Ferieboliger i Florida, Californien og hele USA

De seneste par år er det blevet meget populært blandt danske børnefamilier at leje ferieboliger i Florida. Især omkring Orlando vrimler det med store ferieboliger med egne pools, kæmpe køkkener og store soveværelser, hvor hele familien kan have base, når man ikke er i forlystelsesparker eller spiller golf. Nedenfor finder I praktiske tips til leje af ferieboliger i USA. Samtidig får I en liste over de meste interessante aktører, der udlejer eller formidler ferieboliger i Florida og resten af USA. Desuden kan I læse om boligbytte i USA – et alternativ til at leje ferieboliger i USA, hvis I har mod på den løsning.

Hoteller over overnatning i Miami Beach
Hoteller og overnatning i Key West
Hoteller og overnatning i Los Angeles
Hoteller og overnatning i San Francisco
Kasinohoteller langs The Strip i Las Vegas
Hoteller ved Grand Canyon
Hoteller og overnatning i Yosemite

Ferieboliger i Florida og Californien
Der er ikke samme tradition for at udleje sommerhuse og ferieboliger i USA og Canada, sådan som vi kender det fra Danmark og det øvrige Europa. Men i Florida er der masser af lækre feriehuse, der især er interessante for danske børnefamilier, som vil have base samme sted hele ferien – og ikke har planer om at tage ud på lange kør selv ferier.

Det er næsten udelukkende i Florida – og især i området omkring Orlando – at det vrimler med ferieboliger. De fleste huse er store villaer, indrettet i to etager med store soveværelser, stort køkken og flere badeværelser, egen pool og typisk også en garage. Aircondition er naturligvis også inkluderet. Altså en hel villa med alt, hvad børnefamilien har brug for af bekvemmeligheder. Flere ferieboliger ligger i såkaldte resorts, hvor der også er en række fællesfaciliteter som badeland, sportsfaciliteter, fællesrum, biograf og måske ligefrem en bemandet reception.

Ofte er ferieboligerne så store, at der nemt er plads til en otte-ti personer i samme villa. En børnefamilie kan altså nemt få plads til både mor, far og to-tre børn samt fx bedsteforældre i samme villa.

Ulemper ved at vælge en feriebolig
Mens listen over fordele ved en feriebolig er lang, skal I være klar over, at en feriebolig også har en række ulemper. Først og fremmest kommer I nemt til at “sidde fast” det samme sted hele ferien, da I er mindre tilbøjelig til at tage på længere ture, der kræver overnatning på hotel – da I jo allerede har lejet og betalt for et hus, der står og venter på jer.

Min anbefaling er derfor, at hvis I fx har lejet en feriebolig i nærheden af Orlando, og I gerne vil opleve Miami eller Key West, så book en nat i Miami – og mindst to nætter i Key West – så I ikke skal ligge og drøne frem og tilbage hele tiden. Godt nok er afstandene i Florida overkommelige, men der er stadig mindst et par timers kørsel til Miami fra Orlando og fem-seks timer til Key West – uden pauser undervejs. Så gør jer selv en tjeneste og book overnatning, når I tager på længere ture – ellers bliver det nogle meget lange dage med bilkørsel – og for kort tid ude på destinationen.

En alternativ mulighed er at dele ferien op, så I den ene uge har fast base i en feriebolig ved Orlando og den anden uge kører rundt på egen hånd med overnatning på hoteller eller moteller.

Professionelle udlejere af ferieboliger i USA
En af de kendte formidlere af ferieboliger i Florida og resten af USA er engelske HomeAway, hvor I selv booker direkte hos ejeren. HomeAway formidler boliger over hele USA, og har især mange i Florida – www.homeaway.dk

Private udlejere af ferieboliger i Florida
Der findes efterhånden en del danskere, der har købt feriehuse i Orlando-området, som udlejer deres ferieboliger ud til andre danskere. Og det kan i sagens natur være meget rart at leje et privat feriehus i Florida af andre danskere – dels gør det tingene lidt nemmere og så giver det en ekstra sikkerhed for, at tingene er i orden, når I kommer frem.

Tre familier fra Jylland er bl.a. gået sammen om at leje deres tre feriehuse i Paradise Palms Resort i Kissimmee ikke langt fra Orlando i det centrale Florida ud til andre danskere. På deres website kan I tjekke priser og reservere feriebolig – og naturligvis finde mere info om udlejning af ferieboliger i Florida. Mere på www.orlando-vacation.dk

Der findes flere andre danske familier, der udlejer feriehuse i Orlando-området. En af disse familier er Merete og Jan Svenningsen, der også har et feriehus i Kissimee, som udlejes til danskere, der vil have base i det centrale Florida kun en halv times kørsel fra Orlando. Mere på www.feriehus-kissimmee.dk

Boligbytte i USA og Canada
En helt tredje mulighed for at bo i “eget” hus i USA eller Canada er via boligbytte. Her er det noget-for-noget princippet der gælder, og her er udgangspunktet i sagens natur, at man stiller sin egen private bolig i Danmark til rådighed, som man så bytter med en fremmed amerikansk eller canadisk familie.

