Tag kombinationen af kulørte billiardkugler, støvede poolhaller, dristige væddemål pakket ind i en rammefortælling, der for en stor dels vedkommende foregår på amerikanske landeveje i det østlige USA – og tilsæt så et stjernespækket cast, og vupti, så har man en klassisk roadmovie.
The Color of Money hører til en af 80’erne lidt oversete film. Men den er fremragende – men det kan den jo også kun blive, når både en ung Tom Cruise og en særdeles erfaren Paul Newman står for de to hovedroller – samtidig med at instruktionen er lagt i hænder på Martin Scorsese.
Se traileren til The Color of Money:
Opdatering af klassisk 50’er film
The Color of Money lægger sig i direkte forlængelse af filmen Hajen (The Hustler) fra 1961, hvor Newman spillede en ung poolhaj, Fast Eddie Felson, dengang han stadig havde slagkraft i armen. Slagkraften slår det lidt sløjt til med 25 år senere. Men da han ved et tilfælde overværet den unge Vincent spille pool, ved han med det samme, at her er en knægt, der har talent. Et talent, der potentielt kan være mange penge værd.
Derfor tilbyder Eddie, at oplære den unge Vincent i poolspillets ædle tricks – herunder hvordan det at tabe kan vise sig at være en investering, der kommer mangfoldigt igen.
Eddie tager derfor Vincent og hans kæreste Carmen med på en poolturne rundt i det østlige USA for at tjene nogle ”nemme” penge – det er her roadmovien kommer ind i billedet – i øvrigt i Eddie Felsons skarptskårne 80’er Cadillac.
Desværre er Vincent noget sløv i optrækket, når det gælder forretningstalent – ikke mindst i forhold til disciplinen at tabe for senere at vinde. Men Vincent får efterhånden også styr på den side af sit talent – med kærlig, men bestemt hjælp fra kæresten. Og det ender med, at Vincent bliver så godt, at han ikke længere behøver Eddies hjælp, så trekløveret skilles – indtil de mødes igen til en stor poolturnering i Atlantic City.
Stjerner i filmen og på lydsporet
Det er et særdeles stjernespækket cast, der er drysset ud over The Color of Money. Først og fremmest lyder Newman naturligvis op som Fast Eddie Felson – en rolle han i øvrigt fik karrierens eneste Oscar for (ud over en æres Oscar) som bedste mandlige hovedrolle i 1987. Tom Cruise er den unge energiske knøs, mens hans mere erfarne og særdeles sexede kæreste spilles af Mary Elizabeth Mastrantonio – en rolle hun i øvrigt blev Oscar nomineret for som bedste kvindeligebirolle, uden dog at vinde.
Men også andre af birollerne er besat af kendte ansigter. Således har både Forrest Whitaker en mindre rolle som poolhaj, og det samme har John Turturro i endnu en rolle som poolhaj.
Og så er soundtracket helt i særklasse: Kunsterne som Phil Collins, Eric Clapton, Don Henley, B.B. King, Mark Knopfler, Robert Palmer, Willie Dixon og Warren Zevon står i kø for at skabe den helt rigtige stemning i de mange mørke og tilrøgede poolsaloner, der møder Eddie og Vincent på deres turne rundt på den amerikanske østkyst.
The Color of Money som roadmovie
Det handler om penge, der var den danske titel på filmen ved premieren, er altså ikke en klassisk roadmovie. Men i kraft af de mange køreture fra by til by på den amerikanske østkyst og antallet af skiftende motelværelser og dinere i filmen, er det oplagt at betragte The Color of Money som en roadmovie – tilsat et fantastisk lydspor.
I den mere kuriøse afdeling kan det afsløres, at det faktisk var Tom Cruise selv, der i langt de fleste tilfælde selv fik poolkuglerne til at trille i hul – også når det gjaldt de mere avancerede stød i filmens scener. Og så er det i øvrigt instruktøren Martin Scorsese selv, der i filmens indledende scene lægger stemme til den voice-over præsentation af poolspillet, som indleder filmen.
Endelig kan det som en kuriositet nævnes, at da Paul Newman i 1987 vandt Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle som Fast Eddie Felson, kunne han tage statuetten med hjem til kaminhylden, og stille den op ved siden af sin kones tilsvarende Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.
Hans kone Joanne Woodward vandt i 1957 en Oscar for sin rolle i filmen Evas tre ansigter – Three Faces of Eve. Dermed var Paul Newman og Joanne Wordward på det tidspunkt det eneste ægtepar i Hollywood, der begge havde vundet en Oscar for bedste hovedroller.
Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies
Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar