Amerikanske Delta Air Lines udvider betjeningen af Københavns Lufthavn til næste år. I 2020 sæsonen vil det amerikanske flyselskab starte sine sæsonflyvninger mellem New York JFK og København allerede 1. maj 2020 og betjene København helt frem til udgangen af oktober.
Dermed vil Delta Air Lines være fast gæst i Københavns Lufthavn i et halvt år i 2020, og ikke som hidtil i cirka fire måneder fra slutningen af maj frem til starten af september.
Daglige Delta flyvninger fra 1. maj til 24. oktober 2020
Delta Air Lines er det eneste amerikanske flyselskab, som betjener Københavns Lufthavn. Rejsemediet Stand By skriver, at Delta Air Lines vil udbyde 80.000 flysæder over de cirka 6 måneder, Delta opererer ruten mellem New York JFK og Københavns Lufthavn. Sæsonruten vil i 2020 blive betjent fra den 1. maj frem til 24. oktober 2020, hvor Delta vil have daglige flyvninger mellem JFK og CPH.
Deltas interesse for København skyldes ikke mindst, at masser af amerikanere starter deres krydstogter i København, og de benytte Delta til at komme fra USA til Danmark.
At Delta vælger at udvide sæsonen i 2020 hænger muligvis sammen med, at Norwegian har sat sine direkte USA flyvninger mellem Danmark og USA på pause de kommende vinter. Og Norwegian benytter ligesom Delta New York JFK som destination ved New York City, mens SAS flyver til Newark lufthavnen i New Jersey. Hvornår Norwegian i givet fald genoptager sine direkte flyvninger fra København til USA, er der endnu ikke meldt noget ud om.
Delta har været fast gæst i CPH siden 2006
Delta Air Lines har været fast gæst i Københavns Lufthavn siden 2006, hvor Delta Air Lines åbnede en direkte flyrute mellem Atlanta i Georgia og Københavns Lufthavn. Atlanta er Delta Air Lines største netværks destination på den amerikanske østkyst.
Den direkte rute til Atlanta blev lukket ned efter nogle få års drift, men i mellemtiden kom ruten til New York JFK til, og den rute er Delta fortsat aktiv på – og vil altså i høj grad også være det i 2020.
Delta forventes i 2020 at betjene ruten til New York JFK med et Boing 767 fly med plads til 225 passagerer.
Læs også mit portræt og anmeldelse af Delta Air Lines
Denne artikel er senest opdateret den 26. september 2019.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar