Toronto har et af Nordamerikas bedste offentlige transportsystemer med både metrolinjer, et stort netværk af sporvogne, regionaltog, bybusser og sågar færger. Er det ikke nok, kan du altid tage en af byens utallige gule eller orange taxaer, der altid er inden for rækkevidde – til takster, som ikke ruinerer dig.

Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Velfungerende og sikker subway
Toronto har flere subwaylinier, men for turister er den mest interessante den gule linje, der har form som et gigantisk U og som kører nord-syd-nord. I bunden af U’et ligger Union Station, Toronto’s hovedbanegård, hvorfra der kører intercitytog og regionaltog.

De to ”ben” i U’et på den gule subwaylinje kører parallelt med hinanden gennem Downtown med et par gaders mellemrum. Den gule linie ender i hver sin nordlige forstad. Skal du fra øst til vest, kan du skifte til den grønne subway linje, der forbinder Toronto’s østlige og vestlige forstæder. Hertil kommer et par andre metrolinjer i forstæderne. Metrolinjerne kører non-stop fra tidlig morgen til kl. et om natten.

Sporvogne i Toronto Downtown
Toronto er en sporvogsnby med et af Nordamerikas største sporvejsnet. Sporvognen har den åbenlyse fordel, at du hele tiden kan følge med i gadelivet, mens du kører gennem de forskellige kvarterer. Skal du ud på kortere ture, er sporvognen klart at foretrække. Det er også nemmere at komme tæt på din destination med sporvognen frem for metroen.

Uanset om du vælger skinnerne over eller under jorden, er prisen til at overskue: En enkeltbillet koster 3,00 canadiske dollars (2015), uanset om du vælger sporvogn eller metro. Et 24 timers dagspas til ubegrænset rejse med metro, sporvogn eller bus koster 11,50 canadiske dollars (2015). De fleste sporvognslinjer kører fra tidlig morgen til kl. et om natten, dog kører enkelte sporvognslinjer kun i dagtimerne mandag til fredag.

Orange og gule taxaer i Toronto
Vil du fra før til dør, kan du altid praje en af Toronto’s utallige gule eller orange taxaer, som konstant cirkler rundt i gaderne. Det er ikke specielt dyrt at køre taxa i Toronto, og du kommer rimelig langt omkring for ti canadiske dollars.

Husk kontanter – mange taxachauffører i Toronto tager stadig ikke kreditkort. Husk også, at det at give drikkepenge er lige så udbredt i Canada som i USA, hvilket også gælder i taxaerne.

Færger ud til Toronto Islands
Placeret ved bredden af Lake Ontario indgår lokale færger også som en del af infrastrukturen i Toronto. Det er dog kun, hvis du vil over til den lille gruppe småøer i Toronto’s indre havn, at færgerne er relevante. Om sommeren byder Toronto Islands på nogle af Toronto’s bedste parker og strande.

En tur med færgen over til Toronto Islands tager 15 minutter, og der er afgang cirka hver halve time i sommermånederne. Kom i god tid, da køerne kan være meget lange på en varm sommerdag. Færgerne sejler fra havnefronten for enden af Bay Street ved Queen’s Quay nedenfor Downtown.

Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Af Henrik Lange, Highways-USA.com