Walt Disney World Resort – Mickey og vennerne i Orlando

Mickey Mouse og hans venner fylder godt op i landskabet syd for Orlando. Walt Disney World Resort består af hele fire forlystelsesparker, der samlet dækker et areal på størrelse med Samsø.

De fire parker udgør verdens største turistdestination med over 52 millioner gæster årligt, hvoraf Magic Kingdom – den oprindelige Disney park i Florida – alene tegner sig for 19 millioner gæster (2014). Ud over parkerne inkluderer Walt Disney World cirka 35 hoteller, adskillige golfbaner, to vandlande, forlystelses komplekset Downtown Disney og en stribe andre tilbud til turisterne.

World Disney World er med andre ord en destination i sig selv, men de fleste danskere i Orlando vælger at kombinere en af Disney’s forlystelsesparker med nogle af de mange andre tilbud i Orlando og det centrale Florida. Her er en introduktion til Disney’s fire store forlystelsesparker i Orlando – plus det løse.

Få rabat på 28 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Hoteller ved Walt Disney World, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Hoteller langs International Drive, Orlando

Magic Kingdom – Disney Classic
Magic Kingdom er Disney’s flagskib i Orlando og var den første Disney park i Florida, åbnet i 1971. Magic Kingdom er den store klassiske familiepark, som byder på underholdning for børn og barnlige sjæle i alle aldre – og ikke kun de mindre børn.

Parken er inddelt i temaområder som fx Frontierland med cowboys, Adventureland med sørøvere, Fantasyland for de mindre børn og Tomorrowland med fremtids versioner og en af parkens vildeste forlystelser, rutsjebanen Space Mountain.

Lidt i samme vilde afdeling er Big Thunder Mountain Railroad i Frontierland, og så er den nye forlystelse fra 2014, de syv små dværges Mine Train i Fantasyland en herlig ny tilføjelse til parken, der også kilder i maven, men som også er super godt tematiseret omkring de små dværge. Ud over de førnævnte “lande”, må vi ikke glemme parkens hovedgade, Main Street U.S.A., som man oplever som det første, når man kommer ind i parken. Oppe for enden ligger naturligvis selve Disney slottet i Magic Kingdom.

Magic Kingdom er især målrettet familiesegmentet, hvis man skulle være i tvivl, og forlystelserne bliver aldrig ekstremt vilde i parken. Men Magic Kingdom leverede en rigtig fin og adrenalin krævende oplevelse, da jeg senest besøgte parken syd for Orlando en aften i maj 2015 til et specialarrangement. Og selvom man eventuelt har besøgt Disneyland i Paris, er det trods alt noget andet at besøge flagskibet i Orlando.

Læs mere om Magic Kingdom

Epcot – verden rundt med Disney
Epcot er en forkortelse for Experimental Prototype Community of Tomorrow, og oprindeligt var det Walt Disney’s ide, at Epcot skulle være et ideal- og fremtidssamfund, han drømte om at etablere i Orlando. Men da Walt Disney døde i december 1966, mens hans nye projekt i Florida endnu kun var planer på et skrivebord, valgte hans bror Roy O. Disney og hans øvrige ledende medarbejdere at droppe projektet, når Walt Disney ikke selv kunne være med til at føre projektet ud i livet.

Visionerne bag Epcot blev dog ikke helt opgivet, og i 1982 åbnede EPCOT Center (i dag bare kaldet Epcot) med afsæt i nogle af Walt Disney’s oprindelige tanker – men dog i form af en forlystelsespark og søsterpark til Magic Kingdom. Faktisk er Epcot den næst mest besøgte af de fire Disney parker i Orlando med 11 millioner årlige gæster (2014).

Epcot byder på to meget forskellige oplevelser. I Future World (det første område, man møder) kan du se ind i fremtiden og få nogle bud på morgendagens teknologier. Future World består af en række pavilloner, hvor forskellige opfindelser, teknologier og videnskaber præsenteres for de besøgende. Det er også her, du finder Ecpot’s vartegn, den store globe kaldet Spaceship Earth, som udgør en af pavillonerne i Future World.

Den anden del af Epcot er World Showcase, anlagt omkring parkens store sø. Her kan man gå på opdagelse i 11 forskellige lande verden over, som har hver deres udstillingspavillon. De deltagende lande i Epcot er Canada, England, Frankrig, Italien, Japan, Kina, Marokko, Mexico, Norge, Tyskland og USA. Her præsenterer hvert land sin kultur, hvilket bl.a. sker i form af spisesteder med mad og drikke fra hvert land – foruden kulturformidling i form af forlystelser, film, teater, musik eller lignende.

