Amerikanske Delta Air Lines vender tilbage til Københavns Lufthavn i sommeren 2022. Dermed vil Københavns Lufthavn i sommeren 2022 have det samme antal direkte oversøske flyruter til USA og Canada, som inden corona pandemien.

I sidste uge meddelte Air Canada, at det også vender tilbage til CPH i 2022, når canadierne i maj 2022 genoptager den direkte flyrute mellem København og Toronto.

Igen direkte fly mellem CPH og JFK i 2022
Delta Air Lines er tilbage i Københavns Lufthavn i starten af juni 2022 efter to års corona pause. Det skriver branchemediet Check-In.dk.

Delta har været fast sommergæst i Københavns Lufthavn gennem mange år, og i sommeren 2022 vender Delta Air Lines tilbage fra den 3. juni 2022 og frem til midten af september 2022.

Bliv medlem af fordelsklubben Highways Academy: Få 12 måneder for kun 597,- kr.

Delta Air Lines’ tilbagevenden til Københavns Lufthavn er også en indikator på, at krydstogts industrien er på vej tilbage til Københavns Havn, da en meget stor del af Delta’s passagerer er amerikanske krydstogtsturister, der starter deres krydstogt i København for bl.a. at tage på krydstogt i Østersøen.

Den modsatte vej kan vi danskere benytte Delta Air Lines som gateway til USA via New York JFK, som er en af Delta’s store netværkslufthavne på den amerikanske østkyst.

Delta vil betjene København 5 gange om ugen i 2022
Delta Air Lines vil betjene ruten mellem København og New York JFK 5 gange om ugen i sommeren 2022, med afgang fra København kl. 13.30 og fra New York kl. 21.25. Tirsdage og torsdage betjenes ruten ikke, og ruten vil altså “kun” blive fløjet frem til midten af september 2022.

Undertegnede Henrik Lange havde senest fornøjelsen at flyve med Delta Air Lines hele 3 gange i september 2021, da jeg var på rejsemesse i Las Vegas. Delta leverer et fremragende produkt i luften – både på de internationale flyvninger og på deres indenrigsflyvninger i USA. Så man kan altså roligt prøve kræfter med det amerikanske flyselskab, hvis man kan få det til at passe med sine rejseplaner til USA.

Københavns Lufthavn tilbage på før corona niveau
Med både Delta Air Lines og Air Canada tilbage som flyselskaber i Københavns Lufthavn, vil CPH i sommeren 2022 være tilbage på stort set samme antal direkte flyruter til USA og Canada, som lufthavnen havde inden corona pandemien.

Antallet af direkte flyruter fra CPH til USA og Canada vil i 2022 – som det ser ud lige nu – være på 9 styks, fordelt på følgende flyselskaber og destinationer:

  • Air Canada: København – Toronto (genopstarter som helårsrute i maj 2022)
  • Delta Air Lines: København – New York JFK (genopstarter som sæsonrute i juni 2022)
  • SAS: København – Boston (genopstarter som helårsrute i november 2021)
  • SAS: København – Chicago
  • SAS: København – Los Angeles
  • SAS: København – Miami (genoptages som sæsonrute i november 2021)
  • SAS: København – New York (Newark)
  • SAS: København – San Francisco
  • SAS: København – Washington D.C.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Læs mere på Check-In.dk


Tjek også disse nyheder på Highways-USA.com:

Air Canada vender tilbage til København i maj 2022
USA genåbner for internationale rejsende pr. 8. november 2021
Genåbning af Canada: Nu er Canada atter åben
Delta Air Lines dropper CPH-JFK i 2021

Denne artikel er senest opdateret den 19. oktober 2021