Danske Viggo Mortensen spiller den altdominerende hovedrolle i David Cronenbergs på en gang fremragende, men også brutale A History of Violence fra 2005. Filmen er ikke en traditionel roadmovie, men med ingredienser, der bl.a. inkluderer en traditionel diner, et motel, en state trooper plus en længere køretur fra Indiana til Philadelphia i Pennsylvania, læner filmen sig kraftigt op af roadmovie genren, og skal derfor med i serien med roadmovies.

Se den officielle trailer for A History of Violence:

Klassisk familieidyl i Indiana
Tom Stall er en familiefar, som driver en klassisk diner på hovedgaden i provinsbyen Millbrook i Indiana. Alt er idyl for den lille ærkeamerikanske familie på fire personer, bestående af en teenagesøn, en datter og hans kone Edie. Idyllen fordufter dog som dug for solen, da Tom Stall en aften bliver udsat for et væbnet røveri af to skruppelløse kriminelle.

Heldigvis redder Tom både sig selv og sine ansatte, da han træder i karakter og viser sig at være ualmindelige ferm til at håndtere våben: Han dræber de to mænd i sin diner i selvforsvar og ender med at blive helt i stedet for selv at blive offer. Efter at være udskrevet fra hospitalet, bliver Tom Stall hyldet som en af hverdagens helte og bliver af samme grund interviewet til flere tv stationer.

Tråde til den kriminelle underverden
Men i kølvandet på hans berømmelse dukker der tre mænd op i en skinnende sort Cadillac, der tydeligvis ikke hører hjemme i nabolaget. Alligevel opsøger de mafialignende typer Tom Stall på hans diner. Og her påstår de tre velklædte herrer hårdnakket – med en gut ved navn Carl Foggerty i spidsen (spillet af en veloplagt Ed Harris) – at Tom i virkeligheden hedder Joey, og at han har en tilsyneladende dyster fortid i Philadelphia.

Da de tre mænd bliver ved med at snuse rundt i nabolaget og opsøger Tom Stall og hans familie hjemme på hans bopæl, begynder den lokale betjent Sam også at få mistanke om, at Tom måske ikke er den person, han giver sig ud for at være, men måske i virkeligheden deltager i et vidnebeskyttelsesprogram.

Især da det viser sig, at de tre mænd har nære relationer til den helt hårde kerne af den kriminelle underverden i Philadelphia på den amerikanske østkyst. Den slags typer tager ikke på udflugt rundt i det smukke men provinsielle Indiana, med mindre de har en rigtig god grund til det.

Skeletterne rasler stille og roligt ud af skabet, mens Stall familien går op i limningen. Og det i sådan en grad, at Tom Stall til sidst selv må tage affære, for en gang for alle at få ryddet op i hans fortid. Et opgør, der ikke går stille af.

Fantastiske skuespillerpræstationer
Viggo Mortensen er intet mindre end fremragende i rollen som Tom Stall, hvis familieidyl pludselige krakelerer, da udefra kommende begivenheder pludselig kommer væltende. Det samme er hans smukke kone Edie, spillet af den sødmefyldte Maria Bello.

Men det er især de mere hårdkogte mafiatyper fra østkysten, der for alvor er en nydelse i filmen. Først og fremmest i form af en meget veloplagt Ed Harris, der spiller den hårdkogte Carl Foggerty, som pludselig dukker op i Millsbrook Indiana for at afkræve Tom Stall noget ret kontante svar.

Desuden byder A History of Violence på et gensyn med William Hurt, som tilbage i 80’erne og 90’erne var ekstremt meget brugt i store amerikanske film, men som vi ikke ser meget til længere. Men her A History of Violence dukker William Hurt op igen i en kort, men markant rolle. William Hurt blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation, mens filmens manuskriptforfatter Josh Olson blev nomineret til en Oscar for bedste manuskript baseret på et andet medie – i dette tilfælde en roman fra 1997 af forfatterne John Wagner og Vince Locke, der også havde titlen A Historiy of Violence.

David Cronenberg når han er bedst
Instruktøren bag dette på en gang intense, men også ret voldelige og blodige drama, er canadiske David Cronenberg, som er kendt for sine brutale historier – typisk også med visse erotiske undertoner, hvilket også var tilfældet med hans Crash fra 1996, som jeg tidligere har anmeldt her i denne roadmovie serie.

A History of Violence er således ikke en film, for folk med sarte nerver. Men det er samtidig en fremragende og vanvittig velspillet film, ikke mindst af Viggo Mortensen. Og så har filmen altså så mange referencer til roadmovie genren, at den skal med i denne serie, selvom filmen ikke er en klassisk roadmovie. Men mindre kan også gøre det, når historien og skuespillet er så vellykket, som der er tale om her.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com