World Showcase kaldes af samme grund for en “permanent verdensudstilling”. Der har flere gange været rygter om, at nye lande skulle rykke ind i Epcot, men indtil videre er det kun Norge og Marokko, som er kommet til siden åbningen af Epcot i 1982.

Bliver man i Ecpot frem til lukketid, kan man opleve afslutningsshowet Reflections of Earth ude over søen midt i World Showcase. Det inkluderer bl.a. fyrværkeri, lasershow, ild og vand samt en stor globe, som viser fotos fra forskellige dele af verden – deraf navnet på showet, Reflections of Earth.

Læs mere om Disney’s Epcot

Animal Kingdom – zoo, safari og forlystelser
Dyr har altid haft en helt central placering i Walt Disney’s univers, og derfor var det meget logisk, at Disney koncernen i 1998 åbnede Animal Kingdom, den nyeste temapark i Walt Disney World i Orlando. Animal Kingdom findes kun i Orlando – ligesom Epcot.

Animal Kingdom – der i øvrigt er langt den største Disney park i Orlando målt i areal – er delt op i fem forskellige temaområder med Discover Island som parkens centrum. Her står parkens vartegn, det imponerende menneskeskabte træ af arten baobab, som normalt vokser i det tropiske Afrika.

Fra Discover Island kan man bevæge sig ud i de andre områder i parken, hvor Afrika er det største. Her kan du i åbne safaribiler opleve en tro kopi af Afrikas savanne med elefanter, giraffer, løver og næsehorn. Asien området er koncentreret omkring det store bjerg Everest, hvor du finder rutsjebanen Expedition Everest, der tager dig med op på verdens tag i Himalayas bjerge. Her huserer Den Afskyelige Snemand. Han har desværre ødelagt rutsjebanens skinner, så noget af turen kører du baglæns. Så er du advaret.

Er du til dinoer, kan Animal Kingdom tilbyde dig en tur til DinoLand U.S.A. med en stribe forlystelser tematiseret omkring dinosaurusser målrettet de større børn, mens området Rafiki’s Planet Watch er til familier med mindre børn, hvor man bl.a. kan tage et tog rundt, Wildlife Express Train.

Animal Kingdom har endnu et temaområde under udvikling, hvilket især vil interessere fans af Avatar filmene. Disney har nemlig indgået et samarbejde med instruktøren bag Avatar universet, James Cameron. I 2014 gik man i gang med at etablere det nye område, der har arbejdstitlen Pandorra: The Land of Avatar. Ud over, at det nye område bl.a. vil omfatte en forlystelse med en bådtur med mulige fald undervejs, har Disney endnu ikke løftet flere detaljer om Avatar Land, der forventes at åbne i starten af 2017.

Animal Kingdom byder naturligvis også på masser af dyr over hele parken, og parken er i øvrigt anerkendt af organisationen World Association of Zoos and Aquariums for parkens dyrevelfærd, forskning, undervisning og formidling.

Læs mere om Animal Kingdom

Disney’s Hollywood Studios – Mickey på film
Det giver næsten sig selv at Disney naturligvis også måtte have en tematiseret filmpark i Orlando – ikke mindst med konkurrenten Universal Studios i nabolaget. Disney-MGM Studios åbnede i 1989, og tog siden navneforandring til Disney’s Hollywood Studios.

Disney’s Hollywwod Studios er parken for filmfans, som i bedste Disney-stil tager dig ved hånden og fører dig ind i filmens magiske verden med en blanding af både lærdom og underholdning. Disney’s kendte figurer er selvfølgelig på plads, og det samme er filmstudiet Pixar’s figurer, der bl.a. omfatter nogle af figurerne fra Toy Story m.fl.

Det er naturligvis Hollywood, der er afsættet for filmparken, som derfor også inkluderer “bydele” fra Los Angeles som fx Hollywood Boulevard og Sunset Boulevard. Hertil kommer filmkulisser fra New York og San Francisco i afdelingen Streets of America. Disney’s Hollywood Studios var i starten af 90’erne faktisk også et rigtigt filmstudie, hvor der både blev lavet tegnefilm, tv-serier, film og radio, men produktionen er nu stort set flyttet tilbage til det rigtige Hollywood på vestkysten.

Forlystelserne i parken omfatter både børnevenlige udgaver og mere vilde rides. Min personlige favorit er Rock’n’Roller Coaster, en indendørs rutsjebane, der på 2,8 sekunder skyder dig afsted med 100 kilometer i timen, mens rockgruppen Aroesmith drøner ud af de indbyggede højtalere i vognene.

