Politikens Forlag har givet sine klassiske guidebøger Turen går til… en stor ansigtsløftning. Turen går til Californien er således blevet udvidet med en stor mængde stof om det vestlige USA, så den nye udgave nu er en bibel på 240 sider. Turen går til Californien og det vestlige USA er et overflødighedshorn af inspiration, og det er både godt og skidt. For de fleste turister har ikke en jordisk chance for at se blot halvdelen af de mange seværdigheder og lokaliteter, som er nævnt i den nye bog. Så det handler i endnu højere grad end før om begrænsningens kunst, når du bladrer gennem bogen.
Køb Turen går til Californien og det vestlige USA på Saxo.com
Californien fylder stadig mest
Californien er stadig hovedomdrejningspunktet, og Turen går til Californien giver nogle fine introduktioner til klassiske lokaliteter som San Francisco, Los Angeles, San Diego og Las Vegas. Således fylder beskrivelserne af de fire byer næsten den første halvdel af bogen. Som en del af det nye Turen går til-koncept har man tilføjet forslag til steder at bo, spise, shoppe og gå ud for hver by. Det er rigtig fin og brugbar information – både for første gangs turisten og for dem, som har været i Californien før.
Det vestlige USA er et gigantisk område
I resten af Turen går til Californien og det vestlige USA bevæger altid veloplagte Preben Hansen sig ud i de utallige nationalparker og naturområder i det vestlige USA – lige fra Joshua Tree National Park i syd til Olympia National Park i nordvest og Badlands i nordøst. Et gigantisk område over enorme afstande, og med mindre du har flere måneder til din rådighed, når du ganske enkelt ikke ud i alle afkrogene. Det er afstandene simpelthen for store til.
Det gælder altså om at vælge mellem de mange godbidder, og det har den nye guidebog ikke gjort nemmere. Lidt af et luksusproblem vil nogen måske mene. Men det er virkelig vigtigt at begrænse sig, hvis du ikke vil overlæsse din ferie i USA med indtryk og stresse rundt fra sted til sted.
Nyt ekstramateriale om Rocky Mountains området
Det nye ekstramateriale om bl.a. Stillehavskysten i Oregon og Washington State og beskrivelsen af Rocky Mountains med Yellowstone National Park – der i parantes bemærket ligger mindst to-tre dages kørsel fra Californien – finder du også i den tidligere udgave af Turen går til USA. Så har du den ved hånden under planlægningen af din næste USA-rejse, er du også ganske godt hjulpet.
Som altid er Turen går til.. fyldt med masser af gode fotos og kort over over storbyerne, der hjælper med at få placeret nogle af seværdighederne. Og bagerst i Turen går til Californien og det vestlige USA finder du en stribe praktiske tips til turisten. Alt i alt en fin introduktion til det vestlige USA. Men husk begrænsningens kunst.
Preben Hansen:
Turen går til Californien og det vestlige USA, Politikens Forlag 2017, 240 sider
Køb Turen går til Californien og det vestlige USA online på Saxo.com
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Det lyder som en dejlig tur I er ved at planlægge. Cirka 4-5 miles nord for vejen op til Hearst Castle skal I gøre stop på P-pladsen og gå ud og se på livet på stranden og i havet. Når I har været der, vil du vide, hvad jeg mener. I behøver ikke en overnatning mellem Las Vegas og Yosemite, der er cirka 6-7 timers kørsel, så det skulle kunne gå på en dag. I Yosemite kunne I prøve at undersøge overnatning i Curry Village. Det er telte med fast bund. Og meget centralt beliggende. I kan sagtens klare det udenom rejsebureauer, det har vi altid gjort. Og vi er netop kommet hjem fra den 11. USA tur. Rigtig god tur.
