og tasker må ikke medbringes i selve statuen, men skal låses inde i opbevaringsskabe, der i øvrigt taler dansk i betjenings displayet!
Ture op i kronen er næsten umulige at få billetter til
Den mest eksklusive billet på Liberty Island er ture op i selve kronen af Frihedsgudinden, som blev genåbnet i 2013. Her kan man komme op ad en lang spiraltrappe, hvis man altså har den rigtige billet. Men der sælges kun 500 styks af disse billetter til de såkaldte Crown Tours dagligt, og de er typisk udsolgt op til tre måneder i forvejen, når billetterne til kronen frigives.
Som en af park rangerne på Liberty Island sagde til mig: Crown Tours er en ”really tough ticket”. Så med mindre I virkelig langtidsplanlægger jeres rejse til New York City, kan I godt skyde en hvid pind efter at komme helt op i kronen af Frihedsgudinden.
Skulle det alligevel lykkes, er der 357 trin op til kronen fra museet i bunden af Frihedsgudinden, mens der er 195 trin op til udsigtsplatformen i toppen af piedestalen ved fødderne af den store dame.
Book billetter til Frihedsgudinden med Statue Cruises
Læs mere om Frihedsgudinden på www.nps.gov/stli
Hoteller og overnatning på Manhattan
Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 100+ attraktioner i New York – New York Pass
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Jeg har hørt, at Ellis Island ikke helt er et besøg værd, da det stadig lider meget efter ødelæggelserne fra stormen og oversvømmelserne. Hører gerne om det er rigtigt.
Det er ikke korrekt. Jeg var på Ellis Island i august 2014, og det var en super oplevelse (se mine fotos ovenfor). Som besøgende ser man ikke noget til stormen længere. Museet fungerer fint, selvom det ganske rigtigt blev hårdt medtaget under stormen i efteråret 2012. Så jeg vil stærkt anbefale jer, at besøge Ellis Island, som indgår i pakken, man køber hos Statue Cruises – og i den billet, man eventuelt har købt, hvor man har et CityPass til New York. Der er i øvrigt lige åbnet en helt ny udstilling på Ellis Island – fik jeg at vide på den netop overstående rejsekonference her i USA . En udstilling, som jeg af gode grunde ikke har set. God tur til New York.