3D forlystelsen Star Tours — The Adventures Continue er en opgraderet udgave af den oprindelige Star Tours forlystelse, der heller ikke var helt ringe. Også Twilight Zone Tower of Terror er kun for folk med stærke nerver. Her bliver man placeret i en hotelelevator, der så går amok – i mørke – og sender sine passagerer i frit fald ned i den dybe og mørke elevatorskakt ind til flere gange. Det er bogstaveligt talt hårrejsende underholdning. Men der er naturligvis også mange forlystelser til mindre børn.

Ud over forlystelserne er showet Lights, Motors, Action! Extreme Stunt Show med bilstunts klart værd at se. Showet er i øvrigt oprindeligt fra Disney’s filmpark uden for Paris. Og Apropos Paris: Har I allerede besøgt Walt Disney Studios ved Paris, så kan I overveje i stedet at besøge Universal Studios, da der er en del ligheder mellem filmparkerne i Orlando og Paris.

Læs mere om Disney’s Hollywood Studios

Downtown Disney og andre Disney fristelser
Disney har også sit eget forlystelses- og shopping kompleks, Downtown Disney, som omfatter flere forskellige restauranter, barer, natklubber og naturligvis utallige muligheder for shopping af Disney merchandise.

Ud over restaurantkæder som Planet Hollywood og Rainforest Cafe har spillestedet Hose of Blues også en afdeling i Downtown Disney og hertil kommer et stort biograf kompleks med 24 sale samt et Lego Imagination Center.

Endelig huser Downtown Disney også et teater bygget specielt til teatertruppen Cirque de Soleil og deres forestilling La Nouba, som spiller fast på teatret i Downtown Disney med cirka 70 medvirkende artister – og har gjort det siden 1998.

Downtown Disney undergår i disse år en større opgradering, som ventes at står færdig i starten af 2016. Ved samme lejlighed vil Downtown Disney ændre navn til Disney Springs. Det er gratis at besøge Downtown Disney og der er gratis parkering ved centret.

Billetter til Disney parkerne
Der findes et hav af forskellige billetkombinationer til Disney’s fire forlystelsesparker, så det er umuligt at opgive en konkret billetpris. Men sikkert er det, at det ikke er nogen billig fornøjelse at besøge Mickey Mouse i Orlando, og der er heller ikke de store rabatmuligheder. Man kan dog spare nogle få dollars ved at købe billetter på online på nettet, men der er ikke tale om den store rabat i forhold normalprisen ved billetlugen.

Disney parkerne indgår ikke i nogen af de rabatpakker, som findes til andre forlystelser i Orlando og det centrale Florida. Det korte budskab er: Vil man hilsen på Mickey Mouse og vennerne i Orlando, må man betale, hvad det koster.

Hoteller ved Walt Disney World, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Hoteller langs International Drive, Orlando

Få rabat på 28 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

6 svar til “Walt Disney World Resort – Mickey og vennerne i Orlando”

