Fra Albuquerque og vestpå går det bogstaveligt talt op ad bakke i takt med at man kører op på højsletterne med sandstensdale og klipper i smukke formationer. Området er en del af Zuni Bjergene og byder på både geologiske og historiske seværdigheder, som tager udgangspunkt i de indianske kulturer, som gennem tiden har levet i området.

E-bog på dansk til Route 66 – 4.000 kilometer – 8 stater – 3 tidszoner. KLIK HER!
Hoteller i Albuquerque på Route 66, New Mexico
Moteller i Grants på Route 66, New Mexico
Hoteller og moteller i Gallup på Route 66, New Mexico

Uranium i Grants og Continental Divide
Grant, en tidligere mineby på Route 66, har også sin andel af moteller, cafeer og neonskilte. Grants fik et boom, da en rancher fandt uranium i undergrunden i 1950’erne, hvilket blev starten på en periode med intensiv minedrift for at udvinde uranium. I dag er produktionen stoppet, men byens minemuseum, New Mexico Mining Museum, fortæller historien om mine eventyret. Slut af med et besøg på Uranium Cafe i Grants og indtag et måltid i klassiske Route 66-omgivelser.

Fra Grants og vestpå har Route 66 sit eget liv, og følger over en strækning på cirka 30 miles sin egen rute, der har karakter af bjergvej. Vil man tage en afstikker, kan man fra Grants og sydpå køre ned til Inscription Rock, hvor rejsende gennem århundreder har indskrevet deres navne i de bløde sandstensklipper. Halvejs mellem Grants og Gallup passerer man Continental Divide, der markerer at det regnvand, der falder på vestsiden af bjergene løber ud i Stillehavet, mens det der falder på østsiden løber ud i Atlanterhavet eller Den Mexicanske Golf.

Indiansk kultur og Route 66 mødes i Gallup
Gallup er sidste større by i New Mexico – en stolt Route 66-by med en flot hovedgade med velbevarede neonskilte. Et af dem viser vej til El Rancho Hotel, en klassisk Route 66-lokalitet siden 30’erne. Hotellet blev bygget af en bror til den berømte filminstruktør D.W. Griffiths, og hvert værelse i den gamle fløj er opkaldt efter datidens filmstjerner.

Men Gallup har også en række andre Route 66-moteller, og hertil kommer flere diners og cafeer. I øvrigt er Gallup i høj grad præget af sin beliggenhed tæt på det store Navajo indianerreservat, og byen kalder sig af samme grund for The Gateway to Indian County.

Det sidste stykke vej fra Gallup til Arizona’s grænse kan man igen glæde sig over en strækning original og uforstyrret Route 66, der løber gennem det kuperede og bjergrige landskab nord for Interstate 40 – i øvrigt med navnet Highway 118.

Hoteller i Albuquerque på Route 66, New Mexico
Moteller i Grants på Route 66, New Mexico
Hoteller og moteller i Gallup på Route 66, New Mexico

Klik dig videre ad Route 66 gennem det østlige Arizona

Af Henrik Lange, Highways-USA.com