Forresten overvejer vi, om vi skal sove i telt i Yosemite? Vi er forholdsvis unge, 28 og 27 år. Er det realistisk, det vi har planlagt? Vi har snakket om at bestille det hele selv uden om rejsebureauer, hvad vil du anbefale der? Håber du kan hjælpe…
Jeg og en veninde tager til USA om et år. Vi er ved at have styr på, hvad vi skal se, men har lidt problemer med at overskue, hvor mange dage vi skal være de forskellige steder. Vi skal være afsted i 20 dage. Det vi har snakket om pt. er, at vi flyver til San Francisco og er der tre overnatninger. Så køre ned ad Highway 1, hvor vi ser Hearst Castle og overnatter i Solvang, hvor vi har en overnatning. Vi kører så til det nordlige Los Angeles, hvor vi har tre overnatninger, videre til San Diego, hvor vi har to overnatninger, så vi kan se SeaWorld og strandene. Vi vil så køre videre til Scottsdale, hvor vi har en overnatning. Og videre til Grand Canyon, hvor vi har to overnatninger. Derefter videre til Las Vegas med to overnatninger, og så skal vi have en overnatning mellem Las Vegas og Yosemite (ved ikke hvor det skal være, eller kan man køre den i en streg?). I Yosemite er vi også i to dage, hvorefter vi tager til San Francisco og er der en dag, inden vi flyver hjem igen.
Fed side du har! Jeg har læst og læst, også hvad andre har skrevet og du har svaret 🙂 Min kæreste og jeg planlægger en tur til Californien til foråret 2015. Vi har 3-4 uger at bruge af. Men regner med en tur på 19 overnatninger. Vi lander i Los Angeles, hvor vi har en overnatning til at vende os til tidsforskellen. Herefter er planen at køre mod San Francisco. Vi har planlagt 3 overnatninger undervejs op ad kysten, hvoraf to er i Monterey. Vi er i tvivl om, hvor vi skal stoppe mellem LA og Monterey? Jeg kan se, du har anbefalet Pismo Beach på din side, men er der en anden by, du hellere synes vi skal stoppe i? Evt Malibu, eller er det for tæt på LA? Vi har så 3 nætter i San Francisco, hvor vi bor ved Fisherman’s Wharf og kører herefter mod Yosemite, hvor vi tager 2 overnatninger. Herefter er planen at køre mod Las Vegas og tage et stop ved Death Valley på vejen (ingen overnatning). I Las Vegas har vi planlagt 2 overnatninger – burde vi tage 3? Vi vil også gerne besøge Grand Canyon med helikopter tur nu vi er i området. Efter Las Vegas var planen egenetlig en overnatning i Palm Beach, men den tror jeg, vi har droppet. Vi kører i stedet direkte til San Diego, hvor der er planlagt 3 overnatninger. Jeg er i tvivl om det er for meget? Til sidst vil vi retur til LA og være i 5 overnatninger. Hvor er det bedst at bo? Vi har fundet et sted tæt på Universal Studios. Vi søger at være der, hvor det sker. Shopping, restauranter m.m. Håber du kan finde tid til at svare 🙂 Vh Amalie
Hej Henrik, fantastisk side du har. Har læst og læst. Meget inspirerende. Vi vil til Californien over julen 2014 og vi er 2 voksne og 2 børn på 18 + 16. Vi tænker at flyve til San Fransisco 19/12, være der i 4 dage, køre ned ad Highway 1 til Los Angeles og bruge 3 dage på det, for til sidst at have 4 dage i LA. Hvordan lyder det? Hvilke byer er skønne at stoppe i på vejen til LA, og hvad skal vi se på vejen? Tænker at vi vil bo i West Hollywood for at få lidt hyggelig villa område med cafeer og liv på stranden. Hvordan lyder det? Kender du nogle steder der? Ved du også hvad det koster at leje en god bil i de 11 dage? Mvh Stine
Kan kun anbefale et road trip i området. Vi gjorde det i 2012. Som vores personlige ferieminde og som inspiration og lidt tips til andre, har vi lavet en blog. I er velkommen til at kigge med på http://www.wrrejser2012.blogspot.dk Vi hentede ufattelige mængder af viden og inspiration her på siden, så Henrik endnu engang tusind tak for det.
