Auto Europe – billeje i USA med Auto Europe

Auto Europe formidler trods navnet billeje i USA og resten af verden og har været repræsenteret på det danske marked i flere år. Auto Europe formidler udlejningsbiler til danske kunder ved at udleje lejebiler, som udlejningsfirmaerne ikke selv kan udleje til normalpris. Auto Europe har altså ikke selv udlejningsbiler stående i USA, men formidler billeje i USA mod at få provision.

Billeje i USA med Auto Europe

Formidling af billeje i USA eller Canada
autoeurope_blue_logo_240x70Auto Europe har nogle af markedets laveste priser og ligger prismæssigt typisk et stykke under de etablerede udlejningsselskaber. Når du lejer bil i fx USA via Auto Europe, booker og betaler du din bil hos Auto Europe, men afhenter bilen hos en af Auto Europe’s partnere i USA, fx Hertz, Avis, Alamo, Dollar, National eller en af de andre biludlejningsfirmaer i USA.

Denne type formidling af billeje i USA eller Canada er normalt helt uproblematisk for dig som kunde. Når du skal afhente din udlejningsbil i USA, viser du bare din voucher fra Auto Europe, og får så udleveret den udlejningsbil i den kategori, du har lejet hjemmefra.

Fri kilomter og prisgaranti
Billeje i USA via Auto Europe er altid inkl. fri kilometer og alle forsikringer. Dog kan der være en mindre selvrisiko på kaskoforsikringen. Auto Europe har såkaldt prisgaranti, der i praksis betyder, at Auto Europe er parat til at gå ned i pris på billejen, hvis du hos en konkurrent finder en lavere lejepris i samme periode og i samme bilkategori. Desuden tilbyder Auto Europe gratis annullering af billejen op til 48 timer før afhentningen af bilen.

Auto Europe tilbyder dansksproget telefonsupport til sine kunder. I praksis sidder supportafdelingen dog i Tyskland, og nogle gange vil du få en skandinavisk talende person i røret. Desuden kan du ikke ringe til Auto Europe’s gratis supportnummer fra din mobiltelefon, men kun fra en fastnettelefon.

Folkevogne til amerikanske soldater
Auto Europe med base i Tyskland har i øvrigt en ganske interessant historie. Firmaet startede nemlig tilbage i 1954 som biludlejer af tyske Folkevogne til udstationerede amerikanske soldater i Tyskland, der havde brug for at leje bil, når de havde orlov. Det er også forklaringen på navnet, Auto Europe.

Jeg har benyttet Auto Europe til at booke billeje i USA adskillige gange efterhånden, og jeg har aldrig oplevet nogen problemer i forbindelse med billejen – herunder den praktiske afhentning af bilen i USA.

Billeje i USA med Auto Europe

Læs mere:
Billeje i praksis – kørsel, brændstof, GPS
Overblik over forsikringer på billeje i USA
Envejsleje gebyrer på billeje i USA og Canada
Udlevering af lejebiler i USA – tips ved afhentning

Bemærk: Jeg optjener provision fra de forskellige biludlejningsfirmaer, hvis I vælger at reservere billeje via Highways-USA.com. Bemærk at prisen for jer som kunder er den samme, uanset om I vælger at booke jeres billeje via Highways-USA.com eller andre kanaler. Den optjente provision bliver brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

4 svar til “Auto Europe – billeje i USA med Auto Europe”

  1. Hej Henrik, tak for en virkelig god og brugbar side. Min kæreste og jeg skal tre uger til Californien til juli og køre den klassiske tur fra LA østpå og ind i landet og overvejer at leje en Ford Fusion 4 dr US Model (Standard Bilkategori) gennem Auto Europe med Thrifty som udlejningsselskab. Vi har ingen erfaring med billeje i USA, og det vigtigste for os er en god stadard bil med ordentlig plads, som er rar at køre i og ikke sluger for meget benzin. Hvordan vil du umiddelbart vurdere, at Ford Fusion lever op til de krav? Har du nogle erfaringer med Thrifty som udlejningsselskab? Vh Henrik

