Route 66 starter som bekendt i Chicago, og i den kommende uge er det Route 66 gennem Illinois og til dels Missouri, som er på min to do liste, når jeg flyver til Chicago og bruger tre dage på at gennemkøre den klassiske landevej gennem Midtvesten.
Det er faktisk første gang, at jeg skal køre på Route 66 i Illinois. I november 1997, da jeg første kørte Route 66, tog jeg stort set hele strækningen fra St. Louis og helt til Santa Monica. Men i november 1997 var ganske enkelt for koldt at køre hele vejen til Chicago. Og så tog det også for lang tid: Jeg kom nemlig fra Florida. Derfor er det et “missing link”, som i den kommende uge fyldes ud, når jeg langt om længe får testet den sidste/ første del af Route 66.
Route 66 i Illinois er ganske velbevaret. Mens den gamle landevej i flere andre stater – bl.a. Missouri – reelt er blevet fjernet fra landskabet, da man “bare” anlagde den nye motorvejen oven i Route 66 – så gik man heldigvis mere nænsomt til værks i Illinois. Det skyldes ikke mindst de mange mindre byer, som man ikke bare kunne mose en motorvej tværs ind igennem. Derfor er Illinois en af de mere frodige Route 66 stater, hvilket også gælder Kansas, Oklahoma, Arizona og Californien, mens Route 66 desværre er udvisket på store strækninger gennem Missouri, Texas og New Mexico.
Blandt højdepunkterne, som jeg glæder mig til at opleve i den kommende uge er Ariston Cafe i byen Litchfield, der i en menneskealder har serveret mad for de rejsende på Route 66. Andre højdepunkter bliver Soulsby Shell Station i Mount Olive, der også betragtes som lidt af en Route 66 ikon, og så er der naturligvis The Cozy Dog Drive In, der blev åbnet i 1949, og som ifølge historien opfandt den amerikanske Corn Dog – en pølse på en pind dyppet i sukkerholdig dej, og derefter stegt i friture.
Et andet højdepunkt bliver at gå over Chain of Rock Bridge, som udgjorde Route 66 linket mellem Illinois og Missouri med St. Louis på Missouri siden. I Missouri skal jeg et smut ned til Meramec Caverns, som er nogle drypstenshuler en halv times kørsel fra St. Louis, som jeg også har til gode at besøge. Endelig så mangler jeg også at komme op i St. Louis’ berømte Gateway Arch, som markerer grænsen mellem det klassiske og koloniserede USA øst for Mississippi floden og det vilde vesten vest for floden.
Desværre ser vejret ikke alt for godt ud, når jeg tjekker 7 døgns prognosen, men jeg krydser fingre for, at det klarer lidt mere op, så jeg kan få nogle hæderlige fotos med hjem – plus en stribe artikler, som Route 66 i Illinois kan få den dækning her på Highways-USA.com, som ruten retteligt fortjener.
Læs min introduktion til Route 66 i Illinois
Læs min introduktion til Route 66 i Missouri
Få masser af rejsetips til Route 66
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar