George Lucas’ debutfilm American Graffiti fra 1973 er et festfyrværkeri af klassiske amerikanske flydere, der cruise op og ned ad hovedgaden en lørdag aften, lurende betjente rundt omkring i mørke gyder, hurtige måltider på den lokale drive in, kække bemærkninger ud af bilvinduerne i forbifarten plus en overflod af musikhits fra slutningen af 50’erne og starten af 60’erne tilsat sjove kommentarer af den lokale D.J. Wolfman Jack. En vaskeægte roadmovie fra dengang, der for alvor var biler til.

Se traileren til American Graffiti:

Provinsen i det centrale Californien
Handlingen udspiller sig i en mellemstor californisk provinsby, hvor den lokale ungdom lørdag aften kører rastløse op og ned ad hovedgaden i håb om lidt spænding, romantik, forbudte kys og måske endda lidt mere end det. En hovedgade, der her i starten af 60’erne stadig har masser af butiksliv – fra en tid, inden shopping centre og storcentre lagde mange amerikanske hovedgader og bykerner øde.

Samtidig er denne aften er speciel, da nogle af byens håbefulde unge skal forlade byen næste morgen for at tage på betalte collegeophold på den amerikanske østkyst. Derfor er der ekstra meget på spil: Kærestepar skal snart skilles – og beslutte sig for, om de fortsat skal være kærester, når de ikke længere har hinanden inden for rækkevidde.

Andre bokser med tvivlen om, hvorvidt de skal tage springet væk fra de velkendte rammer – og dyrke talentet på højt profilerede institutioner langt væk hjemmefra. Endelig er der dem, som bare griber aftenens muligheder – og ser om tilfældet måske giver bonus på en eller anden front.

En perlerække af skuespillere
Filmen følger en række forskellige gennemgående personer som fx Curt – i skikkelse af en meget ung Richard Dreyfuss – der står foran det svære valg, om han skal tage springet østpå næste morgen for det legat, han bl.a. har fået sponseret af nogle af de lokale erhvervsdrivende. En anden hovedperson, Steve, spilles af en ung Ron Howard, som siden fik en stor karriere bag lærredet som filminstruktør af film som bl.a. Apollo 13 og A Beautiful Mind. Hertil kommer den lidt nørdede Terry, spillet af Charlie Martin Smith, der også medvirkede i bl.a. De Uovervindelige.

En anden vigtig figur er den rastløse Milner, hvis ry hænger uløseligt sammen med hans fuldblods toptunede bil, som jævnligt bliver udfordret til at køre ræs. Denne lørdag aften bliver Milner udfordret af den selvsikre Bob Falfa, spillet af ingen ringere end selveste Harrison Ford.

Og så må vi naturligvis ikke glemme D.J.’en Wolfman Jack, der spiller sig selv, og som på lydsporet kommenterer den konstante musikstrøm. Wolfman Jack var en legendarisk vært, som optrådte på et helt netværk af amerikanske radiostationer tilbage i 50’erne og 60’erne. Hertil kommer en række andre gennemgående figurer, der gør filmen til et smukt patchwork af ungdommelige skæbner i den søvnige provinsby.

Kærlighedserklæring til den klassiske bilkultur
Sidste nat med kliken, som filmen hed på dansk, betragtes med god grund som en af de store ungdomsfilm fra 70’erne – takket være filmens manuskript, der rammer tidsånden lige på sømmet.

Og så er American Graffiti en perle af en roadmovie, der godt nok mest bevæger sig rundt i de samme gader. Men den oser af kubik og motorkraft kombineret med masser af kærlighedserklæringer til institutioner som drive-in dineren, hvor piger på rulleskøjter kører rundt og servicerer folk i deres biler.

Dineren i filmen – Mels Drive In – er i øvrigt et fast element i Universal Studios i både Hollywood i Californien samt i Orlando i Florida, hvilket også siger lidt om, hvor højt skattet filmen er af Universal Studios.

American Graffiti har mange skønne scener, men min favoritscene er nok den, hvor hovedpersonen Kurt skal bevise sit mod overfor en af lokale grupper af ”hårde drenge” – læderjakkegruppen The Pharaos.

Opgaven går ud på at fastgøre en wire til bagakslen på den lokale strømers patruljevogn, der holder i skjul i en mørk gyde, og kun venter på at fange det næste offer. Da de hårde drenge kører forbi de to strømere i gyden – mens de råber ”leve retfærdigheden” – må den lokale ordensmagt naturligvis eftersætte de flabede knægte – for dog kun at køre 50 meter, inden bagakslen med hjul og det hele ryger af. Det er en fantastisk scene.

En nostalgisk tur tilbage til 60’erne
Sidste nat med kliken er en tur tilbage til 1962, mens John F. Kennedy stadig var præsident. Men den er også klassisk roadmovie nostalgi med smukke biler, dinere og skøn musik på bilradioen.

Samtidig byder den på en perlerække af helt unge skuespillere, der siden fik flotte karrierer. Alt i alt en stor amerikansk klassiker, der pirrer næsen med en dejlig duft af brændte dæk, udstødningsgas og varm asfalt.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Af Henrik Lange, Highways-USA.com