Formidlingen af selve byttehandlen mellem jer som boligejere og den fx amerikanske familie, foregår i første omgang via en tredjepart, fx den danske non profit organisation Dansk Boligbytte, som er en underafdeling af den internationale organisation Home Link. Home Link formidler annoncer fra boligejere, der gerne vil bytte bolig, og der findes både en online version og et trykt katalog, man kan blive optaget i mod et mindre gebyr. Mere information om boligbytte i fx USA, Canada eller resten af verden på www.boligbytte.dk eller på www.homelink.org

Hoteller over overnatning i Miami Beach
Hoteller og overnatning i Key West
Hoteller og overnatning i Los Angeles
Hoteller og overnatning i San Francisco
Kasinohoteller langs The Strip i Las Vegas
Hoteller ved Grand Canyon
Hoteller og overnatning i Yosemite

Læs også:
Landsdækkende nationale hotelkæder i USA
Moteller i USA og amerikansk motelkultur
Tips om overnatning på hoteller, hostels, bed and breakfast

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

7 svar til “Ferieboliger i Florida, Californien og hele USA”

  1. Hvilken vidunderlig USA hjemmeside! Selvom vi rejste meget rundt i landet, er der selvfølgelig masser af gode tips. Hold da op!! Jeg vil gerne sige, at selvom vi er glade for at leje vores ejerlejlighed i Orlando ud, vil vi gerne leje den ud til endnu flere danskere. Den kan findes på http://www.bahamabay.se

  2. Vi har boet på Encantada Resort og naboresortet i dejlige poolhuse, der ligger både en stor ny Target og et dejligt Publix supermarked lige i nærheden. Adskillige kæderestauranter lige om hjørnet (ikke kun fastfood). Nem adgang til motorveje og relativt nemt at finde vej både fra lufthavnen og til de forskellige forlystelsesparker. Vi foretrækker helt klart dette område fremfor området omkring International Drive.

    Det kan meget varmt anbefales at leje en feriebolig fremfor at bo på hotel, så er der også muligheden for selv at grille og benytte sig af nogle af de lækre råvarer, der fås bl.a. i Florida. Vi bliver hurtige trætte af at spise ude til alle måltider, derfor er det fedt med eget køkken. Og familien er ikke “lige oven på hinanden” som i et hotelværelse, hvilket er dejligt, hvis man er af sted mere end nogle dage. I Florida får man “meget hus” for pengene, når man lejer.

    Udover huse i Kissimmee har vi også lejet lejligheder på Sanibel Island og i Fort Myers Beach via HomeAway, lejer nu til sommer via dem igen i Californien. Det fungerer vældig godt. Udvalget er så stort, at det sværeste faktisk er at træffe et valg!

  3. Først og fremmest tak for en rigtig god side! Jeg kunne ikke umiddelbart finde en e-mail adresse, så smider lige min kommentar her 🙂 Blot til info, da afstanden til Orlando fra Merete og Jan Svenningsens feriehus i ovenstående beskrivelse, fremstår som ret lang :-). Merete og Jan Svenningsens feriehus er placeret i Encantada Resort, som er belliggende i Kissimmee lige op ad Disneys område og med cirka 30 minutters afstand til Orlando Downtown. Mvh Søren H. Kristensen, ferieflorida.dk

    • Hej Søren, tak for feedback. Jeg plejer at lave et ret konservativt anslag på afstande for ikke at “oversælge” en seværdigheder eller hvad de nu måtte være, men vil da lige justere beskrivelsen efter dine inputs, tak for det 😉

  4. Hejsa, kender du noget om det er sikkert nok, at leje lejligheder gennem private i New York, og kender du denne webside: https://www.airbnb.dk/? Tak for en rigtig god side, som vi tidligere har brugt. /Søren

    • Den skulle være god, har dog ikke selv erfaring med den. Plejer selv at søge/ leje gennem homeaway.com og det har fungeret fint.

    • Jeg har ikke selv erfaringer med hverken Airbnb eller HomeAway, men vil betragte begge formidlere af private boliger som reelle nok, og har ikke hørt andet. Airbnb er mig bekendt bedst til formidling af især private lejligheder i storbyerne, mens HomeAway typisk er en slags ferieboligportal, som især er gode til at formidle private ferieboliger til udlejning i ikke mindst Orlando. Hvis nogen har gjort sig erfaringer med enten den ene eller den anden formidler, er man velkommen til at bidrage med sine erfaringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.