Vi er to voksne, som skal til USA fra den 12. august til den 5. september 2014. Vi flyver til Los Angeles og kører til Las Vegas, Grand Canyon, Bryce Canyon, Denver, Rocky Mountain, Mount Rushmore, Deadwood, Cody, Yellowstone, Grand Teton, Salt Lake City og mod vest til San Francisco, ned af Highway 1 tilbage til Los Angeles og så retur til Danmark. Hvor mange af de nationalparker, vi vil besøge på vores tur, giver “The National Parks and Federal Recreational Lands Pass” adgang til? Og hvilke vi skal købe billetter til ved siden af? Hilsen Per og Ann
Det nationalpark pas som I omtaler, hedder i praksis “America the Beautiful Annual Pass” og koster 80 dollars i 2014. Af de lokaliteter, som I nævner på jeres tur, giver passet adgang til Grand Canyon National Park, Bryce Canyon, Rocky Mountains National Park (nord for Denver), Mount Rushmore, Yellowstone og Grand Teton. Deadwood og Cody er byer i henholdsvis South Dakota og Wyoming. De eneste naturparker, som turister typisk kommer i nærheden af i det vestlige USA, som ikke er omfattet af nationalparkpasset er Monument Valley i Arizona (indiansk Navajo park), Antelope Canyon (ligeledes indiansk Navajo park), Custer State Park i South Dakota (statsparker er ikke omfattet af nationalpark passet). Desuden skal der betales entre til Grand Canyon West i Arizona (indiansk Hualapai park i det vestlige Grand Canyon). De fleste andre naturoplevelser i det vestlige USA er omfattet af nationalparkpasset.
Hej Henrik, Vi (2 voksne og 2 børn på henholdvis 10 og 14 år) er ved at planlægge vores rundrejse i Californien og det vestlige USA. Vi har 21 dage til rådighed og vil selvfølgelig gerne opleve det bedste af det bedste og helst ikke gå glip af noget. Vores foreløbige plan er: LA – Joshua NP – Grand Canyon – Monument Valley – Bryce NP – Zion NP – Las Vegas- Sequoia NP – Kings Canyon – Yosemite NP – San Francisco – Highway One. Vores datter på 14 vil rigtig gerne opleve en ranch og ud og ride i “det vilde vesten”. Vi blev anbefalet en ranch helt oppe ved Arches NP, men er bekymrede for om det ikke er rigeligt langt at køre, og om der ikke er rigeligt at se på den rute vi allerede har lagt. Selvom Arches NP nu også ser meget spændende ud. Hvad er din vurdering? Og kan du anbefale et ranch ophold i et af de område vi allerede har lagt os nogenlunde fast på. Tak for en fantastisk spændende og inspirerede hjemmeside/blog. Mvh Karin
Hej Karin, beklager at jeg ikke har fået svaret jer før, men jeg får ekstremt mange spørgsmål. Jeres rejserute ser ganske fornuftig ud, og I har også forholdsvis god luft i jeres rejseplan. Jeg er lidt i tvivl om, hvilken rute I har i tankerne på vej fra Monument Valley og videre over mod Bryce Canyon. Men I kunne faktisk godt få inkluderet Arches (og Canyonlands), hvis I kører nordpå fra Monument Valley og kører op til Moab, som er hovedbyen for både Arches og Canyonlands. Og det er et fantastisk landskab, som begge parker byder på. Fra Arches kunne I så køre op til Interstate 70, snuppe den cirka 30 miles vestpå, og så køre sydover ad Utah’s Highway 24 og følge den ind gennem Capitol Reef National Park – og så ellers køre ad Utahs Highway 12 fra Capitol Reef ned til Bryce Canyon. Og så er I tilbage på jeres oprindelige rute. Det er en “omvej” på yderligere tre-fire dage inkl. ranchophold, men det er et ret flot landskab, I får med i pakken, da Utah (ikke kun Bryce og Zion) byder på helt fantastiske landskaber. Jeg er personligt ret vild med både Arches og Capitol Reef. Og Utah’s Highway 12 betragtes som en af de mest spektakulære landeveje i USA, hvilket I ikke er i tvivl om, når I først kører på den. Hvis det kniber med tiden, kan I vælge at droppe jeres afstikker til Seqouia og Kings Canyon: Det er noget af en omvej fra Las Vegas at køre syd om Sierra Nevada bjergene, hvor det er nemmere fra Las Vegas at køre gennem Death Valley og op til Tioga Pass, og så køre ind i Yosemite fra øst. Det vil spare jer for noget der ligner en hel dags kørsel. Vælger I den løsning, må I gemme Sequoia og Kings Canyon til en anden gang, som naturmæssigt dog et stykke hen ad vejen minder om Yosemite. Jeg har desværre ingen erfaringer med ranchferie i Californien og omegn, så jeg har ikke nogen alternativer til ranchen ved Arches. Men få lige helt styr på, hvor den ligger henne, så I ikke skal halvvejs til Salt Lake City 😉 Fortsat god planlægning!
