Næste gang du skal forny din ESTA godkendelse til USA, skal du som en del af ansøgningen uploade et foto af billedsiden af dit pas. Kravet om at uploade et foto billedsiden af passet er en ESTA “nyhed”, som trådte i kraft 1. december 2022.
Ny ESTA ansøgning procedure pr. 1. december 2022
Det kræver efterhånden en udvidet eksamen at udfylde ESTA ansøgningsformularen online, når du skal have godkendt/ fornyet din ESTA forhåndsgodkendelse til indrejse i USA.
Det seneste nyhed i forhold til selve ansøgnings proceduren er, at du fremover skal uploade et foto af billedsiden fra dit pas, når du udfylder ESTA ansøgningsskemaet online. Det er et nyt krav, der indført pr. 1. december 2022, og som ikke tidligere har været praktiseret.
MEN: Inden du får sved på panden: Det nye krav gælder kun NYE ESTA ansøgninger. Hvis du allerede har en gyldig ESTA forhånds godkendelse til indrejse i USA, behøver du ikke foretage dig noget. Du kan i så fald rejse ind i USA uden at skulle foretage dig noget, og behøver ikke tænke på at uploade yderligere information i forbindelse med din ESTA forhåndsgodkendelse.
Nyt ESTA krav: Upload foto af billedsiden af dit pas
Når du næste gang skal forny din ESTA forhåndsgodkendelse, vil du som en del af online ansøgningen blive bedt om at uploade et foto af billedsiden af dit pas. Og uden at have afprøvet den nye ESTA praksis selv, har jeg researchet mig frem til, at proceduren er følgende:
- Du bliver som en del af online ESTA ansøgningen bedt om at uploade et foto af billedsiden af dit pas
- Hvis din computer er udstyret med et kamera, vil systemet bede dig om at uploade billedet via det indbyggede kamera
- Hvis din computer ikke har et kamera, kan du også vælge at uploade et foto af billedsiden af dit pas – uden brug af webkamera
- Fotoet af billedsiden af passet skal være horisontalt, altså vandret. Du kan “dreje” fotoet af billedsiden, hvis fotoet vender forkert
- Det er meget vigtig, at det maskinlæsbare felt nederst på billedsiden på dit pas (de to linjer), er tydelige og læsbare
- Det maskinlæsbare felt går under betegnelsen MRZ – en forkortelse for Machine Readable Zone
- Når du har bekræftet, at fotoet er korrekt, og systemet har godkendt kvaliteten af fotoet, kan du gå videre med ansøgningen
Som skrevet ovenfor, har jeg ikke selv afprøvet den nye ESTA procedure endnu. Men efter at have researchet grundigt på den nye procedure, burde fremgangsmåden være, som beskrevet ovenfor.
HUSK: Hvis du allerede har en gyldig ESTA forhåndsgodkendelse, du har fået godkendt inden 1. december 2022, skal du IKKE foretage dig noget. Så er din ESTA forhåndsgodkendelse fortsat gyldig. Og du skal altså IKKE uploade noget foto af dit pas – før du skal ansøge om ESTA næste gang, når din nuværende ESTA forhåndsgodkendelse udløber – 24 måneder efter udstedelsesdatoen.
Bliv medlem af USA rejseklubben Highways Academy: 12 måneder for KUN 798,- kr.
Andre ESTA nyheder fra 2022
26. maj 2022 steg gebyret for at udfylde en ESTA ansøgning fra 14 dollars til 21 dollars. Så hvis du undrer dig over, at prisen pludselig er steget til 21 dollars – i forhold til, da du sidst lavede en ESTA ansøgning – er den altså god nok. Prisen er nu 21 dollars mod før 14 dollars.
En anden detalje du skal være opmærksom på er det faktum, at rejsende fra ESTA lande, der har besøgt Cuba EFTER 12. januar 2021, IKKE længere kan rejse ind i USA på en ESTA godkendelse. Det skyldes, at Donald Trump som en af sine sidste gerninger som præsident valgte at sætte Cuba på listen over lande, der udfører såkaldt statssponsoreret terror – selvom der i øvrigt ikke er noget bevis for den påstand.
Anyway: Cuba står nu på den “sorte” liste og det betyder, at man ikke kan rejse ind i USA på en ESTA godkendelse som fx dansk statsborger, hvis man har besøgt Cuba EFTER den 12. januar 2021. Så hvis du har været på Cuba i 2021 eller 2022, kan du IKKE rejse ind i USA på en ESTA godkendelse. Du SKAL søge om visum til USA.
Men har du besøgt Cuba INDEN 12. januar 2021, kan du uden problemer rejse ind i USA på en ESTA godkendelse. Også med stempler i passet fra Cuba – blot rejsen er foretaget FØR 12. januar 2021.
Samme problematik gælder i øvrigt en række andre lande, bl.a. Iran. Har du været på rejse i Iran, Irak, Syrien eller Sudan EFTER 1. marts 2011, kan du ikke som dansk statsborger rejse ind i USA på ESTA godkendelse, men SKAL have visum. Det samme gælder danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab i enten Irak, Iran, Syrien eller Sudan.
Brug for hjælp til din USA rejse? Book 10 minutters gratis rådgivning med Henrik Lange
Af Henrik Lange
Highways-USA.com + Highways-Academy.com
Journalist, rejserådgiver og USA ekspert
Denne artikel er senest opdateret den 17. december 2022
Hej Henrik: Som jeg kan se på din hjemmeside, er det kun rejsende, der har besøgt Cuba efter den 12. januar 2021, der skal ansøge om visum. Dette står ikke på nemlig ikke på ESTA’s hjemmeside. Kun at rejsende, der har besøgt Cuba, ikke kan ansøge om ESTA. På ustraveldocs.com står også, at rejsende, der efter den 12. januar 2021 har besøgt Cuba, skal ansøge om visum. Jeg kan jo så godt konkludere, at rejsende der har besøgt Cuba før denne skæringsdato, (som jeg gjorde i 2020) kan rejse på ESTA. Dog mangler jeg et “officielt” sted, hvor dette så også står angivet. Kan du sende mig et link til dette? Men nu har jeg under alle omstændigheder ansøgt om et nyt pas (uden diverse cubanske stempler) inden afrejsen til USA for at være helt homesafe.
Jeg har desværre ikke lige mulighed for at gå ind og finde links med yderligere dokumentation på ovenstående problematik. Men reglerne er som beskrevet ovenfor i forhold til indrejse i USA på en ESTA godkendelse. Så du kunne i princippet godt være rejst ind i USA på dit gamle pas – med en gyldig ESTA godkendelse – hvis du havde valgt den løsning. Men da du nu har valgt at få nyt pas – og dermed også skal have en ny ESTA godkendelse – så er der jo slet ingen problemer, da tavlen er “vasket ren”. Men du kunne altså i princippet godt være rejst til USA på dit gamle pas – på trods af stempler fra Cuba fra 2020 – da kravet om visum til USA jo kun gælder, hvis man har været i Cuba EFTER den 12. januar 2021. Så det ikke ville have givet dig problemer i forhold til indrejsen i USA på en ESTA godkendelse. God tur til USA – med nyt pas og ny ESTA godkendelse.