Roadmovies: One False Move, USA 1992

Instruktøren Carl Franklin startede sin karriere med et brag af en debutfilm. One False Move er en vanvittig spændende thriller, der samtidig er en roadmovie, der tager tilskueren med på en rejse fra Los Angeles til en lille flække i Arkansas. Et kultursammenstød mellem storby USA og provins USA, men en film, som ikke udstiller den lille provinsflække negativt, men tvært imod er loyal overfor det lille samfunds kvaliteter, selvom der også her er et par skeletter i skabene.

Se den officielle trailer for One False Move:

En blodig men intens thriller
To fængselsvenner har specialiseret sig i at røve pushere og dele rovet – kontanter og kokain. Men under et pusher røveri i Los Angeles, kører tingene helt af sporet, og seks personer ender med at blive knivdræbt.

De to fængselsvenner, Pluto og Ray samt Rays kæreste Fantasia, sætter efter det blodige røveri i Los Angeles kursen mod Houston i Texas, for at afsætte kokainen og tjene nemme penge. Derfra er det planen at køre videre til Star City i Arkansas, hvor Fantasia oprindeligt stammer fra.

De tre bliver dog hurtigt identificeret af politiet, og det samme gør deres plan om at køre helt til Star City i Arkansas. Her huserer den lokale politichef Dale Dixon, hvis sager normalt hører hjemme i kategorierne husspektakler, lørdags slagsmål og den slags. Så da to betjente fra Los Angeles dukker op i Star City for at vente på trekløveret fra Los Angeles, står Dale Dixon pludselig med en sag, der i hans optik har langt højere prestige end han er vant til.

Tilbage er så bare at vente på, at Pluto, Ray og Fantasia melder deres ankomst i Star City – hvilket sandsynligheden hele tiden stiger for, i takt med at de tre trækker et blodigt spor efter sig gennem New Mexico og Texas…

En af hovedrollerne har skrevet manuskriptet
One False Move er en sjældent intens thriller, som stille og roligt opbygger spændingen hen mod klimaks i slutningen af filmen. Men det gøres dygtigt og med simple midler – uden brug af voldsom action.

Det er netop den realistiske ramme om handlingen, der gør One False Move så elementært spændende – og samtidig så uhyggelig og intens på en gang.

Det gør heller ikke noget, at der spilles fantastisk over hele linjen. Bill Paxton er den ivrige politichef i Star City, Dale Dixon, der pludselig står med en stor sag fra storbyen – der samtidig trækker flere tråde til det lille samfund i Arkansas.

Blandt de tre kriminelle spiller særligt Billy Bob Thornton som Ray helt fantastisk. Billy Bob Thornton har faktisk skrevet manuskriptet til One False Move i samarbejde med Tom Epperson. Billy Bob Thornton er kendt som en både fremragende instruktør og skuespiller, hvilket han også beviser i One False Move.

Den stilfærdige, men hele tiden spændingsopbyggende underlægningsmusik er leveret af Peter Haycock og Derek Holt, som også nogle steder elegant inddrager instrumentalmusikken i selve scenerne – fx hen mod slutningen af filmen, hvor en sort fyr spiller på mundharpe i en scene – og lyden af mundharpen fortsætter, mens jagten på de tre kriminelle for alvor sætter ind, da de nærmer sig Star City.

Elementært spændende sydstatsrealisme
One False Move er ikke en film for folk med sarte nerver. Dens ultrarealisme vil sikkert være en tand for meget for nogle. Men det gør samtidig filmen så fantastisk spændende – kombineret med det meget fine portræt af en lilleby i USA, hvor tingene måske går lidt langsomt. Men hvor folk normalt ikke kommer rigtig galt afsted og det lokale samfund og sammenhold giver en særlig sammenhørighed – når ikke idyllen spoleres af udefra kommende elementer.

One False Move er et fremragende filmportræt fra et hjørne af USA, som man normalt ikke ser meget til på film – og som også har sine hemmeligheder, når man kradser lidt i overfladen. Læg også mærke til de frodige og grønne landskaber i Arkansas, der udgør filmens naturmæssige bagtæppe.

Og så er One False Move samtidig en ægte roadmovie, i kraft af køreturen fra Los Angeles via Houston Texas til Star City Arkansas, hvor der både indgår moteller, tankstationer og sågar en bilforhandler undervejs.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.