Vi er ved at planlægge en tur til Californien (2 voksne og 2 teenager drenge). Afrejse d. 4/7 og cirka med 18 overnatninger. Vi lander i LA og vil have 3 overnatninger der. Derefter fortsætter i til Monterey – 2 overnatninger, derefter 3 overnatninger i San Francisco. 2 overnatninger i Yosemite National Park. – 2 overnatninger i Grand Canyon – 2 overnatninger i Las Vegas – og derefter slutter vi af med 3 overnatninger i San Diego. Vi mangler noget info om, hvad man bare “skal” se og opleve. Der må gerne skulle se noget. Vi vil gerne på river rafting i Grand Canyon og en helikoptertur. Og evt. nogle resturanter som man simpelthen bare må prøve. Med venlig hilsen Heniette
Jeg kan se, at jeg ikke lige har fået svaret jer, Henriette, så det må jeg hellere får gjort noget ved: Det er et meget bredt spørgsmål, du stiller, så jeg vil begrænse mig til at sige, at jeg synes, jeres rejseplan ser fornuftig ud. Ved at vælge flere overnatninger samme sted, så falder I mere “til” de enkelte steder, hvilket slet ikke er så tosset. Men I får så også en del kørsel nogle dage. Fx bliver turen fra Yosemite til Grand Canyon noget af en dagstur, der umiddelbart ser ud til at blive det længste stræk på jeres rejseplan. Her skal I afsætte en hel dag til at køre. Med to teenagedrenge på “bagsædet”, så er en helikoptertur over Grand Canyon (fra Las Vegas) ikke nogen tosset ide. River rafting på Colorado floden gennem Grand Canyon har jeg ingen personlige erfaringer med, men kan fortælle, at det bl.a. foregår fra Peach Springs på Route 66. Det er Hualapai indianer stammen, som tilbyder dagsture med river rafting på Colorado floden, men værd opmærksom på, at det ikke er nogen billig fornøjelse: Prisen er næsten 400 dollars pr. person, når alle skatter og afgifter er medregnet, men så får man også en unik oplevelse. Men skal I også ud at flyve helikopter fra Las Vegas, så skal I måske overveje “kun” at vælge en af delene. I Los Angeles vil I næppe gå glip af Universal Studios, og i San Diego er hangarskibet USS Midway en fantastisk oplevelse, som jeres drenge utvivlsomt vil synes er spændende. Og så er SeaWorld i San Diego jo heller ikke kedelig – men vil I spare lidt på budgettet, så overvej i stedet den gamle klassiske forlystelsespark Belmont Park, som ligger lige på Stillehavskysten nord for San Diego og i kraft af sin placering lige på stranden byder på masser af sydcalifornisk stemning med barer og surfere – og en herlig trærutsjebane fra 1925! Rigtig god tur!
Hej Henrik. Vi er en familie på 2 voksne og 2 børn på 6 og 10, der skal til Californien fra 20/6 til 15/7. Vi starter i Los Angeles, og bor der i 8 dage og tager derefter til San Diego og er der i 2 dage. Derefter kører vi til Lake Havesu og er der 1 dag og kører til Grand Canyon og er der 1 dag. Derefter kører vi til Monument Valley og er der 1 dag. Derefter køre vi mod Bryce Canyon og overnatter i Page og kører videre til Bryce Canyon og er der i 2 dage. Så kører vi mod Las Vegas og er der i 4 dage, og endelig kører vi mod Yosemite og tage en overnatning i Bishop. Derefter kører vi i gennem Yosemite og overnatter et sted på den anden side, og slutter af med 3 dage i San Francisco og flyver hjem derfra. Vi vil lige spørge, om det er for meget på 25 dage med 2 børn? Vi er selv 33 og 36 år?