  1. Har lige en nogle ustrukturerede og tilfældige kommentar til Disney World i Orlando. Man skal forstå, at Disney World er et “resort” dvs “forlystelses komplex”. Et ufatteligt stort et. Bestående af de omtalte fire parker plus to store vandlande som “kernen” i komplekset. Men der er bare SÅ mere, end det vi betragter som en “normal” forlystelsespark i Danmark. Det seneste tal jeg har set er, at Walt Disney World har cirka 72.000 medarbejdere. Disney har fornylig annonceret en kæmpe investeringsplan for milliarder af dollars til opgradering af komplekset, som er ud over de moderniseringer, der allerede er i gang i fx Disney Springs, som er det nye navn til Downtown Disney.
    At give et grundigt indblik i World Disney World for nybegyndere er derfor en voldsom opgave. For mange af de besøgende er Walt Disney World en oplevelse, der strækker sig over adskillige dage, sågar måske op til to uger. Så et en dags besøg kan kun betragtes som en lynhurtig smagsprøve. Parkerne kræver minimum en fuld dag hver alle sammen – også vandparkerne. Har I begrænset tid, skal I vurdere, om det er det værd at kaste sig ud i dette projekt. Som i Universal er en dags billetter de dyreste i forhold til, hvad man får. Prisen falder per dag for hver dag. Hvis I planlægger mere end 3-4 dage, bør I lede efter andre billettyper som 14 dages billetter eller lignende. Det meget høje antal af besøgende betyder, at amerikanerne ofte planlægger deres besøg i detaljer og lang tid i forvejen. Faktisk så meget, at mange er begyndt at vurdere alternative muligheder som fx Universal Studios, da Universal ikke kræves massiv planlægning i samme grad.
    Alt dette leder mig til 1. forslag: At planlægge sit besøg er ikke bare en god ide, men ofte en forudsætning for et godt besøg. Worst case kan man måske have prøvet maks 5-6 forlystelse før børnene giver op, da ventetiderne i højsæsonen kan snige sig op på 90-120 min. Det eneste positive i dette er, at i mange tilfælde er køen en del af forlystelsen, og I også bliver underholdt i køen. Alene det faktum, at der er fire (seks) meget forskellige parker betyder, at I er nød til at vurdere, hvilke af parkerne, der er mest interessante.
    Forlystelserne: Disney har også et system til at bypasse de enormt lange køer til forlystelserne. Dette er fornyligt blevet opdateret og hedder nu Fast Pass +. Hver person får gratis tre fast pass “billetter” per dag, hvor de kan bruges til at reservere tid til forlystelserne. Dette kan man gøre allerede 30 dage før besøget som normal besøgende, og 60 dage før hvis I bor på Disney hotellerne. Allerede dette faktum betyder, at hvis I ikke kommer forberedt, kommer I til at stå i de lange køer meget af dagen, da man på dagen sandsynligvis primært har frie Fast Pass + tider senere på dagen. I kan ikke købe jer til ekstra billetter. Men i nogle tilfælde kan I trække ekstra billetter i de sene timer, hvis der er “tomme pladser”.
    Mad: Man kommer garanteret ikke sulten fra Disney, men som beskrevet ovenover er der mange, der planlægger og reserverer også restaurant besøgene op til 6 måneder før deres besøg for at sikre, at de får plads på de rigtige restauranter. Får I ikke sat jer ind i, hvor der er godt og booket, må I sandsynligvis acceptere tilfældig fastfood mad af værste skuffe. Det er dog tilladt at tage noget “simpel” mad og snacks med ind i parkerne som fx sandwich o.s.v. for at holde budgettet lidt nede. Glasemballage er vist ikke tilladt.
    Andre oplevelser: For danskere er de kørende forlystelser ofte attraktionerne, man kommer for. Men i Disney er der udover de traditionelle forlystelser et hav af andre muligheder. Jeg kan ikke nævne dem alle. Så her er at par eksempler: Disney’s parader er efterhånden nok en alment kendt “oplevelse”, men der er også en masse såkaldte “Character Experiences”, som er lette at overse, men rimeligt attraktive for børn. Vores 3-årige datter gik i hvert fald fuldstændig i ekstase, da hun havde et møde med Mickey Mouse.
    Man kan dele disse oplevelser i tre forskellige punkter:
    1. Forskellige steder i parken kommer der forskellige Disney figurer, som I kan få et “10 sekunders” møde med og et foto. Disse kan dog være svære at opleve, da det kræver, at man har styr på hvor, hvornår og hvilke figurer der kommer. Derudover er figurerne kun fremme i 10-15 minutter af gangen p.g.a. varmen. Først til mølle kø princippet gælder her.
    2. Der er også mulighed for den udvidede version, hvor mødet er lidt længere, fx 1-3 minutter og igen med fotomuligheder. Disse er ofte under tag og kører det meste dagen. Men der er ofte kø. Fast Pass + kan også bruges til disse møder i nogle tilfælde.
