Boganmeldelse af rejsebogen Det vilde USA:

Få steder i verden er forsynet med en så stor rigdom af naturoplevelser som det sydvestlige USA.

Det har fået forfatter, foredragsholder og redaktør af websitet Drivingusa.dk, Michael Bo Christensen, til at skrive en guide, der hjælper eventyrlystne danskere med at finder frem til nogle af de mere ukendte naturoplevelser på Colorado Plateauet i USA – med særligt fokus på Arizona og Utah og afstikkere til Colorado og New Mexico.


7 ruter med kendte og ukendte naturoplevelser

”Det vilde USA” med undertitlen ”På roadtrip i nationalparkernes land” tager læseren med ud på 7 udvalgte ruter gennem især Arizona og Utah, hvor både kendte og i særdeleshed en række ukendte naturoplevelser præsenteres langs de 7 rejseruter. Hertil kommer nedslag i Colorado og New Mexico.

Forfatteren lægger fra starten ikke skjul på, at det er de mere eksotiske og ukendte naturoplevelser langt væk fra de populære turistdestinationer, der har hans største interesse.

Og du bliver hurtigt udfordret på flere af destinationerne. Selv for en meget erfaren rejsende som undertegnede, er der flere af forfatterens forslag til lokaliteter og naturoplevelser, som jeg ikke kender (endnu) og som skal efterprøves på kommende rejser til det sydvestlige USA.


Takt og tone i USA’s indianerreservater

Michael Bo Christensen har tydeligvis stor respekt for USA’s mange indianerstammer og deres historie, hvilket er en rød tråd gennem hele bogen. Forfatteren indleder bogen med en kort introduktion til USA’s indianerstammer og et par meget relevante tips til takt og tone, når man som turist – og dermed gæst – bevæger sig ind i indianernes reservater, hvor der ofte gælder andre regler end i det øvrige USA.

Det er en fin detalje, da den indianske kultur ofte er ret fremmed for de fleste turister – mig selv inklusiv.

En anden ting, der også gennemsyrer bogen, er de mange referencer til den geologiske historie, der har skabt det landskab, du bevæger dig rundt i og beundrer. Referencerne til den geologiske historie på Colorado Plateauet er fortalt med en passende mængde detaljer, uden at det bliver direkte nørdet.

Endelig kan du også finde en del interessante og historiske anekdoter i bogen om danske udvandrere, som har på forskellig vis har sat deres aftryk rundt om i landskabet, i mange tilfælde i form af stednavne med danske og nordiske rødder.


Naturoplevelser for de meget eventyrlystne

”Det vilde USA” indeholder samlet set forslag og ideer til så mange lokaliteter og naturoplevelser, at det vil tage adskillige uger at efterprøve dem alle. Desuden hører flere af forslagene hjemme i den meget eksotiske og alternative afdeling – og indgår dermed på ingen måde i kategorien ”familievenlige oplevelser”. Det lægger Michael Bo Christensen da heller ikke skjul på i sine beskrivelser i bogen.

Nogle af forslagene til naturoplevelser er ligefrem så alternative og afsidesliggende, at de heller ikke vil blive efterprøvet af mig selv – trods min naturlige nysgerrighed som rejsejournalist. Dertil er tilgængeligheden til nogle af de foreslåede oplevelser simpelthen for besværlig – fx i form af meget lange køreafstande på små, støvede og primitive grusveje og manglen på skiltning.

Men en stor del af de foreslåede natur- og kulturoplevelser er oplagte at prøve kræfter med. Forfatteren får bl.a. gjort os som læsere opmærksomme på, hvor mange National Monuments (der bestyres af National Park Services), der ligger spredt rundt i det sydvestlige USA – hvis vi skulle have glemt det.


Dyb fascination af ”slot canyons”

En af Michael Bo Christiansens store kæpheste er besøg i de såkaldte ”slot canyons”, der er skabt af rindende vand – og i nogle tilfælde rivende, brusende floder – gennem tusinder af år. I flere tilfælde har naturen skabt magiske kløfter, hvor kløfterne og klippevæggene nærmest omfavner en. Hvis du er på jagt efter den slags oplevelser, indeholder ”Det vilde USA” et helt katalog over disse slot canyons med Upper og Lower Antelope Canyon i det nordlige Arizona som de mest kendte.

Enkelte steder sniger der sig et par unøjagtigheder ind i bogen – hvor jeg som USA-ekspert ikke er enig med Michael Bo Christensen.

Det gælder bl.a. i den lidt forenklede beskrivelse af Route 66 i bogens første kapitel, hvor mange Route 66 fans (inkl. undertegnede) ikke er enige med forfatteren i, at “der sker for lidt” på den første del af Route 66 gennem Midtvesten. Route 66 gennem Midtvesten byder på masser af charmerende byer og og fungerer som ”opvarmning” til den mere vilde del af Route 66 længere vestpå. Til gengæld er jeg helt enig med Michael Bo Christensen i, at Route 66 gennem det vestlige Arizona efterhånden er blevet lidt for turistet.

Samlet set er ”Det vilde USA” et interessant bud på en ny dansk rejsebog til USA med masser af forslag til fantastiske og unikke – og ikke mindst ukendte – naturoplevelser i Arizona og Utah.

Det Vilde USA kan eventuelt bruges i kombination med min egen rejseguide til Californien, Arizona, Utah og Nevada på 21 dage.

Hvis du kombinerer de to rejseguider, har du som turist både Californien og resten af det sydvestlige USA serveret på et sølvfad – og dermed masser af inspiration til både de erfarne og de knapt så erfarne kør-selv turister, der måske kun har besøgt USA et par gange tidligere.


Webinar med Michael Bo Christensen 7. september 2022

Michael Bo Christensen er onsdag 7. september 2022 kl. 19.30 gæst i fordelsklubben Highways Academy, når jeg holder et gæste webinar med Michael Bo Christensen, der vil tage os med rundt på Colorado plateauet og præsentere os for en række mindre kendte – og for nogle helt ukendte – naturoplevelser i de 4 stater, der udgør Four Corners.

Desuden vil Michael vil dele sine erfaringer og holdninger til, hvordan man bevæger sig rundt i USA’s indianer reservater med respekt for den lokale befolkning. Deltagerne får derfor også en række tips til, hvad der er god stil i forhold til at besøge naturparker, der fx ligger på Navajo indianernes territorium.

Bemærk at webinaret er et arrangement eksklusivt for Highways Academy medlemmer. Du skal derfor være betalende medlem af Highways Academy for at kunne deltage i webinaret.

Læs mere og bliv medlem på www.Highways-Academy.com


Michael Bo Christensen:

Det vilde USA – På roadtrip i nationalparkernes land (printbog)
Det vilde USA – På roadtrip i nationalparkernes land (e-bog)
Forlaget Turbine 2021, 306 sider, 249,95 kr. (print) eller 140,- kr. (e-bog)


Af Henrik Lange
Highways-USA.com + Highways-Academy.com
Journalistrejserådgiver og USA ekspert

Denne artikel er senest opdateret den 10. august 2022