    • Tak for din ros af Highways-USA – jeg er glad for, du kan bruge mine råd og tips. Jeg har ikke selv benyttet Thrifty som det udførende biludlejningsfirma i USA via Auto Europe, men jeg ville ikke umiddelbart være nervøs. Thrifty er målrettet business segmentet, som kræver stabilitet og god kundeservice, så alene det faktum bør være ensbetydende med en fornuftig kundeoplevelse. Thrifty har i øvrigt siden november 2012 været ejet af Hertz – sammen med kollegaen Dollar Rent a Car, som hører til i lavprissegmentet, når det gælder billeje i USA. Og så synes jeg, at jeres tilgang til udlejningsbilen er rigtig fornuftig. Jeg har dog ikke selv haft en Ford Fusion som udlejningsbil i USA, så jeg kan kun udtale mig ud fra, hvilke specifikationer jeg kan læse mig til omkring bilen. Men her ser en fire dørs Ford Fusion så rigeligt ud til at leve op til jeres krav til komfort og benzinøkonomi. Jeg skal dog lige tilføje, at I jo ikke er garanteret en Ford Fusion, når I lejer via Auto Europe. Men I er garanteret en bil i den klasse/ størrelse hos det udlejningsfirma (i jeres tilfælde Thrifty), som I har lejet hjemmefra. Som jeg lige ser det, så kategoriserer Auto Europe en Ford Fusion hos Thrifty i kategorien Standard, mens en Ford Fusion hos Alamo kategoriseres som en Fullsize. Det fortæller mig, at der skal mere til hos Thrifty, inden de betragter en bil som Fullsize – end hos konkurrenterne. Med andre ord: Hvad der hos Alamo betragetes som Fullsize, beragtes hos Thrifty “kun” som Standard – hvilket igen illustrerer, at Thrifty er et biludlejningsfirma, som typisk lejer ud til forretningsfolk, som generelt forventer større biler. Derfor er der også en lidt højere sandsynlighed for, at hvis I ikke kan få en Ford Fusion på dagen, når I afhenter jeres udlejningsbil hos Thrifty, er sandsynligheden for, at I får en anden bil i samme størrelse – eller en endnu større bilklasse – højere hos Thrifty end hos Alamo. Det er ihvertfald min umiddelbare konklusion. Så det korte af det lange er: Hvis I går efter en Ford Fusion eller tilsvarende hos Thrifty via Auto Europe, så tror jeg ikke, I går helt galt i byen. Lad i øvrigt være med at være alt for nervøse for benzinøkonomien – uanset hvilken bilmodel, I ender med. De seneste mange udlejningsbiler, jeg har haft i USA, har haft en fin benzinøkonomi alle sammen. Og da benzinpriserne trods alt stadig er moderate i USA, og I “kun” skal køre i en almindelig personbil, vælter udgiften til brændstof næppe jeres feriebudget – næsten uanset hvilken bil, I får at køre i. Jeg håber, I kan bruge min feedback. Rigtig god tur 😉

      • Tak for godt og grundigt svar. Nu har vi så lejet vores Ford Fusion dr US Model eller noget lignende i standard-klassen. Billejen med Thrifty inkluderer på forsikringssiden SLI, LDW og UMP, men vi overvejer, om det kunne være en god idé at tilkøbe vejhjælp ved siden af. Er det noget, du har brugt, når du har været afsted, og ved du, hvor meget det koster?

        • Det sidste par år, har jeg fravalgt vejhjælp, men jeg har også tilvalgt det tidligere. Vejhjælps forsikringen indeholder muligheden for at få gratis assistance, hvis I kører tør for benzin, låser nøglerne inde, punkterer og ikke selv vil skifte hjul og dens slags hændelser. Atlså “almindelige” småuheld, hvor der ikke er mekaniske fejl på bilen. Er der sidste tilfældet, får I naturligvis vejhjælp under alle omstændigheder. Så jeres valg afhænger lidt af, hvor praktisk anlagt I er, og om I selv kan håndtere end donkraft, hvis uheldet skulle være ude. Jeg har dog endnu aldrig været ude for en punktering i USA, og har heller ikke haft brug for vejhjælpen på noget tidspunkt. Så jeg kan ikke bidrage med praktiske erfaringer i forhold til, om det er pengene værd. I 2010 gav jeg 6 dollars pr. dag for vejhjælp hos Dollar Rent a Car, så I skal nok regne med mellem 5 og 10 dollars pr. dag. Så må I selv vurdere, om I synes det er pengene værd, eller om I hellere vil spare pengene, og selv skifte hjul, hvis uheldet er ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.