    3. Character Dining, hvor man spiser og Disney figurerne går rundt og interagerer med folk og tilbyder fotomuligheder. Her er møderne igen lidt længere eller som minimum med lidt flere figurer. Denne mulighed koster penge, da mad er en del af oplevelsen. Den fulde liste kan ses her En anden oplevelse er nok mest for de små piger. Det er muligheden for at blive klædt ud om prinsesse inklusiv kjole, sko, make up, hår o.s.v. Meget amerikansk, men vores 6 årige datter synes, at det var et stort hit. Dette er dog på ingen måde gratis (relativt dyrt, men der er forskellig pakker), og kræver ofte reservation måneder i forvejen. Dette tager 30-60 minutter. Læs mere her Denne oplevelse findes også i en drenge version med pirat tema. En liste over oplevelser, der findes ved siden af de traditionelle forlystelser, kan ses her De fleste kan man også finde YouTube videoer på og få en fornemmelse af, hvad de går ud på.
    Star Wars: Da disney nu er ejer af dette brand, kommer der flere og flere aktiviteter i dette tema. Også her er der Character Meets med Kylo Ren, Chewbacca o.s.v. I 2019 åbner der et helt nyt Star Wars Land. Jeg kunne bliver ved længe, der er MASSIVT mange muligheder for at skræddersy sine oplevelser. For at nævne en helt anden ting, kan man fx også bestille sin egen personlige guide, der leder jer gennem parken og uden om alle de lange kører. Dette er 100% skræddersyet til den enkelte kunde/ familie, men koster også kassen. Omkring 400 dollars i timen ud over indgangsbilletterne for grupper op til 9-10 personer. Eller det årlige maratonløb, som Disney arrangerer.
    Kort og kontant:
    Sparetip: Vælg enten Disney eller Universal p.g.a. prisopbygningen. Det er bedst for pengepungen. Og der er masser at lave begge steder, selv om man har valgt at fyre flere dage af i parkerne. Lad være med at tage til Disney direkte efter ankomst til Florida. Jetlag og en lang rejse er ikke en god kombination med lange dage i forlystelsesparker. Specielt med børn.
    Specielt Magic Kingdom er rettet mod de allermindste med fokus på de klassiske Disney figurer som Mickey og Minnie, Fedtmule, Anders And o.s.v. Men vær opmærksom på, at 1-2-3 årige godt kan blive bange for de store figurer. De andre parker er mere egnede til et bredere publikum aldersmæssigt. Og Epcot er nok den mest “voksne” park. Men der er ufatteligt mange muligheder: Selv en uge er IKKE nok til at se og opleve ALT. Jeg læste et sted, at hvis man spiser tre måltider hver dag tager det 2,5 måned at prøve alle Disneys spisesteder. Så husk forlystelserne er kun en del af totaloplevelsen. Kom altid tidligt, helst inden parken åbner. Det tager tid fra at I ankommer til Disney (parkeringsbetaling), til at I er inde i parken. 30-40 minutter er ikke unormalt. Disney parkerne ligger IKKE lige i hjertet af Orlando, så at bo på et hotel på fx International Drive i Orlando betyder en times transport fra hotel til park. Også selv om Google Maps siger 20 minutter. I skal indregne 30-40 minutter + eventuel ekstra tid til trafikforsinkelser, motorvejsbetaling o.s.v.
    Park hopper billetter er efter min mening ikke attraktive. De koster ekstra, og det er ikke særligt sandsynligt at I skifter park midt på dagen. Parkerne ligger ikke lige op ad hinanden som i Universal Studios, og et skift koster let 30-60 minutter. Disney Springs er at anbefale: Hyggeligt område med butikker, restauranter, levende musik og andre optrædende. Adgangen er for en gangs skyld gratis.
    Muligheden for at tage en badetur på hotellet midt på dagen er guld værd i varmen. Så har I tiden (og pengene), er det en god ide at bo på resortet. Opholdet kan også klares helt uden bil, da Disney har både busser, monorail tog og færger til at transportere gæsterne rundt i området. At bo der betyder også, at de små kan få en pause midt på dagen. Dermed kan de små være med til fyrværkeri og den hyggelige stemning om aftenen. Derudover er der også mulighed for “ekstra timer” i parkerne, som er kun for hotellernes gæster. Disney hoteller er ikke billige, men er inddelt i tre prisgrupper. Den billigste er ikke sindssyg dyr, da man betaler prisen for rummet uanset antal personer og ofte kan have to voksne og to børn i samme rum. Glem ikke at se resortet som en helhed. Der er masser af mulige aktiviteter uden for parkerne fx med mange gode restauranter på de mange hoteller. De også er værd at besøge, så den ikke skal stå på fast food tre gange dagligt. I nogle tilfælde er hotellernes pools lige prikken over i et på en varm sommerdag. Det var hvad jeg lige kunne komme i tanke om at gode ting at tænke over, hvis I overvejer et besøg i Disney World i Orlando.

    • HELE Disney, der er 4 parker plus 2 badelande og så Universal, du skal bruge 10 dage, for jeg tror ikke på du gider den ene park efter den anden, man bliver bims i knolden. De par gange jeg har været der, har jeg haft en dag ind imellem hvor jeg lavede andet.

  2. Vi skal til Orlando i januar 2016, hvor vores datter bliver 9 år. Jeg har hørt, at man kan bestille frokost eller te med Disney figurer og/ eller prinsesser i Disney World. Er det korrekt, og hvordan kan jeg i så fald gøre det? Mvh. Julie

    • Det kan jeg ganske enkelt ikke svare jer på, for jeg kender ikke svaret. Men det lyder da umiddelbart meget sandsynligt, at man kan booke en frokost eller et andet slags “møde” med udvalgte Disney figurer. Men det er ikke noget, jeg har hørt om eller kender noget til. Jeg håber, at kan researche videre på egen hånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.