Roadmovies: Stranger Than Paradise, USA 1984

Filminstruktøren Jim Jarmusch har altid – helt bogstaveligt – befundet sig langt fra Hollywood. Det gjorde han også med sin anden spillefilm fra 1984, hvor han tog tilskueren med ud på en alternativ rejse fra New York via et hundekoldt og snedækket Cleveland i Ohio ned til et solbeskinnet Florida – alt optaget sammen i sort/hvid. Men historien er nærværende, og det samme er skuespillerne, så tag med på en anderledes rejse gennem det østlige USA tilbage i starten 80’erne.

Se den officielle trailer for Stranger Than Paradise:

Indvandrer historie fra Ungarn
I Stranger Than Paradise’s allerførste scene møder man ungarske Eva, der lige er ankommet fra Budapest – muligvis med det Pan American rutefly, der optræder i baggrunden. Eva er kusine til Willie, en ungkarl, som lever fra dagen til vejen i New York og har lagt sine ungarske rødder bag sig. Men da den tante, Eva skal bo hos i Cleveland i Ohio, er blevet indlagt på hospitalet, må Eva lige bo hos Willie i 10 dage i hans lille newyorker lejlighed, inden hun kan sætter kursen mod tanten i Cleveland.

Ind på scenen træder Eddie, ven med Willie, der hurtigt fatter interesse for Eva – uden rigtigt at få gjort noget ved sagen, inden Eva rejser videre til Cleveland.

På besøg i et vinterkoldt Cleveland
Så går der et års tid, og pludselig har Willie og Eddie heldet med sig i nogle af deres indsatser på hestevæddeløb og i poker, og i alt får Willie og Eddie skrabet 600 dollars sammen. For at skabe lidt afveksling i en ellers grå hverdag, låner de to gutter en bil, og beslutter sig for at køre fra New York til Ohio, for at besøge Eva og hendes ungarske tante i et vinterkoldt Cleveland.

Cleveland er en bidende kold fornøjelse, og da Willie og Eddie samtidig kun har fået brugt 50 af de i alt 600 dollars, mens de har boet gratis hos Eva og tanten i Cleveland, beslutter de sig for at søge mod varmere himmelstrøg. De inviterer Eva med på en impulsiv tur til Florida – deraf titlen Stranger Than Paradise.

Sort/ hvid independent charme fra 80’erne
Det er ikke de store armbevægelser, der kendertegner Stranger Than Paradise. Det er derimod en lille charmerende film, der lever i kraft af sine hovedpersoners skuespil, hvor John Lurie er den mest kendte.

Han var også med i Jim Jarmurch’s efterfølgende film fra 1986, Down By Law, der stadig er Jarmusch’s største og mest kendte spillefilm til dato. Filmens diskrete instrumentale musik er også komponeret af John Lurie, der altså spiller rollen som Willie. John Lurie og Jim Jarmusch arbejdede tæt sammen gennem flere film op gennem 1980’erne.

Og så er det ellers den underspillede humor – og det at filmen giver sig rigtig god tid til at fortælle sin historie – der gør Stranger Than Paradise til et charmerende bekendtskab – ud over rent faktisk at være en roadmovie.

Et par af de mere spøjse detaljer fra Stranger Than Paradise handler bl.a. om den sang, som Eva har med på en lille kassettebåndoptager fra Ungarn. På den hører hun jævnligt en indspilning med Screamin’ Jay Hawkins, som synger nummeret ”I Put a Spell on You”, oprindelig indspillet i 1956.

For at kunne nyde Stranger Than Paradise kræver det, at man er i humør til en sort/ hvid lavbudgetfilm med underspillet og alternativ humor. Men er du det, får du fuld valuta for pengene i denne alternative roadmovie fra en af 1980’ernes største amerikanske independent instruktører. Instruktøren Jim Jarmusch optrådte i øvrigt op gennem 80’erne og 90’erne i flere andre instruktørers spillefilm i små biroller – typisk i mindre produktioner lavet på den amerikanske østkyst.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.