Grand Canyon Caverns: 64 meter under jorden

Godt 60 meter under jorden i det vestlige del af Arizona ligger et unikt system af underjordiske huler, skabt af vandmasser for millioner af år siden. I dag kan man på guidede ture komme ned i hulerne, som der er adgang til via en 64 meter dyb elevator, der bringer turisterne ned til ”jordens indre” i Arizona. Og vil man for alvor på eventyr under jorden, booker man en overnatning i ”suiten” – med højt til loftet og totalt mørke 64 meter under jordens overflade.

Hoteller i Tusayan, servicebyen lige syd for Grand Canyon
Hoteller i Williams og Flagstaff en times kørsel syd for Grand Canyon
E-bog på dansk til Route 66 – 4.000 kilometer – 8 stater – 3 tidszoner. KLIK HER!

Navnet er ikke kun til ære for turisterne
Grand Canyon Caverns har ikke direkte noget med Grand Canyon at gøre. Men navnet er retfærdigvis ikke kun et trick for at lokke turisterne til. Hulerne har ret faktisk direkte forbindelse til selve Grand Canyon-kløften, hvilket man fandt ud af i 1958, da man fyrede nogle røgbomber af, for at få en ide om, hvor hulerne førte hen.

Et par dage efter at have tændt røgbomberne, blev der meldt om ”grøn røg” fra den sydlige klippeside i Grand Canyon – 40 miles/ 62 kilometer væk. Dermed fik man bekræftet, at hulesystemet er ganske omfattende. Samtidig fik man også forklaringen på, hvor den friske luft nede i hulerne kommer fra. Men det er stadig kun en lille del af det underjordiske hulesystem, der er blevet udforsket.

Nødrationer til 2.000 personer
Temperaturen nede i hulerne er den samme døgnet rundt, dag og nat – 13 grader hele året rundt. Klimaet i hulerne er desuden meget tørt, hvilket gør hulerne fantastiske til opbevaring. Således bragte man under Cuba krisen i oktober 1962 en række nødrationer af bl.a. vand og fødevarer ned i hulerne, der kunne fungere som beskyttelsesrum for indbyggere i den nærliggende by Kingman.

Der er således opmagasineret nødrationer til cirka 2.000 personer i 14 dage. Og den dag i dag fejler rationerne af slik og konserves intet – og kasserne står der i øvrigt endnu, hvilket man ved selvsyn kan konstatere på rundvisningen – selvom nogle af forsyningerne retfærdigvis er blevet udskiftet siden 1962.

Gæster i hulerne gennem tiderne
Klimaet i hulerne gør også, at man fundet flere mumificerede dyr, der er faldet ned i hulerne via nogle af de naturlige åbninger, der findes ved jordoverfladen. Således kan se en mumificeret los, der faldt ned i hulerne omkring 1850 – uden at kunne komme op igen. Den døde af tørst efter tre uger i det tørre klima.

En af de mere spektakulære gæster var noget tidligere på færde. Et gigantisk forhistorisk og for længst uddødt dovendyr forvildede sig ned i hulerne for mellem 11.000 og 20.000 år siden. Dovendyr arten uddøde for 11.000 år siden, og den cirka 1 ton tunge og 3 meter høje krabat, som faldt ned i hulen, forsøgte i hærdigt at komme ud og op igen – uden held – hvilket tydelige kradsemærker på klippevæggen vidner om. En kopi af det oprindelige dovendyr kan ses i hulerne.

Grand Canyon Caverns opdaget i 1927
Det var først i 1927, at Grand Canyon Caverns blev opdaget. Finderen Walter Peck håbede, at han kunne finde guld nede i hulen. Men da den drøm brast, slog Walter Peck sig i stedet på eventyrlystne turister, der kørte lige forbi hans gadedør på den nyanlagte Route 66. Det krævede dog både mod og mandshjerte at komme ned i hulerne, der for de første besøgende vedkommende foregik med en kombination af reb, en svingbro, stiger og trapper.

I 1958 begyndte konstruktionen af den nuværende elevatorskakt. Det tog fire år at sprænge sig ned i dybet, trukket kabler og etablere selve elevatorskakten, inden de første gæster i 1962 kunne tage den 64 meter lange tur ned i dybet og besigtige hulerne – uden at skulle forcerer en masse stejle trapper.

