Starline Tours: Ture i Hollywood + Beverly Hills

Guidede ture rundt i Hollywood og Beverly Hills for at se nogle af stjernernes private millionvillaer – eller endnu bedre stjernerne selv – står højt på To Do listen, når turister besøger Los Angeles. Der findes flere forskellige operatører af disse guidede ture, men Starline Tours hører ubetinget til blandt de bedste og har guidet turisterne rundt i Hollywood siden 1935. Så de ved præcist, hvordan den sag skal gribes an. Her er en beskrivelse af de mest populære guidede busture med Starline Tours i Hollywood og Beverly Hills.

Hollywood Celebrity Homes Tour – Starline Tours
The Young Hollywood Tour – Starline Tours

Kendisser, stjernestøv og millionvillaer
Hvis I have lidt stjernestøv og en smagsprøve på det ”ægte” Hollywood, er en guidet bustur rundt i filmbyen en rigtig god ide. For det kræver et vist lokalkendskab og en god stedsans at finde frem til de ”interessante” lokaliteter i Hollywood og Beverly Hills – plus viden om lokale forhold i forhold til, hvad der er tilladt i stjernernes baghave.

Selvom det er muligt at købe selv-guidede kør-selv ture rundt i Los Angeles, hvor man følger et bykort, er det altså en del nemmere at få hele herligheden serveret på et sølvfad af en veloplagt guide med et glimt i øjet, som kan krydre turen med den seneste sladder fra Hollywood og omegn.Hovedparten af Starline Tours guidede ture foregår i minibusser – nogle af dem uden tag – som gerne må køre rundt på nogle af de mondæne villaveje i Beverly Hills, i modsætning til de store turistbusser. Desuden er antallet af deltagere på hver tur ofte begrænset til mellem 15 og 24 personer. Så vi taler altså ikke om store busfulde af turister, der bliver fragter rundt som kvæg i Los Angeles.

Movie Stars’ Homes Tour
Denne klassiker er en guidet to timers bustur rundt til nogle af de mest ”kendte” millionvillaer i bl.a. Beverly Hills. Indehaverne er i hvert fald kendte, for villaerne er ejet af bl.a. Halle Berry, Tom Cruise, Madonna, Bruce Willis, Sandra Bullock, Al Pacino, David og Victoria Beckham, m.fl. som Hollywood Celebrity Homes Tour kommer forbi – dog med det forbehold, at turen kan ændre sig p.g.a. trafik og andre lokale forhold. Du er altså ikke garanteret, at I kommer forbi samtlige af ovennævnte stjerners villaer.

Man kommer naturligvis også forbi nogle villaer, som tidligere stjerner har boet i. Det gælder bl.a. afdøde kendisser som Frank Sinatra og Elvis Presley. Der er i sagens natur ingen ”stjerne garanti” på turene, men hvis I vil give jeres ”starspotter” talent en chance, er Movie Star’ Homes Tour ikke noget dårligt bud.

Ud over de private stjernevillaer får I også en tur på Hollywood Boulevard med Walk of Fame-stjernerne i fortovet, Sunset Strip, Rodeo Drive i Beverly Hills plus Pretty Woman hotellet Beverly Wilshire Hotel, og I har også udsigt til det berømte Hollywood skilt oppe på bjergsiden. Desuden kommer I forbi en stribe klassiske Los Angeles lokaliteter, der har optrådt i adskillige film, bl.a. natklubben Whiskey A Go Go, The Viper Room, House of Blues og comedy klubberne Laugh Factory og Comedy Store.

Starlines’ Hollywood Celebrity Homes Tour køres dagligt hver halve time fra kl. 9.30 frem til solnedgang på minuttal 00 og 30. Man stiger ombord på bussen foran det berømte Grauman’s Chinese Theater på Hollywood Boulevard, der er nabo til det store Oscar teater, Dolby Theater (tidligere Kodak Theater). Reservér/ Køb jeres billetter på forhånd, så I er sikre på at få en plads på den ønskede afgang.

