Roadmovies: Crash, Canada/ USA 1996

Roadmovies indeholder ofte visse erotiske undertoner, men i David Cronenbergs Crash fra 1996 er der i den grad skruet op for erotikken. Her er biler og trafikulykker den seksuelle drivkraft og den tilhørende spænding ved disse ulykker. Det bliver til en saftig erotisk, men også destruktiv cocktail af højspændt sex, voldsomme ulykker og talrige kvæstelser, hvor deltagerne tiltrækkes af trafikulykkens destruktive energier, der giver de medvirkende en bizar seksuel tilfredsstillelse.

Se den officielle trailer for Crash:

Trafikulykkens erotiske æstetik
Hovedpersonen – spillet af James Spader – bliver ved et uheld involveret i en trafikulykke, der koster hans modpart – en yngre mand – livet, mens hans kone overlever. James og enken Helen – spillet af Holly Hunter – fanger hurtigt interesse for hinanden, og begynder at dyrke saftige, erotiske stævnemøder i Spaders nye bil – der i øvrigt er fuldstændig identisk med den bil, som han totalskadede, da han kollidere med Helen og hendes nu afdøde mand.

Deres fælles interesse for det erotiske bilunivers leder dem i armene på undergrundskunstneren Vaughan, der bl.a. har specialiseret sig i at iscenesætte klassiske trafikulykke med afdøde celebreties. Således møder vi Vaughan en sen aften, da han har arrangeret en komplet iscenesættelse af James Deans fatale bilulykke i 1955, der som bekendt kostede James Dean livet.

For en særlig indbudt skare ”genoplives” bilulykken fra 1955 med de originale bilmodeller af Vaughan selv og et par tilknyttede stuntmen, og det bizarre teaterstykke afsluttes naturligvis en ægte sammenstød mellem de to veteranbiler, der begge totalskades, mens de to stuntdrivere kun kommer lettere til skade. Herfra tager den seksuelle fascination af biler og bilulykker en mere og mere destruktiv drejning.

En rejse ind i menneskets erotiske fantasier
Det er altså et særdeles særpræget univers, den canadiske instruktør David Cronenberg tager tilskueren med til i Crash. Og Crash er med sine mange sexscener og meget direkte og detaljerede erotiske beskrivelser ikke noget for alle. Men filmens massive fascination af bilkultur, biler, infrastruktur og især bilulykker som udtryk for menneskets ofte destruktive seksuelle drivkraft, gør den alligevel så interessant, at den skal nævnes i denne sammenhæng.

Crash kan dybest set godt kaldes en roadmovie – om end rejsen i dette tilfælde bevæger sig dybt ind i menneskets underverden af seksuelle og erotiske fantasier – og utvivlsomt længere, end mange har lyst til at gå. Men er man frisk på en anderledes og udfordrende roadmovie, der ikke er ”middle of the road”, er Crash et spændende bekendtskab.

Fantastiske skuespillere fra øverste hylde
Rollelisten i dette saftige, erotiske drama – uden at det på nogen måde kan sammenlignes med porno – udgøres af så stærke kræfter som Holly Hunter og James Spader, mens den canadiske skuespiller Elias Koteas er den dybt destruktive Vaughan. Desuden medvirker Rosanna Arquette også i en mindre rolle. Det er altså skuespillere fra øverste hylde, der medvirker i Crash.

Crash er en af David Cronenbergs ”tidlige” film med store amerikanske skuespillere. Cronenberg har siden slået sit navn fast med film som bl.a. A History of Violence og Eastern Promises – begge med danske Viggo Mortensen. Jeg har også anmeldt A History of Violence i denne serie om roadmovies.

David Cronenbergs Crash må i øvrigt ikke forveksles med den amerikanske Crash fra 2005, der – meget ufortjent – vandt Oscar’en som Bedste Film ved Oscar uddelingen i 2006. Men det er en helt anden historie.

Crash fra 1996 vandt – fortjent – Juryens specialpris på filmfestivallen i Cannes i 1996 for filmens unikke og vågede univers. Det er Torontos forstæder, industrikvarterer og ikke mindst endeløse motorveje, der udgør filmens kulisser.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.