Københavns Lufthavn kan se frem til at fordoble antallet af direkte flyruter til Canada, når det canadiske flyselskab Air Transat næste sommer åbner en direkte flyrute mellem København og Montréal. Dermed vil der både være direkte flyforbindelser til Toronto og Montréal fra Københavns Lufthavn i det østlige Canada. Ruten til Toronto flyves dagligt af Air Canada, der har fløjet mellem CPH og Toronto i en længere årrække.

Sommerrute fra CPH til Montréal
Air Transat er et canadisk lavprisflyselskab, og den nye flyrute vil blive fløjet to gange om ugen fra den 16. juni frem til 20. september 2020, skriver branchemediet Check-In.dk. Den nye rute til Montréal vil blive betjent med en Airbus A321neo med plads til 199 passagerer.

Montréal er den største by i den fransktalende provins Quebec i det østlige Canada, og der er dermed en sprogmæssigt og kulturelt lidt utraditionel del af Canada, som der åbnes op for med den nye flyrute.

Canada har fået større og større bevågenhed fra danske turister de senere år, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at Canada i 2018 vandt prisen som Bedste Rejseland uden for Europa ved prisuddelingen Danish Travel Awards 2018.

Hidtil har det dog især været den vestlige del af Canada med provinser som British Columbia og Alberta med nationalparker som Banff og Jasper National Park i de canadiske Rocky Mountains, der har haft turisternes opmærksomhed. Men mon ikke at det østlige Canada nu også får et boost med åbningen af den nye rute til Montréal næste sommer.

Air Canada opruster på ruten til Toronto
Air Canada har i øvrigt også lige meldt ud, at selskabet opruster på ruten mellem København og Toronto næste sommer. Ifølge Check-In.dk vil Air Canada indsætte en Boing 777-300ER, der i Air Canada’s konfiguration har plads til hele 450 personer ombord. Det vil gøre Air Canada’s fly til det næststørste i Københavns Lufthavn målt på passagerer, kun overgået af Emirates store Airbus A380-300 med plads til 600 passagerer.

Air Canada har i øvrigt – i følge Check-In.dk – underskrevet en aftale om en overtagelse af Air Transat. Men den aftale afventer indtil videre en godkendelse fra de canadiske konkurrencemyndigheder.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Denne artikel er senest opdateret den 3. oktober 2019.