Hej Morten, jeg har lige kigget en ekstra gang på jeres rejseplan, og jeg synes ikke umiddelbart, at den ser for ambitiøs ud. I har valgt en stribe af de største oplevelser i det vestlige USA, og jeg synes, I har disponeret jeres tid fornuftigt. Jeg går ud fra, at jeres otte dage i Los Angeles skyldes, at I har lejet en bolig eller skal besøge nogen venner. Ellers er det måske lige i overkanten at bruge en hel uge i Los Angeles, inden I kører afsted ud på jeres tur. Hvis jeg skulle tilføje en dag et sted på bekostning af Los Angeles, ville jeg nok lægge to dage/ overnatninger ind ved Grand Canyon. Men ellers synes jeg, at jeg tur og jeres valg af byer og seværdigheder ser rigtigt fornuftigt ud. Og så handler det jo ellers om at lytte til børnene (især den mindste) og give dem en pause ved poolen, hvis de lige skal have en pause fra de mange indtryk af storbyer og flotte landskaber. Rigtig god tur – I kan roligt glæde jer 😉
Hej Henrik. Min kæreste og jeg rejser til Californien til efteråret. Vi er begyndt så småt at se på de forskellige ting, vi gerne vil opleve. Vi er lidt i tvivl om, hvor begrænset vi skal være. Vi har cirka 16 dage til at udforske Californien, kan du eventuelt komme med nogle gode råd? Derudover vil vi gerne købe et kort og undgå GPS, jeg er dog i tvivl om hvilken vi skal købe? Med venlig hilsen Cecilie
Hej Cecilie, stor respekt for jeres fravalg af GPS. Det er ret nemt at køre rundt i USA efter kort, hvad man jo i øvrigt har gjort i årevis, inden GPS’en blev opfundet. Og selvom jeg aldrig selv bruger GPS i USA, så vil jeg dog lige tilføje, at den kan være nyttig i de store byer. Men I kan sagtens klare jer uden – og i byerne – hvis I har en fornuftig “stedsans” og bruger gadenavnene til at navigere efter. Når det gælder trykte vejatlas/ kort over USA, så er min anbefaling altid Rand McNally’s Road Atlas i A3 størrelsen. Det indeholder to rigtigt fine kort over dels det nordlige og det sydlige Californien inkl. Nevada med Las Vegas – plus store og forholdsvis detaljerede bykort over storbyer som San Francisco og Los Angeles. Det kan dog være en fordel at supplere med mere detaljerede bykort over begge byer, afhængig af, hvor meget I skal bevæge jer rundt i fx San Francisco i bil. Las Vegas er ret nem at finde rundt i uden detaljeret bykort og GPS, hvis du spørger mig, hvis den også er på programmet. Men læs min anmeldelse af Rand McNally’s Road Atlas – her finder du også et link til Nordisk Korthandel, hvor du kan købe Rand McNally’s Road Atlas. Angående hvor meget man kan nå på 16 dage i Californien, så afhænger det lidt af, hvilken by I lander i Californien, og hvad der især har jeres interesse: Storbyer, nationalparker eller en kombination. Men jeg ville ihvertfald sørge for at bruge to eller tre dage på Highway 1 langs Stillehavskysten mellem San Francisco og Los Angeles, og så ville jeg også inkludere et besøg i Yosemite – her bør I afsætte to hele dage, og overnatte inde i parken. San Diego er også en ret fed by, hvis I vil opleve ægte sydcalifornisk stemning, og så kunne I jo overveje at slå et smut forbi Las Vegas på vej op mod Yosemite. Men så er de 16 dage vist også ved at være gået. Fortsat god rejseplanlægning.
Mange tak for svar. Vi lander i LA og du beskriver faktisk nogenlunde vores tur. San Diego har vi ikke haft med i vores overvejelser, men det vil vi tage til eftertanke. Vores plan er efter LA, kysten og SF, at vi vil tage til Yosemite Bishop, Death Valley og så slutte i Las Vegas. Og vi vil ikke gå glip af Grand Canyon, så for at spare tid og selvfølgelig for oplevelsen vil vi tage på helikoptertur. Det er virkelig svært at være begrænset, men vi skal jo have det bedste udbytte. Tak for en super hjemmeside. Med venlig hilsen Cecilie