USA genåbner sine grænser for internationale rejsende fra bl.a. Schengen landene mandag den 8. november 2021. Det har Det Hvide Hus bekræftet i en erklæring. Dermed er godt halvandet års indrejseforbud i USA p.g.a. corona pandemien for bl.a. turister og fritidsrejsende snart historie.

USA genåbner for internationale rejsende den 8. november 2021
Få datoer har været ventet med så meget spænding, som den præcis dato for genåbningen af USA for internationale rejsende fra bl.a. Schengen landene. Nu er svaret kommet.

Mandag den 8. november 2021 kan internationale rejsende fra bl.a. Danmark igen rejse ind i USA, forudsat at man er fuldt vaccineret mod corona smitte, og har været det mindst 14 dage. Man skal som rejsende naturligvis medbringe dokumentation, der beviser ens vaccinationer.

Bliv medlem af fordelsklubben Highways Academy: Få 12 måneder for kun 798,- kr.

Hidtil har det krævet en særlig godkendelse at kunne rejse til USA – en såkaldt National Interest Exception, forkortet NIE – at kunne rejse ind i USA. Men fra 8. november 2021 kan de fleste internationale rejsende til USA igen “nøjes” med en ESTA forhåndsgodkendelse.

At USA ville åbne op for internationale rejsende, blev allerede meldt ud i midten af september. Men det er først nu, at der er kommet en præcis dato på genåbningen. USA har været lukket for internatonale rejsende siden marts 2020, da corona pandemien ramte verden.

Krav til indrejse i USA pr. 8. november 2021
Her er kravene til indrejse i USA fra den 8. november 2021 til danske statsborgere – i overskrifter:

  • Fuld corona vaccination, hvor der er gået mindst 14 dage siden sidste vaccination
  • Dokumentation for begge vaccinationer udprintes fra Sundhed.dk og medbringes på rejsen
  • En negativ corona test, der ikke er mere end 72 timer gammel ved indrejsen i USA. Dokumentation medbringes som print. Både antigen test (lyntest) og PCR test accepteres
  • Gyldig ESTA forhåndsgodkendelse til indrejse i USA eller alternativt visum til USA
  • Medrejsende børn mellem 2 og 17 år, som ikke er vaccineret, skal også medbringe en negativ corona test, der ikke er mere end 72 timer gammel. Færdigvaccinerede børn skal også medbringe en negativ corona test taget inden for 72 timer

Ovenstående liste tager afsæt i de aktuelle krav til indrejse i USA pr. 8. november 2021 for danske statsborgere. Men reglerne kan ændre sig med kort varsel, så tjek selv op på de præcise regler for indrejse til USA, inden du selv skal afsted.

Landegrænserne til Canada og Mexico genåbner også
Canadiere og mexicanere, der ligeledes har været afskåret fra at rejse over grænsen til USA, kan også glæde sig til den 8. november 2021, hvor grænserne også genåbner til Canada og Mexico.

Canada åbnede sine grænser for amerikanske statsborgere den 9. august 2021 og den 7. september 2021 kunne internationale rejsende til Canada så følge efter. Men det er altså først her i starten af november, at amerikanerne gengælder den gestus og åbner op for os andre.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Tjek også disse nyheder på Highways-USA.com:
Genåbning i Canada: Nu er Canada atter åben
Air Canada vender tilbage til CPH i maj 2022
Delta Air Lines vender tilbage til København i 2022
SAS genåbner sine flyruter til Boston og Miami

Denne artikel er senest opdateret den 8. november 2021