Barstow, Californien – halvvejs mellem Los Angeles og Las Vegas

Som udgangspunkt burde der slet ikke ligge en by der, hvor Barstow i Californien ligger. Omgivet af Mojave ørkenen hele vejen rundt, er Barstow en ægte ørkenby med et særdeles tørt og varmt klima. Men med en placering præcis halvvejs mellem Los Angeles og Las Vegas og med tre motorveje og flere jernbanelinjer i baghaven, er Barstow et trafikalt knudepunkt med masser at tunge trucks og godstog. Og så er Barstow jo også en gammel Route 66 by med en Main Street, der er flankeret af utallige moteller.

Moteller og overnatning i Barstow – Californien
Hoteller og overnatning i Los Angeles – Californien
E-bog på dansk til Route 66 – 4.000 kilometer – 8 stater – 3 tidszoner. KLIK HER!

Moteller, fastfood, godstog og lastbiler
Barstow er arketypen på en amerikansk by i det vestlige USA tæt ved en motorvej: Et gigantisk truckstop med moteller, restauranter, tankstationer og fast food kæder langs Main Street – og sågar muligheden for at forkæle bilen med en bilvask med hånden, når ørkenstøvet bliver for påtrængende.

Men Barstow er også Route 66, og selvom byen måske ikke hører til på Top 3 over de mest charmerende Route 66 byer, har Barstow afgjort noget at byde på for Route 66 turisten.

Byens historiske stolthed er den gamle jernbanestation, og her finder du såmænd Barstow Route 66 Museum, for sådant et har man naturligvis. Det er ikke voldsomt stort, og det officielle Route 66 Museum i Californien ligger i Victorville, 32 miles længere mod sydvest. Men tjek alligevel Route 66 Museet i Barstow, hvis du tilfældigvis er byen på en fredag, lørdag eller søndag. Der er gratis adgang.

Snup en nat på Route 66 Motel
Barstow er et oplagt sted at snuppe en overnatning, takket være sin strategiske placering midtvejs mellem Los Angeles og Las Vegas. Priserne er også ganske rimelige, takket være konkurrencen.

Hovedparten af motellerne i Barstow hører til i den mere anonyme afdeling. Det gælder dog ikke Route 66 Motel midt på Main Street. Her kan du parkere bilen ved siden af en (rusten) klassiker fra 50’erne. I det hele taget har man gjort meget ud af at skabe den helt rigtige stemning – uden det bliver alt for corny. Og du overnatter i en rund – du læste rigtigt – dobbeltseng. Prisen er også rimelig: Jeg slap med 45 dollars inklusiv tax, da jeg overnattede på motellet i juni 2013. Så overvej lige Route 66 Motel i Barstow.

Tag bilen med i Skyline Drive In
Der er efterhånden rigtigt langt mellem drive in biografer i USA – prisstigninger på jord har taget livet af mange drive in biografer, når grunden blev for mange penge værd. Men i Barstow kan du stadig tage bilen med i biffen: Skyline Drive-In nordøst for byen (på Old Highway 58) viser film under åben himmel, når mørket falder på. Så vil du have lidt ekstra americana, er muligheden der i Skyline Drive-In.

Mens vi er i afdelingen for populærkultur, så overvej også at lægge vejen forbi McDonalds i Barstow. Burgerkæden har nemlig været kreativ og har indrettet restauranten ved Barstow Station i tre gamle togvogne, som en slags hyldest til byens stolte jernbanetraditioner. Så vil du have en Big Mac i utraditionelle omgivelser, så giv McDonalds chancen i Barstow.

Barstow Station (tæt ved byens rigtige jernbanestation) er et populært og overrendt butikscenter med kæderestauranter, fastfood og souvenirbutikker side om side. Centret ligger lige der, hvor Interstate 15 krydser Main Street og dermed den gamle Route 66 – med tilhørende afkørsel. Derfor er der også en del motorvejsturister ved Barstow Station. Brugeranmeldelser giver ikke høje karakterer til stedets restrooms, men McDonalds får pæne karakterer for deres togrestaurant.

Seværdigheder i og omkring Barstow
Barstow vrimler ikke ligefrem med attraktioner ud over dem, der er relateret til Route 66. Men byen er med rette stolt af The Casa del Desierto, byens jernbanestation, der blev opført i spansk kolonistil i 1911 som kombineret station og hotel. Den var et af de såkaldte Harvey Houses, der lå spredt ud over hele det vestlige USA, og som servicerede de første turister, der ankom med tog.

Kæden var bl.a. kendt for sine såkaldte Harvey Girls, unge hvide kvinder mellem 18 og 30 år, der serverede og opvartede gæsterne på hotellerne – ganske ærbart. De unge kvinder skulle følge en lang række strikse regler, for at kunne optræde som Harvey Girls. Kæden blev grundlagt af iværksætteren Fred Harvey, deraf navnet.

Den imponerende Casa del Desierto i Barstow blev restaureret i 1990, og stationsbygningen huser i dag ud over det tidligere nævne Route 66 Museum i Barstow også jernbanemuseet, Western America Railroad Museum, der ligesom Route 66 museet kun er åbent fredag, lørdag og søndag. Uden for museet holder der en stribe ældre lokomotiver og vogne. Amtraks eksprestog mellem Los Angeles og Chicago, Southwest Cheif, stopper også dagligt ved stationen i Barstow.

Calico Ghost Town
En af de mest kendte spøgelsesbyer i USA, Calico Ghost Town, ligger 5 miles nordøst for Barstow – tæt på Interstate 15 i retning mod Vegas. Den har sin egen afkørsel fra motorvejen, Ghost Town Road.

Calico var en sølvmineby grundlagt i 1881. Men da priserne på sølv faldt drastisk i midten af 1890’erne, pakkede minearbejderne deres habbengut og søgte nye minegange. Den forfaldne ruinby blev i 1951 købt af rigmanden Walter Knott, der i øvrigt også har grundlagt forlystelsesparken Knott’s Berry Farm i Los Angeles. Han lod Calico genopføre som en slags turistattraktion. I dag har Calico udviklet sig til en fuldvoksen seværdighed – selvom det med spøgelsesbyen efterhånden skal tages med en gran salt, hvis man forventer ruiner og vildnis.

Det koster 8 dollars (2013) for voksne og 5 dollars for børn (2013) at besøge Calico Ghost Town, der i dag drives af San Bernardino County, der har givet spøgelsesbyen status af regional park.

Moteller og overnatning i Barstow – Californien
Hoteller og overnatning i Los Angeles – Californien

Læs min guide til Route 66 i det østlige Californien
Læs også guiden til Route 66 i det vestlige Californien

Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange og Barstow Chamber of Commerce

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ét svar til “Barstow, Californien – halvvejs mellem Los Angeles og Las Vegas”

  1. Jeg vil gerne lige anbefale Peggy Sues Diner, der ligger ved samme afkørsel, hvor man kører til Calico. Bygget i 1954, og de nuværende ejere har haft den siden 1987. Her er ægte amerikansk diner stil med barstole, spisebåse (booths) og servitricer i pastelfarver. Den ligger i gåafstand fra KOA pladsen i Barstow/Calico.