Hvis I foretrækker at blive afhentet direkte på jeres hotel – i stedet for at skulle køre ned til Hollywood Boulevard – kan det også lade sig gøre. Star Line Tours tilbyder afhentning på de fleste hoteller i Los Angeles to gange om dagen – typisk ved ni tiden om morgenen eller alternativt ved middagstid. Det præcis afhentnings tidspunkt oplyses ved booking af billetterne.

Indholdet af Hollywood Celebrity Homes Tour med direkte afhentning på jeres hotel er den samme, som hvis I selv dukker op ved Grauman’s Chinese Theater på Hollywood Boulevard. Varigheden af turen er også den samme – to timer. Prisen er dog lidt højere, hvis I vælger at blive afhentet direkte på jeres hotel.

Starlines’ Hollywood Celebrity Homes Tour i Beverly Hills køres i åbne busser med plads til 12-14 personer, så I har gode muligheder for selv at få et godt skud, hvis I er heldige og møder en celebrity. Husk at klæde jer varmt på i køligt vejr. Turene udgår fra Grauman’s Chinese Theater på Hollywood Boulevard (ved siden af Dolby Theater).

Hollywood Celebrity Homes Tour – Starline Tours
The Young Hollywood Tour – Starline Tours

Informationerne på denne side er senest opdateret den 22. november 2018.

Bemærk: Jeg optjener provision, hvis I vælger at købe billetter til StarLine Tours via Highways-USA.com. Indtægterne bliver brugt til nye reportagerejser til USA, men også til investeringer i at videreudvikle og gøre Highways-USA.com endnu mere relevant for jer som brugere. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

4 svar til “Starline Tours: Ture i Hollywood + Beverly Hills”

  1. Hej Henrik, jeg vil give min datter en tur til Los Angeles i konfirmationsgave. Jeg har tidligere været i New York med min anden datter. Der foregår alt jo til fods, og jeg kommer nu i tvivl om Los Angeles er helt håbløs at tage til – hvis jeg slet ikke har mod på at køre i bil. Vores transport vil blive med de offentlige muligheder. Kan du anbefale et hotel som ligger fint i forhold til offentlig transport til de vigtigste seværdigheder? Andre ting vi skal være opmærksom på, når man IKKE har bil til rådighed. På forhånd tak.

    • Jeg kan ikke anbefale et specielt hotel, men hvis I vælger et hotel omkring Hollywood Boulevard og Highland Avenue – tæt på Hollywood Heights – er I tæt på det meste og kan tage metroen direkte op til fx Universal Studios. Der ligger en metrostation lige der, hvor Hollywood Boulevard og Highland Avenue krydser hinanden. “Ulempen” – hvis man kan tale om en sådan – er at det lige der alle turisterne er, da det er her I finder de berømte stjerne i fortorvet og de store biografer og Oscar teateret Dolby Theater. Så det er en lidt “støjende” kvarter og meget turistet. Alternativt kan I vælge et hotel helt oppe ved Universal Studios. Skulle jeg selv vælge, ville jeg nok prøve at søge efter noget i West Hollywood og langs Sunset Boulevard, men det er mere bøvlet, hvis I ikke har bil, da den offentlige transport her “kun” består af busser.

  2. Vi er faldet over et kupontilbud Rockin Hollywood Tours, som udbyder to timers rundture til Hollywood. Kender du det firma? Vh Marianne

    • Jeg kender ikke Rockin’ Hollywood Tours, men at dømme efter de amerikanske anmeldelser på Trip Advisor og det amerikanske site Yelp, så er der meget delte meninger om kundeservice og selve turene generelt. Som jeg lige tolker anmeldelserne, lyder det som en discount udgave af de ture, Starline Tours udbyder. Når jeg ser et firma, der får så blandende anmeldelser på Yelp og Trip Advisor, og anmeldelserne ikke er mere end 14 dage eller en måned gamle, så hejser jeg lige et rødt flag. Men jeg har som sagt ikke prøvet dem, så jeg vil ikke afvise, at de kan levere en fin guidet tur. Personligt ville jeg gå efter en tur med Starline Tours, når man nu er taget helt til Los Angeles og vil opleve Hollywood.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.