Den store familieattraktion i San Antonio er SeaWorld, der ligger 20 minutters kørsel vest for centrum. San Antonio er det eneste sted i USA uden for Florida og Californien, der har et SeaWorld. Det milde klima i det centrale Texas gør, at parken også her kan holde åbent stort set hele året. SeaWorld i San Antonio leverer også familievenlig underholdning for alle aldre.

Hoteller ved SeaWorld i San Antonio
Hoteller og moteller i San Antonio, Texas

IMG_1612

Hvalshows og delfinshows i SeaWorld
SeaWorld i San Antonio lever helt op til forventningerne til, hvad SeaWorld skal kunne levere af oplevelser. Især når det gælder de berømte hvalshows og delfinshows, er der fuld valuta for pengene. De to store ”Shamu” hvaler, der er SeaWorld’s maskot og som også indgår i parkens logo – og som i øvrigt findes flere forskellige udgaver i hver af de tre parker – giver den fuld gas i det store bassin, og kaster sig legesygt op i luften til stor glæde for de mange tilskuere.

IMG_1675

Sjovt nok, så har mange tilskuere stadig ikke regnet ud, at der er en vis risiko for at blive våd, hvis man sætter sig i ”The Splash Zone” tæt på selve bassinet. Faktisk er det en indbygget del af showet i SeaWorld, at man helst SKAL være våd, når man sidder i The Splash Zone: Hvalerne kan et trick med deres store halefinner, hvor de kaster kaskader af vand op på tilskuerne – til stor begejstring for dem, som ikke bliver våde.

IMG_1708

De findes tre-fire forskellige shows i SeaWorld i San Antonio, som kører to gange i løbet af en eftermiddag. Ud over hvalshowsne, er det shows med delfiner, søløver og sågar en hvalros plus flere papegøjer. Hertil kommer SeaWorlds egne artister, der laver udspring, synkronsvømning og klovnerier – meget familievenligt og som altid veltimet og flot koreograferet med lys, lyd og musik.

IMG_1717

Rutsjebaner og forlystelser i SeaWorld San Antonio
Når det gælder forlystelser, er der lidt længere mellem snapsene i SeaWorld San Antonio – hvis man sammenligner med San Diego og Orlando. Der er reelt ”kun” to rigtigt vilde forlystelser: Dels rutsjebanen Steel Eel, der til gengæld har en topfart på 65 miles/ og som på det højeste punkt når op i 150 fods/ 46 meters højde, hvilket ensbetydende med en fin udsigt ind mod San Antonio’s Downtown. Sæt dig bagest i vogntoget, så får du mest smæk for skillingen.

IMG_1588

Den anden af de “vilde” er rutsjebanen The Great White, hvor man hænger med benene frit svævende ud under sig, og så bliver man ellers centrifugeret rundt adskillige gange. Der er ”thrill” for alle pengene, når du sætter dig op i The Great White, som i den grad leverer et adrenalin kick. Det lykkedes mig faktisk at få en smule kvalme efter tur nummer tre, og jeg er normalt rimelige hårdfør hvad den slags angår.

IMG_1564

The Great White er meget passende placeret lige ved siden af SeaWorld’s river rafting forlystelse, så du kan blive lufttørret efter en tur rundt på SeaWorld’s river rafting forlystelse, Rio Loco. For der er både vand- og vådheds garanti, når du hopper ombord på river rafting bådene. For bliver du ikke våd af de plaskende strømhvirvler og vandmasser undervejs, så bliver du det af vandfaldet og de vandstråler, der IKKE stopper, når båden kommer sejlende. Så hvis du ikke vil være våd, så bliv i land.

IMG_1567

Jeg har ikke tidligere prøvet en river rafting attraktion, hvor man blev så våd, som den i San Antonio. Jeg var gennemblødt efter turen, og det var lige i overkanten. Heldigvis tørrede jeg dog forholdsvis hurtigt igen i løbet af eftermiddagen.

Endelig har SeaWorld også deres vandrutsjebane, Journey to Atlantis, som desværre var lukket p.g.a. vedligeholdelse, da jeg besøgte parken. Hertil kommer en række kørende forlystelser for de mindre børn, der har deres helt eget legeområde med legepladser, springvand (husk badetøj) og kørende forlystelser.

IMG_1537

Det praktiske om SeaWorld San Antonio
Ud over selve SeaWorld parken, har man også Aquatica i San Antonio, der er SeaWorld’s regulære vandland, som er åben i sommerhalvåret fra maj til oktober. Bemærk at SeaWorld i San Antonio ikke er åben alle dage hele ugen, men kun i weekenderne lørdag-søndag i ydersæsonen i vinterhalvåret.

IMG_1551

Fra midten af november frem til og med nytår fejrer man jul i SeaWorld med masser af juletræer og julepynt. Det var således pyntet op til jul på Texas’ maner i SeaWorld – en lidt spøjs oplevelse, når det samtidig var 20-25 graders varme og solskin og med masser af blade på træerne.

IMG_1553

Ud over selve entréudgiften til SeaWorld (64 dollars pr. person i 2013) betaler man også 15 dollars pr. bil for at parkere ved SeaWorld. Hertil kommer, at mad og drikkevarer ikke er specielt billige i parken, hvilket næppe kan overraske. Så SeaWorld er ikke en helt billig fornøjelse – men trods alt festlig og fin familieoplevelse, der vil begejstre både store og små familiemedlemmer.

Hoteller ved SeaWorld i San Antonio
Hoteller og moteller i San Antonio, Texas

Af Henrik Lange, Highways-USA.com