Efter flere måneder med lukkede grænser p.g.a. risikoen for spredning af corona virus og en rejsevejledning fra Udenrigsministeriet, der stort set malede hele verden rød, blev der torsdag 18. juni 2020 åbnet op for rejser til det meste af Europa med nogle enkelte undtagelser. Men der er IKKE ændret noget i forhold til rejser til USA.
USA er fortsat i praksis lukket for indrejsende fra Schengen landene, Storbritannien og Irland og Udenrigsministeriet fraråder fortsat ikke nødvendige rejser til USA.
USA er stadig lukket for danske turister
Genåbningen af de danske grænser til Europa – og den opdaterede rejsevejledning fra Udenrigsministeriet – er således godt nyt for danskere, der gerne vil rejse ud i Europa denne sommer.
Men genåbningen ændrer til gengæld IKKE på noget i forhold til USA og Nordamerika. Dels fraråder Udenrigsministeriet fortsat ikke nødvendige rejser til USA og Canada. Og samtidig er det amerikanske indrejseforbud fra Schengen landene, Storbritannien, Irland og en række andre lande rundt om i verden fortsat i kraft.
Det var det indrejseforbud, som Trump indførte pr. præsidentdekret i midten af marts 2020, og som stadig er gældende. Dekretet forbyder internationale rejsende (som fx danske turister) at rejse ind i USA, hvis de inden for de seneste 14 dage har opholdt sig i et Schengen land (Danmark inkl.), Storbritannien, Irland eller en række andre lande. Hvilket i praksis er at siddestille med et indrejseforbud.
Hvis man er amerikansk statsborger i fx Europa, må man imidlertid gerne rejse hjem til USA. Man skal dog så gå i 14 dage hjemmekarantæne efter ankomst fra Europa, som reglerne er nu.
Ingen afklaring på rejser til USA i efteråret 2020
Mange af jer, der har rejseplaner til USA i sensommeren eller efteråret er naturligvis nok spændte på, om I kan komme afsted. Der kan der ikke gives noget svar på, på nuværende tidspunkt.
Der er således ikke meldt nogen datoer ud fra amerikanske side om, hvornår indrejseforbuddet i givet fald bliver ophævet. Og selvom det amerikanske indrejseforbud bliver ophævet, er det langtfra givet, at Udenrigsministeriet vil lempe deres rejserestriktioner/ rejsevejledning til USA, når vi har set, hvordan forsigtigheds princippet har været benyttet i forhold til rejsevejledningen – holdt op mod den aktuelle smitte scenarie mange steder i USA.
HUSK: Hvis Udenrigsministeriet fraråder alle ikke nødvendige rejser til et land, så gælder de fleste rejseforsikringer heller ikke til det pågældende land. Og det er ikke nogen god ide at rejse til USA uden en aktiv og gældende rejseforsikring. Og det at visse flyselskaber er begyndt at genoptage flere flyruter til USA, er altså ikke ensbetydende med, at man som dansk turist kan rejse til USA.
Så på trods af genåbningen af grænserne til Europa pr. 18. juni 2020, er der ikke noget nyt i forhold til USA, der som beskrevet ovenfor fortsat indtil videre – i praksis – er lukket for danske turister og ferierejsende.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Denne artikel er senest opdateret den 19. juni 2020!
Læg en kommentar