Bryllupper og overnatninger nede i dybet
Med vanlig amerikansk sans for en god forretning, kan man naturligvis blive gift nede i dybet. Og for et par år siden åbnede man så Grand Canyon Caverns Suite, hvor man kan booke sig en usædvanlig overnatning 65 meter under jorden. Man får lov at rykke ind i suiten, når den sidste rundvisning i hulerne er overstået, og så har man ellers Grand Canyon Caverns for sig selv indtil næste morgen.

Man skal ikke være mørkeræd eller have problemer med at være alene – til gengæld kan man næste morgen sætte kryds ud for at have overnattet et af de mest usædvanlige steder i verden – det er Grand Canyon Caverns nemlig blevet udråbt til af flere forskellige medier. Jeg fik faktisk tilbudt muligheden, da jeg besøgte hulerne i 2012, men da jeg havde hele familien med, var det ikke lige tidspunktet.

Guidede ture i Grand Canyon Caverns
Hvis man bare vil nøjes med en rundvisning, er der guidede rundvisninger af en god times varighed med start hver halve time fra besøgscentret, som ligger et par hunderede meter syd for den gamle Route 66 på Route 66-loopet mellem Kingman og Seligman i det vestlige Arizona.

Der er flere forskellige typer guidede ture at vælge mellem, men de fleste vælger den klassiske guidede tur på 45 minutter rundt i de oplyste huler, hvor alle kan være med – børn som voksne – forudsat at man kan klare at gå på trapper nogle steder. Mindre børn bør være under opsyn på turen, da de underjordiske stier flere steder er ganske skrå og stejle. Man kan også vælge en kortere 25 minutters tur, men tag 45 minutters udgaven, når I nu er nede i hulerne – prisforskellen er ikke den store. De mere eventyrlyste kan vælge en ”off road tur”, hvor man kommer dybere ind i hulerne til områder, hvor der bl.a. ikke er elektrisk belysning. Det kræver en en vis adræthed at deltage på ”off road turene”.

Der er ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd nede i hulerne – men mindre man tager en overnatning. Så har man til gengæld også hulerne helt for sig selv hele natten. Ud over selve suiten i nede i hulerne, driver foretagnet bag Grand Canyon Caverns også et mere traditionelt motel ud til Route 66, Caverns Inn, plus en restaurant.

Hoteller i Tusayan, servicebyen lige syd for Grand Canyon
Hoteller i Williams og Flagstaff en times kørsel syd for Grand Canyon

Klik dig videre ad Route 66 til Hackberry General Store

Læs mere om Grand Canyon Caverns:
www.gccaverns.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 svar til “Grand Canyon Caverns: 64 meter under jorden”

  1. I foråret 2017 bestilte jeg en flybillet fra København til Los Angeles til oktober 2017 og planlagde herefter et mini solo roadtrip i Californien. Jeg 62 år og kvinde, så jeg var spændt på, hvordan det ville være at køre rundt alene. Jeg har aldrig besøgt USA. Jeg søgte oplysninger mange steder, men fandt din side mest brugbar. Lige hjemkommet fra min tur må jeg sige, at begejstringen ingen ende vil tage (når jeg ser bort fra digitalt tyveri på mit Visa kort på 2000$). Min rundtur hed LA, Monterey, San Fransisco, King City, Barstow, Las Vegas, bus fra Las Vegas til Grand Canyon, San Diego og LA. Alt i lejet bil fra Alamo til 402$ for 15 dage. Bil, udflugter, koncert med Elton John i Las Vegas og mange hoteller blev booket hjemmefra, men det er nemt at finde hoteller uden forhåndsbooking. Måske vil det være en ide, at fortælle dine læsere, at enlige kvinder sagtens kan køre rundt alene. Det er som oftest familier, som gør det. Jeg vil gøre det igen næste efterår – ingen tvivl om det.

    • Tusind tak for din feedback på din tur rundt i USA. Jeg er naturligvis ikke mindst rigtig glad for, at du syntes, at Highways-USA.com var det bedste sted, at få et overblik i planlægningsfasen. Og så er jeg rigtig glad for din konklusion på, at det er helt uproblematisk at rejse rundt alene i USA – også som kvinde – for det er et meget sikkert rejseland med “styr på tingene”. Man skal ikke lade begivenheder som fx masseskyderier dæmme op for begejstringen, for det rammer (heldigvis) stort set aldrig turister. Endnu engang mange tak for din feedback. Jeg håber, at du også på din næste tur til USA vil bruge Highways-USA.com – måske suppleret med en af mine e-bøger – som inspiration til din USA rejse. Mange hilsner fra Austin Texas, hvor jeg befinder mig lige nu 🙂