Udsigt til færre direkte USA ruter fra CPH

Norwegian er tilsyneladende på tilbagetog, når det gælder direkte oversøiske flyruter fra nordiske lufthavne til USA. Ihvertfald hvis man skal tro rejsemediet Check-In.dk, der skriver, at antallet af direkte flyruter fra bl.a. København, Oslo og Stockholm ser ud til at blive reduceret markant den kommende vinter 2019/ 2020.

Udsigt til betydeligt færre direkte USA ruter fra Norwegian
Check-In.dk baserer sin artikel på det norske medie E24, der har været en tur i reservations systemerne og kigge på hvilke flyruter, som er lagt op til salg i den kommende vintersæson. Her kan rejsemediet ikke få øje på en eneste direkte vinterrute fra CPH til USA med Norwegian den kommende vinter. Således er hverken ruterne til Los Angeles, Fort Lauderdale i Florida eller New York JFK er lagt op indtil videre.

Samme mønster tegner sig fra Oslo og Stockholm: For både Oslo og Stockholm er ruterne til Los Angeles ikke lagt op, og det samme gælder New York JFK ruten fra Stockholm. Til gengæld bevarer både Stockholm og Oslo deres rute til Fort Lauderdale/ Miami i Florida, som tingene ser ud lige nu.

Nu er der ganske vist ikke tale om en endelig vinterfartplan 2019/ 2020 fra Norwegian, hvilket Check-In.dk også skriver. Men “rygterne” på vandrørerne taler ofte sandt, når det gælder disse “spådomme” baseret på smukkig i reservations systemerne på nuværende tidspunkt – også selvom det understreges, at planerne godt kan nå at ændre sig endnu.

Strategisk ændring fra Norwegian
Hvis rygterne taler sandt, vil Norwegians langdistance satsning med helårsruter til USA fra de nordiske lufthavne (og i særdeleshed fra CPH) altså i praksis være historie – også selvom Norwegian fortsat vil flyve direkte fra CPH til flere USA destinationer om sommeren.

Derfor er der udsigt til, at danske rejsende fra CPH om vinteren fremover skal via London Gatwick, hvis de ønsker at flyve med Norwegian til USA. Fra London Gatwick er der indtil videre udsigt til, at Norwegian til vinter vil flyve til Boston og New York JFK samt Miami, Orlando og Tampa i Florida samt Los Angeles og San Francisco i Californien. Til gengæld bliver vinterruterne til Chicago, Denver og Austin i Texas droppet fra Gatwick.

Den endelige udmelding om det kommende vintertrafikprogram forventes om cirka tre uger, og det bliver således ekstra spændende læsning her i 2019. Men tiderne med oversøiske helårsruter fra CPH til USA med Norwegian ser umiddelbart ud til at være historie.

Vil CPH mangle direkte vinterforbindelser til USA?
Er det så et problem, at der muligvis ryger nogle direkte flyforbindelser mellem CPH og USA?

I forhold til New York JFK og Fort Lauderdale er problemet forholdsvis begrænset, da SAS flyver allerede til både New York og Florida om vinteren. SAS flyver godt nok til Newark i New Jersey, men i praksis er det New York City. Og om man lander i Fort Lauderdale eller Miami i Florida gør næppe heller den store forskel.

Men manglen på en helårig direkte flyrute fra CPH til Los Angeles vil i højere grad være et tab. Los Angeles er en af de vigtigste destinationer på den amerikanske vestkyst, og en lufthavn som CPH bør klart have en direkte flyrute til LAX – hele året rundt – og ikke kun om sommeren. Derfor bliver det interessant at se, hvor længe den rute kommer til at stå ubetjent, hvis Norwegian trækker stikket på CPH-LAX som helårlig rute fra efteråret 2019.

Det bliver med andre ord ekstra interessant at se, hvad Norwegian melder om vinterfartplanen for 2019/ 2020, når Norwegian løfter sløret for den endelige vinterfartplan om nogle få uger – i starten af juni 2019.

Læs artiklen på Check-In.dk
Læs den norske artikel på E24

Denne artikel er senest opdateret den 13. maj 2019

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.