Efter at have været lukket de seneste tre år p.g.a renovering, er det 169 meter høje Washington Monument midt på The National Mall i Washington D.C. nu genåbnet for offentligheden her i slutningen af september 2019. Dermed er det igen muligt som turist i Washington D.C. at komme indenfor og op i toppen af monumentet – hvis man altså kan få billetter.
Washington Monumentet er et af den amerikanske hovedstads mest ikoniske lokaliteter. Den 169 meter høje obelisk er det geografiske centrum på The National Mall, og fra foden af monumentet kan man bl.s. se ud til det Hvide Hus, det amerikanske parlament Capitol og Lincoln Memorial i hver sin retning fra monumentet.
Hyldest til USA’s første præsident
Washington Monumentet hylder den første amerikanske præsident, George Washington. Opførelsen af monumentet blev påbegyndt i 1848 for private midler, men konstruktionen af monumentet stoppede igen i 1854, da monumentet kun var nået op i godt 47 meters højde – lidt under en tredjedel af den totale planlagte højde.
Udbruddet af den amerikanske borgerkrig forsinkede projektet yderligere, og det var først i 1876, at der igen kom gang i byggeriet. Og på det tidspunkt kunne man ikke længere skaffe de marmorsten, der var blevet benyttet til byggeriet af den nedre del af monumentet. Derfor kan man den dag i dag se et farveskift på monumentet cirka en tredjedel oppe, hvilket skyldes at man har benyttet en anden stentype til at gøre monumentet færdigt.
I december 1884 kunne man så endelig placere den sidste sten på toppen af monumentet, der blev officielt indviet den 21. februar 1885. Og de næste fire år var Washington Monumentet verdens højeste bygningsværk, inden Eiffeltårnet i Paris overtog den titel ved færdiggørelsen i 1889.
Praktisk info om besøg i Washington Monumentet
Washington Monumentet har været lukket med jævne mellemrum de senere år, bl.a. efter et jordskælv i august 2011, der lukkede monumentet i tre år, efter jordskævet udløste revner i flere af stenen i monumentet. De sidste tre år er gået med en opgradering af monumentets elevatorsystem og et helt nyt sikkerheds screenings center, hvor turister bliver sikkerhedstjekket, inden de bliver lukket ind i monumentet.
Billetter til Washington Monumentet er gratis, men antallet af billetter er yderst begrænset. Der lukkes således kun 55 personer ind i monumentet hver halve time. Billetter uddeles i første omgang kun ved personligt fremmøde på selve besøgsdagen fra kl. 08.30, men fra den 10. oktober 2019 bliver det også muligt at reservere gratis billetter online via websitet Recreation.gov – dog igen kun med et yderst begrænset udbud af billetter hver dag.
Læs mere om billetter til Washington Monumentet
Læs også min storbyguide til Washington D.C.
Denne artikel er senest opdateret den 27. september 2019.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar