Jeg har lige læst en artikel om 10 gratis rejseapps, der ifølge skribenten kunne gøre et roadtrip i USA meget lettere. Men I får ikke navnene på de 10 rejseapps her hos mig. Æv bæv! For jeg er faktisk overhovedet ikke enig!
I stedet vil jeg reklamere for den analoge kør-selv-ferie i USA. En kør-selv-ferie i USA uden forstyrrende elektroniske elementer, hvor I har fokus på naturen, landskaberne og oplevelserne langs vejen, hvor I bruger jeres sanser og selv ser, hører, smager og dufter jer vej gennem USA.
Vær til stede på jeres kør-selv-ferie i USA
Hvorfor drømmer folk om at stå ved kanten af Grand Canyon og nyde udsigten over den fantastiske kløft? Eller nyde skønheden ved de monumentale klipper i Yosemite Valley. Eller nyde synet af de springende geysere og måske spotte et par langsomt traskende bisonokser i Yellowstone?
Fordi fantastiske naturoplevelser (og oplevelser generelt) renser sjælen og giver ny energi.
Til gengæld er der ikke meget ferie i en app, som fortæller jer, at I kan spare 5 cent pr. gallon benzin, hvis I drejer til højre i næste lyskryds. Eller en app som oplyser jer op, at I kan finde tre måske rene offentlige toiletter med skyl i den næste by. Eller en app, som giver jer 10 forslag til restauranter i den by, I skal overnatte i.
Men måske har byen faktisk 14 restauranter, og det er tilfældigvis en af de fire restauranter, som ikke optræder i app’en, som i virkeligheden er den sjoveste, mest lokale og mest autentiske… Og som I måske selv havde fundet frem til, hvis I bare havde brugt jeres øjne på at kigge ud ad vinduet – i stedet for at kigge ned på mobilen, og ladet jer “lokke” til at bruge jeres penge på en af de 10 restauranter fra app’en.
Prøv at rejse analogt i USA denne sommer
Ferie handler for mig om at slappe af og være tilstede i nuet – nogle gange alene og i nogle tilfælde sammen med familie eller gode venner. Og kør-selv-ferie handler om oplevelser – gerne de lidt tilfældige, som dukker op ud af ingenting. Og de tilfældige oplevelser skal I selv finde og snuse jer frem til.
Mit budskab til jer er derfor: Prøv at rejse analogt i USA denne sommer. Drop elektroniske hjælpemidler som apps og GPS på jeres næste kør-selv-ferie i USA. Det vil skærpe jeres sanser og gøre, at I er langt mere til stede i nuet på jeres ferie, end hvis I hele tiden lader jer styre af mobilen og GPS’en. Bare roligt: Det er ikke farligt!
I kan fx sagtens finde vej i USA uden GPS. Skiltningen i USA er fremragende overalt, og supplerer I jeres rejseudstyr med et godt vejatlas, kan I klare jer uden en GPS. Så smid GPS’en ud ad vinduet – eller lad den i det mindste være slukket (og lagt ned i bagagerummet) uden for de store byer.
Sluk mobilen: I kan sagtens klare jer uden!
De samme gælder mobilen: Sluk lortet! En ting er de mange apps (med reklamer), som kæmper om jeres opmærksomhed. Noget andet risikoen for at blive forstyrret af SMS’er eller uvedkommende opkald fra Danmark.
Forestil dig, at du står og nyder udsigten over Stillehavet et sted på Highway 1 i Californien – måske endda med udsigt til et par søløver, som boltrer sig i vandkanten. Og pludselig summer din mobil i lommen, og så er det en tåbelig telefonsælger fra Danmark, der vil have dig til at skifte leverandør af strøm! Det svarer til, at mobilen ringer højlydt, mens du sidder i biografen og er midt i et romantisk drama.
SLUK, SLUK, SLUK! Sluk for mobilen når I er “on the road”! Eller slå den over på flytilstand. Så lukker I ned for de mange ligegyldige SoMe opdateringer, der konstant tikker ind på mobilen, som ikke løber noget steder.
I kan så tænde/ aktivere mobilen om aftenen og tjekke jeres beskeder og eventuelle opkald m.v. Men hold mobilen slukket i løbet af dagen.
Hvad med kameraet i mobilen?
I kan sagtens bruge kameraet i mobilen, selvom mobilen er slået over på flytilstand. Men i virkeligheden vil jeg anbefale at købe et rigtig spejlrefleks kamera og tage nogle rigtig fede fotos og videoer fra jeres tur, som I så kan dele efterfølgende. Et spejlrefleks kamera har trods alt en noget bedre optik/ linse end et mobilkamera.
Men I kan også aftale, at en af jer holder mobilen tændt for så at oploade de seneste skud til Facebook og Instagram, hvis I ikke kan lade være. Men det mest optimale er helt at holde mobilen slukket/ sat på flytilstand.
Sådan rejser jeg selv analogt i USA
I 2017 var jeg tre dage i Big Bend National Park i det sydlige Texas. Det var en fantastisk naturoplevelse. Men det var også en fantastisk oplevelse, fordi der ikke var nogen mobildækning i denne del af USA. Der var ganske enkelt “sort skærm”/ ingen dækning i de par dage, jeg opholdt mig i Big Bend National Park.
Og det var faktisk en fantastisk oplevelse. Med al respekt for alle mine mange følgende på Facebook og jer læsere her på Highways-USA.com, så var det skønt, at “nogen” trak stikket for mig. Mobilen var helt tavs, og jeg kunne 100% fokusere på naturen og dyrelivet i det sydvestlige Texas.
Det var lidt en øjenåbner for mig i forhold til mit forhold til min mobil. Og fremadrettet har jeg besluttet mig for at slukke for den med jævne mellemrum, så jeg har “arbejdsro” til at nyde de oplevelser, som jeg støder på undervejs. Samt arbejdsro til at skrive om mine oplevelser til mine guidebøger, der bliver skrevet “on the road” i USA.
Jeg bruger aldrig GPS i USA
GPS bruger jeg slet ikke. Hverken i USA eller andre steder. Og har aldrig gjort det. Jeg er til gengæld vild med vejatlas og papirkort. For disse papirkort gør, at I får et helt anderledes overblik over den region, I rejser igennem.
I får en meget bedre forståelse for, hvad det er for et landskab og en region, I kører igennem. Desuden er antallet af veje (og dermed valgmuligheder) yderst begrænset i store dele af USA. Med andre ord: Det er svært at køre forkert!
Endelig er skiltningen i USA helt fantastisk. Supplerer I jeres stedsans med vejnumrene på de amerikanske highways og exit numre/ afkørselsnumre langs motorvejene, er I bogstavelig talt rigtig godt kørende.
Hvis I så vil supplere med en GPS inde i storbyer som Los Angeles, San Francisco eller Las Vegas, så er det fint med mig. Men sluk for GPS’en uden for de store byer og brug skiltningen suppleret med jeres egne sanser og sunde fornuft. Så vil I få en en fantastisk kør-selv-ferie i USA med masser af nærvær og enestående oplevelser, I vil kunne huske mange år frem i tiden.
Læs også om:
Mobiltelefoni, WIFI og brug af smartphones i USA
Rand McNally Road Atlas USA 2019
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar