Under en stribe hvide indianer lignende tippitoppe ligger terminalbygningen i Denver International Airport, og man mødes af indianske toner, når man bevæger sig til og fra sin gate i Denvers Lufthavn. Det er således en næsten hyggelig og i hvert fald behagelig oplevelse at lande i Denver International Airport (DEN).
Hoteller og overnatning i Denver, Colorado
Billeje og afhentning af lejebil i Denver
Overskuelig lufthavnsterminal i Denver
Denver International Airport ligger cirka 15 miles øst for selve Denver by midt i det flade landskab øst for Denver, og man kan kun lige akkurat skimte skyskraberne i Denver Downtown, når man landet i Denver Lufthavn, der meget passende har fået tildelt de internationale kendingsbogstaver DEN.
Terminalen består af en øst og en vest terminal, men i praksis hænger de to terminaler sammen, men ligger på hver sin side af terminalbygningen. Lokale indenrigsflyvninger afgår fra øst terminalen, mens de internationale flyvninger afgår fra vestsiden. Air France, British Airways, Lufthansa og Icelandair flyver direkte til Denver fra henholdsvis, Paris, London Heathrow, Frankfurt og Reykjavik/ Keflavik. Desuden betjener Norwegian Denver fra London Gatwick. Men man kan således ikke flyve direkte fra Danmark til Denver i Colorado. Amerikanske Frontier Airlines har base i Denver og har adskillige regionale ruter ud af Denver.
Man ankommer på nederste etage i terminalbygningen, men rejser afsted igen fra den øverste etage. Selve lufthavnen er både lys og rimelig overskuelig takket være lufthavnens beskedne størrelse.
Ny metro linje/ light rail linje til Denver Airport
Denver Airport fik i 2016 en ny letbane forbindelse fra lufthavnen og ind til Union Station midt i Denver Downtown. Rejsetiden er cirka 35 minutter fra lufthavnen til Denver centrum, og toget kører hvert 15. minut. Dermed kan I nu faktisk undvære en udlejningsbil i Denver de første par dage, hvis I vil spare udgifterne til parkering inde i Denver.
De fleste kør-selv turister med ankomst til Denver vælger dog at hente deres udlejningsbil lige efter ankomst. Alle de store biludlejningsselskaber ligger på rad og række langs Pena Boulevard kun 10 minutters kørsel fra selve lufthavnen. I hopper bare på en gratis shuttelbus ud til det selskab, I skal afhente jeres udlejningsbil hos.
Denver oplagt som start- og slutby i Rocky Mountains
Denver i Colorado er det oplagte udgangspunkt, når Rocky Mountains med Black Hills i South Dakota og Yellowstone og Grand Teton i Wyoming skal udforskes. Derfor er det Denver i Colorado, som er udgangspunkt og startby i min store 21 dages dag-for-dag rejseplan til Rocky Mountains inkl. Yellowstone fra 2018.
Hvis I vil køre ned gennem det smukke sydvestlige Colorado og fortsætte igennem det sydvestlige Utah med bl.a. Bryce og Zion og ned til Las Vegas og måske videre frem til Californien, er Denver også en oplagt mulighed. Desuden ligger Utah med alle sine mange nationalparker og Arizona med lige så mange parker også inden for en rimelig radius af Denver.
I forhold til overnatning i Denver, så har jeg skrevet en opdateret guide fra 2018 til hoteller og overnatning i Denver med ideer og anbefalinger til konkrete hoteller – både i Downtown og ude i nærheden af lufthavnen.
Hoteller og overnatning i Denver, Colorado
Billeje og afhentning af lejebil i Denver
Denver International Airport – www.flydenver.com
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Jeg skal en tur til Denver over julen og kan se, at de bedste forbindelse enten er med Lufthansa eller Icelandair. Har du nogle erfaringer med dem, og hvilke et af dem ville du anbefale? Tusind tak for en fantastisk side. Mange hilsner Jessie
Jeg har selv fløjet med Icelandair til netop Denver, og det gik rigtig nemt. Så dem har jeg ingen problemer med at anbefale. Lufthansa har jeg ikke være i nærkontakt med de sidste par år, men de har også en udmærket produkt. I forhold til rejsetiden vil Icelandair dog nok være noget hurtigere, da de tager en mere direkte rute end hvis/ når I skal via Frankfurt – i forhold til Keflavik på Island. Men svaret afhænger også af, om I skal afsted fra København eller fx Billund. Så jeg hælder lidt til Icelandair, men har altså heller ingen problemer med Lufthansa.